Kan jeg tillade mig at gå fra min syge kæreste?
SPONSORERET indhold

Kan jeg tillade mig at gå fra min syge kæreste?

Min kæreste har været meget syg, og jeg har ondt af ham. Han har før talt om, at vi skal flytte fra hinanden, men han endte med at trække i land, og det er virkelig frustrerende, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
28. maj. 2022 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om presset parforhold

Jeg er desværre der i mit liv, hvor jeg har lyst til at afslutte forholdet til min kæreste. Vi har boet sammen i to år, og det fungerer bare ikke. Dilemmaet for mig ved at gå er, at jeg ikke ønsker at sætte ham i en svær situation. Han har nemlig haft to depressioner og en blodprop i hjernen, så jeg har ondt af ham.

Min kæreste er dog også et ret egoistisk menneske, hvis alt ikke går efter hans hoved, bliver han gal og ondskabsfuld. Han mener f.eks. ikke, at mine venner skal komme her, for han synes, at de tager min tid fra ham. Før jul opførte han sig ret urimelig, han mente pludselig, at der ikke var plads nok i vores nye lejlighed til os begge to.

LÆS OGSÅ: Jeg kan ikke glemme min gamle kæreste

Han sagde, at han nok også ville få det bedre alene, også fordi jeg i hans øjne er et rodehoved. Han meddelte mig så, at han ville leje en venindes hus, uanset om jeg flyttede med eller ej. Nu har det så vist sig, at det bliver for dyrt for ham at flytte, når jeg ikke vil med, hvilket jeg aldrig har sagt, at jeg ville. Jeg har tværtimod indstillet mig på, at jeg skal blive boende her i vores lejlighed alene.

Jeg har ovenikøbet været ude og købe nye møbler for at have det, jeg kommer til at mangle, når han rykker ud. Problemet er, at jeg ikke kan få meldt helt klart ud til ham, at vi ikke skal bo sammen længere. Netop på grund af hans sygdomme. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at droppe medlidenheden

Medlidenhed er en god og sympatisk opfindelse, men medlidenhed er farlig, hvis den får lov til at fylde for meget. Som i dit forhold, hvor din kæreste tillader sig at opføre sig aldeles urimeligt, alt imens du finder dig i det, sikkert fordi du har ondt af ham.

LÆS OGSÅ: Min kæreste pakkede sine ting og forsvandt

Det er ikke sundt, hverken for din kæreste, for dig eller for jeres forhold, så her må du sætte foden ned. For blot fordi din kæreste har haft depressioner og en blodprop, så giver det ham ikke ret til at opføre sig tåbeligt og obstruere jeres forhold efter forgodtbefindende. Han skal opføre sig sådan, som alle mennesker, der lever i et forhold, skal det; Nemlig udvise respekt og kærlighed over for sin partner, kun derved bliver et forhold sundt og godt.

Derfor, start med at droppe medlidenheden. Har du mod på det, så giv din kæreste en chance og sig, at hvis I to skal fortsætte sammen, bliver det på helt lige vilkår og uden medlidenheden som tredjepart.

Det vil ikke bare du få det bedre af, det vil han også, for ingen mennesker har glæde af at sidde for længe og hænge i stakkelstolen. Orker du ikke det, så er du i din gode ret til at bryde med din kæreste, for med den opførsel, han indtil nu har lagt for dagen, har han næsten selv bedt om det.

Anbefalet til dig