Antwerpen forever
TID TIL OVERS
Museum of Contemporary Art (MuHka), Leuvenstraat 32, www.muhka.be FotoMuseum, Waalse Kaai 47, www.fotomuseum.be Diamant Museum, Koningin Astridplein 19-23, www.diamantmuseum.be Rubenshuis, Wapper 9, www.rubenshuis.be GODE LINKS www.visitantwerpen.be
FROKOST I HANGAREN
En tur langs floden Scheldes bred er ikke til at komme uden om, og hvorfor ikke tage frokosten på det cool hangout, Hangar 41, hvor arkitekter, designere og andre kreative mødes. Og så er her tilmed en af byens bedste udsigter. Den visionære arkitekt Jo Peeters står bag indretningen, som har et rustikt look med flisegulve, rå vægge, enorme vindues- og spejlpartier og simple træmøbler. Alternativt kan du spise frokost på restaurant og café Zuiderterras tegnet af arkitekt Bob Van Reeth, som vandt den prestigefulde Mies van der Rohe Award i 1992. Den ligner et strandet skib og ligger nærmest på vandet med enorme glaspartier ud mod floden.
Hangar 41, Sint Michielskaai 41, www.hangareenenveertig.be Zuiderterras, Ernest Van Dijckkaai 37, www.zuiderterras.be
THE CHOCOLATE LINE
Et besøg i Antwerpen bør også inkludere et smut forbi Paleis op de Meir – en rokokobygning, som på et tidspunkt tilhørte Napoleon, og som i dag er et af byens kulturcentre. En af bygningens hovedattraktioner er chokoladekogeri og -butik The Chocolate Line, som den feterede chocolatier Dominique Persoone har åbnet i Napoleons gamle køkken. Her kan man bag glasvægge følge produktionen af den berømte chokolade og købe sig fattig i de mest udsøgte stykker. www.thechocolateline.be, www.paleisopdemeir.be
UD AF BYEN
Har du brug for lidt luft, er afstandene er ikke så store i Belgien, og man kan derfor snildt bevæge sig lidt uden for Antwerpen og fx prøve en overnatning på det fantastiske B&B Sofie Lachaert, der ligger, hvor floderne Schelde og Durme mødes i byen Tielrode, et kvarters kørsel fra byen. Stedet, der også huser et galleri, er en ren æstetisk oase i et perfekt miks af vintage og moderne interiør, kunst og andre objekter fra galleriet til at skabe stemning. Morgenmaden er overdådig og bliver serveret i galleriet og byder bl.a. på hjemmebagt brød, æg fra egen hønsegård, friskpresset juice og belgisk chokolade! Efterfølgende kan man få en rundvisning i galleriet.
B&B Sofie Lachaert, St. Jozefstraat 30, Tielrode, www.lachaert.com
BED & BREAKFAST
Måske er det pga. byens landsbyagtige stemning, at det især er hippe B&Bs, der gør sig gældende, når det kommer til at finde et fedt sted at overnatte i Antwerpen. De findes i alverdens stilarter, prislejer på alle niveauer og ligger spredt over hele byen, typisk indrettet i et gammelt byhus. Søstrene Vera og Violetta Pepa, som henholdsvis er designer og stylist, står bag det cool Room National, der ligger overfor modecentralen ModeNatie, hvor hvert værelse er indrettet i hver sin stil. For et all time fedt hotel skal du tjekke Hotel Julien, der møder alle dine behov for luksus. En 16. hundredtalsbygning med et himmelsk interiør a la Eames. Og så er der indrettet spa i den gamle kælder.
Room National, Nationalestraat 24, www.roomnational.be
Hotel Julien, Korte Nieuwstraat 24, www.hotel-julien.com
VINTAGE PÅ KLOOSTERSTRAAT
Et absolut must for vintagefans er den billedskønne gade Kloosterstraat, der ligger parallelt med vandet og Nationalestraat i modedistriktet. Her finder du belgiske og hollandske vintagemøbler og kuriosa i alle afskygninger. Men pas på, for det er ikke billigt, og så holder de fleste af butikkerne lukket mandag/tirsdag. På Kloosterstraat ligger også den fantastiske konceptbutik RA13, som både er galleri, vintagebutik, restaurant og bibliotek. En anden konceptbutik i Kloosterstraat, der er et besøg værd, er Your Premium Store.
RA13, Kloosterstraat13, www.ra13.be
Your Premium Store, Kloosterstraat 88-100, www.your-antwerp.com
COPYRIGHTBOOKSHOP
I samme bygning som Antwerpens modemuseum, MoMu, finder du byens absolut bedste boghandel, Copyright Bookshop, som er tegnet af arkitekt og designer Vincent Van Duysen. Rummets enkle og rene linjer kombineret med gulve af marmor og boghylder af mørkt træ får hver en bog til at stå endnu smukkere frem. Et absolut must for alle med hang til fantastiske bøger inden for arkitektur, kunst, fotografi og design.
Copyright, Nationalestraat 28a, www.copyrightbookshop.be
ANTWERPEN 6, DEMEULEMEESTER & DRIES VAN NOTEN
I modebranchen er Antwerpen synonym med The Antwerp Six, en gruppe på seks unge modeavantgardister, der i starten af 80erne præsenterede en radikal ny måde at tænke mode på og satte Antwerpen og Belgien på verdenskortet som den nye über cool designdestination. Designerne Ann Demeulemeester og Dries Van Noten er to af de seks, som har opnået størst international succes med deres design. Ann Demeulemeesters fantastiske butik, som ligger i det hippe område Zuid, skal opleves med dens rå trægulve, dramatiske sorte lofter og kridhvide vægge. Og det samme skal Dries Van Notens verdensberømte Modepaleis, hvor der emmer af klassisk luksus med mørke trægulve, lædermøbler, marmor og en vindeltrappe til at binde alle etagerne sammen.
Dries Van Noten, Nationalestraat 16, www.driesvannoten.be
Ann Demeulemeester, Leopold De Waelplaats, www.anndemeulemeester.be
HIMMELSKE MICKAËL VERHEYDEN
Skal man pege på en belgisk designer med stort potentiale, er det helt klart Michaël Verheyden, der brillerer med sin fantastiske sans for materiale. Han er kendt for sit særlige talent for brug af læder i sine home-kollektioner, men han arbejder også med rene materialer som træ, marmor og hør. Hans nyåbnede butik er måske et af de vigtigste must-sees på interiørfronten.
Mickaël Verheyden Shop, Oudaan 15, www.michaelverheyden.be
MODEMEKKA PÅ NATIONALESTRAAT
Ordet ModeNatie er symbol på alt, der har med mode at gøre i Antwerpen. I en klassisk hjørnebygning fra det 19. århundrede huses både modemuseet MoMu, som har skiftende udstillinger, Flanders Fashion Institute, Fashion Department of the Royal Academy of Fine Arts, Artesis Hogeschool Antwerp og den fantastiske boghandel Copyright. ModeNatie ligger på det fashionable Nationalestraat, som foruden området Zuid er hele Antwerpens modemæssige omdrejningspunkt. Tjek også sidegader som fx Lombardenvest, hvor du finder butikker som Louis, Acne, APC og den lille fine handskeforretning Huis a Boon. ModeNatie, Nationalestraat 28, www.modenatie.com
HOTTE HET EILANDJE
Siden det 16. århundrede har Antwerpen fungeret som en af verdens vigtigste havne. Nu er havneområdet også byens hotteste med nedlagte pakhuse omdannet til fantastiske restauranter, barer, klubber og gallerier i super rå og industrielle omgivelser. Tag ud og stroll around, og tjek den nyåbnede museumscafe Café Storm, som ligger lige ud til vandet.
Café Storm, Hanzenstedenplaats 5, www.cafe-storm.com
DESIGNCENTER DE WINKELHAAK
Tæt på hovedbanegården Centraal Station ligger Designcenter De Winkelhaak, en ren beton- og glasbygning, der fungerer som forum for unge up-and-coming designere, der ikke har råd til deres helt egen butik. Her får de mulighed for at udstille og sælge deres kreationer i den kommunalt støttede bygning tegnet af arkitekterne Coby Manders og Filip Pittillion, der med bygningens ‘open windows’-koncept har leget med tanken om, at området før i tiden var fyldt med prostituerede. Designcenter De Winkelhaak, Lange Winkelhaakstraat 26, www.winkelhaak.be
ZUID – DET HIPPE KVARTER
Et besøg i Antwerpen må også inkludere et besøg i det hippe område Zuid, der løber langs floden Schelde, hvor både Museum of Contemporary Art, FotoMuseum og Royal Museum of Fine Arts ligger. Men den egentlige attraktion er i virkeligheden bare den afslappede stemning, der hersker på bydelens cool spisesteder, utallige gallerier og smarte butikker, der ligger side om side med fantastiske art nouveau-perler. Tjek det fashionable butikskoncept Hospital. Her er mærker som Viktor & Rolf, Sonia Rykiel og Alexander McQueen, men det er faktisk butikkens industrial chic indretning, der imponerer mest – et 800 kvadratmeter stort lokale indrettet af designbureauet Puresang i nedlagte stalde, som har hørt til Antwerpens hestevæddeløb. Stedet har også en vinbar med vine udvalgt af Belgiens bedste sommelier, Jurgen Lijcops, og en fantastisk bistro ved navn The Glorious. På den anden side af gaden finder du den street-inspirerede konceptbutik Clinic.
Hospital, de Burburestraat 4, www.hospital-antwerp.com
Glorious, de Burburestraat 4a, www.theglorious.be
Clinic, de Burburestraat 5, www.clinicantwerp.com