Hjertestop Andreas Akterhag Hjemmet Interview

Foto: Per Groth "Det var takket være din hurtige indsats, at jeg både overlevede og undgik hjerneskade," siger far Bengt til Andreas.

Andreas var med til at redde sin egen far: "Jeg råbte hans navn, men han svarede ikke"

Andreas Akterhag uddannede sig til sygeplejerske for at kunne redde andre menneskers liv. Han havde aldrig regnet med, at det første menneske, hvis liv han skulle redde, var hans egen far.

Da Andreas Akterhag, 25, var nyuddannet som sygeplejerske, søgte han arbejde på hjerteintensiv afdeling på Nya Karolinska sygehuset i Stockholm. Da det er svært at finde rundt i den svenske hovedstad, bad han sin far Bengt, 52, om at køre ham dertil. Det var en mandag i påsken sidste år.

Bengt var nysgerrig efter at se, hvordan der så ud inde på sygehuset, og fulgte med Andreas ind. Han måtte dog ikke komme med ind på selve afdelingen, men skulle vente på gangen.

Pludselig følte Bengt sig dårlig tilpas.

LÆS OGSÅ: På mit mors dødsleje sagde jeg: "Jeg elsker dig". Hun gengældte det ikke...

"Jeg gik ud for at tage en mundfuld frisk luft. Så blev jeg svimmel og gik hen til bilen. Der blev jeg så træt, at jeg lagde sædet ned for at kunne hvile mig. Jeg må også have åbnet sideruden for at få frisk luft ind. Det er nogenlunde, hvad jeg husker, inden jeg forsvandt," fortæller Bengt.

Da Andreas var færdig, kunne han ikke gå ud, samme vej som han var kommet ind, fordi afdelingen var delt op mellem coronapatienter og hjertepatienter.

"Jeg kom ud på den anden side af sygehuset. Derfra kunne jeg ikke finde tilbage til den gang, hvor jeg havde efterladt min far. Jeg ringede på alle hans tre telefonnumre, men fik ikke noget svar."

Andreas var dog klar over, at han befandt sig på den gade, de var ankommet til tidligere, og fulgte den. Bilen stor parkeret på den anden side af gaden, og det virkede, som om noget var galt, da sollyset spejlede sig i sideruderne. Han gik nærmere og bemærkede, at ruderne var rullet en smule ned.

"Da jeg kom endnu nærmere, så jeg, at førersædet var lænet tilbage, og der lå far."

Andreas sygeplejerskeblik konstaterede hurtigt, at Bengts læber var blå, og at hans brystkasse ikke bevægede sig.

Som en robot

"Jeg forsøgte at få bildøren op, men den var låst. Så råbte jeg om hjælp, og en kvinde i nærheden kom løbende. Det lykkedes mig at få hånden ind gennem den åbne sprække i sideruden og presse den ned, så det knagede. Så fik jeg fat i håndtaget og kunne åbne døren."

Han reagerede, som han har lært at gøre, når situationen er livstruende.

"Jeg råbte hans navn, men han svarede ikke. Min første tanke var at få far ud af bilen, men han var for stor, så det gik ikke."

Kvinden, som var kommet løbende til, sagde, at vi skulle give hjerte-lunge redning, og jeg gentog: "Vi giver HJLR." Præcis som jeg havde lært på uddannelsen. Lige der handlede jeg som en robot og lukkede alle følelser ude.

LÆS OGSÅ: På mit mors dødsleje sagde jeg: "Jeg elsker dig". Hun gengældte det ikke...

Andreas arbejdede febrilsk med at give hjertemassage, mens kvinden blæste luft ind.

"Da jeg havde givet 30 tryk, og vi skulle bytte, kunne jeg mærke tårerne i øjnene. Følelserne var der, selv om jeg havde lukket dem ude. "Du må ikke forlade mig nu, far!" kan jeg huske, at jeg sagde, inden jeg begyndte med indblæsningerne."

En mand, som havde siddet i en bil lige bagved, havde ringet efter en ambulance. Da de befandt sig lige ved sygehuset, tog det kun nogle minutter, inden den kom.

"Jeg havde da et ordentligt adrenalinsus og fik en arm ind under far, og sammen med kvinden trak jeg ham ud af bilen, så ambulancefolkene kunne tage over. Så kom alle følelserne som en storm på åbent hav."

"Mine ben kunne ikke bære mig længere. Jeg hyperventilerede og følte panikken. Det var min far, som lå der på båren! Jeg kan huske, at jeg fik hjælp til at komme ind i bilen, og kvinden, som havde hjulpet mig, havde taget min telefon. Pludselig talte jeg med min mor, og jeg fortalte, hvad der var sket, og at jeg ikke vidste, hvordan det stod til med far. Jeg kan huske, at hun sagde, at hun ville sætte sig i bilen med det samme og køre til Stockholm."

Ingen helt

Mens ambulancen kørte rundt om bygningen, løb Andreas ind samme vej som tidligere og kom til akutmodtagelsen. Efter et stykke tid fik han et glædeligt syn at se. Personalet kom rullende med en båre – der lå hans far, og han var vågen.

"Min far levede! I det øjeblik følte jeg mig utrolig lettet. Så kunne jeg slippe grebet fuldt ud."

De nåede at veksle nogle ord, og Bengt fortalte, at han havde ondt i brystkassen.

"Det var efter min hjertemassage. Man er nødt til at tage ordentligt fat, når patienten har et blødt underlag under sig. Undskyld far," siger Andreas med en lille latter.

Far Bengt ler.

LÆS OGSÅ: Simones opslag gik viralt: ”Kære pige, der tog et billede af mig ved busstoppestedet…”

"Det gjorde absolut ingenting, brækkede ribben vokser sammen igen. Det var takket være din hurtige indsats, at jeg både overlevede og undgik hjerneskade."

Andreas’ mor Anna og hans lillesøster Felicia ankom lidt senere. Andreas kunne viderebringe den gode nyhed, at Bengt levede og havde det godt.

Efter to døgn var Bent så stabil, at han kunne flyttes til sygehuset i Västerås, og et par dage senere, på langfredag, kunne han komme hjem.

Årsagen til hjertestoppet var en medfødt fejl, som gør, at hjertet slår uregelmæssigt og kan stoppe.

"Jeg fik et batteri indopereret, som holder styr på hjerterytmen," fortæller Bengt, som også nåede at blive coronasmittet, inden han blev rigtig frisk og kunne begynde at arbejde igen.

"Jeg er dig evigt taknemmelig for det, du gjorde," siger han og kigger på Andreas, som har været nomineret til Årets Hverdagshelt, fordi han reddede sin far liv.

Selv ser han sig ikke som en helt.

En helt er et menneske, som handler uselvisk for at redde et andet menneske. Jeg handlede i allerhøjeste grad selvisk, eftersom det var min egen far, og ham ville jeg absolut ikke miste.

Bengt er selv uddannet sygeplejerske, og Anna er sosu-assistent, så omkring middagsbordet i hjemmet har sygehusbehandling altid været et fast diskussionsemne.

"Men så har det handlet om, hvordan vi hjælper andre mennesker. Vi har aldrig spekuleret på, at vi kunne havne i en situation, hvor en fra familien skulle redde et andet familiemedlems liv."

Se, hvad vi ellers skriver om: Livsstil og Sygdom