kæreste har kokainmisbrug
SPONSORERET indhold

Skal jeg fortælle min veninde sandheden om hendes kæreste?

Min og min venindes kærester er røget ud i et kokainmisbrug. Min kæreste har fået mig til at love, at jeg ikke fortæller det til min veninde, men jeg kan ikke holde ud at lyve for hende, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af:: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
29. okt. 2019 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om misbrug, parforhold og venskab

Min kæreste igennem mange år og min bedste venindes kæreste har dummet sig. Min kæreste og jeg fik et barn sammen i 2017. Min kæreste har altid gået meget i byen, men jeg forventede, det ville stoppe, da vi fik vores søn. Det gjorde det ikke, det blev tværtimod værre og værre. Han var ofte afsted i 12 timer. Efter at han igen kom hjem ud på morgenen, sagde jeg endelig fra og gjorde ham klart, at stopper det her ikke nu, så måtte han flytte. Min kæreste brød sammen og indrømmede, at han og hans ven var røget ud i et kokainmisbrug. Jeg gik helt i chok. Det er slet ikke noget, jeg kender til, og jeg hader stoffer!

LÆS OGSÅ: Min nabos lejlighed er forvandlet til en hashbule

Min første tanke var at ringe til min veninde og fortælle det, så vi sammen kunne rase ud, men min kæreste fik mig overtalt til at lade være. Han ville selv tale med sin ven og få ham til at fortælle det til min veninde. Der gik hele tre uger, før han fik det gjort! Min veninde er gravid efter at have kæmpet længe for at blive det. Jeg kunne mærke, hvor meget løgnen fik mig til at trække mig fra hende. Jeg hader at lyve, og vi fortæller hinanden alt normalt.

Vi har været veninder i over 20 år. Jeg kunne slet ikke holde ud at se hende, og hun har flere gange spurgt, hvorfor vi to aldrig ses, og hvad der er blevet af de parmiddage, vi plejede at holde. Der gik endnu to måneder, men hendes kæreste sagde ingenting til hende. Når jeg rykkede ham, lod han efterhånden op med at tage telefonen, selvom han havde lovet at få det sagt til hende. Nu er hun halvvejs i sin graviditet, og han har stadigvæk ikke sagt det. Jeg kan ikke blive ved med at undgå hende og lyve for hende, så hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til at slå hårdt i bordet

Jeg må så indrømme, at jeg bliver lidt bekymret over din kæreste og hans vens mildt sagt ret fodslæbende håndtering af det rod, de selv har bragt sig ud i. For at der skal gå så lang tid, før din kæreste får fortalt sin ven, at du kender til deres misbrug, og at det kun sker, fordi du presser ham, er slapt. At vennen så heller ikke har fået taget sig sammen til at tale med sin kæreste endnu, det er ikke bare slapt, det er decideret tarveligt over for både hende og dig. Han – og din kæreste – ved jo godt, at det her har enorme konsekvenser for jeres venskab.

Var jeg dig, så ville jeg derfor slå hårdt i bordet, for selvfølgelig skal din veninde have det her at vide. Hun vil da sikkert blive forskrækket, jo, men hendes verden vil vel ikke gå mere under, end den gjorde det for dig i sin tid. Tværtimod, så tror jeg, at afsløringen vil bringe hende og dig tættere på hinanden igen, for hun må da gå rundt og have det meget mærkeligt lige nu over, at I ikke ses. Du skal også her huske på, at kommer det her senere ud – hvilket det jo gør – så vil hun med rette føle et dobbelt svigt både fra sin kæreste, men da også fra dig, der trods din viden ikke sagde noget til hende, fordi du hellere ville vise alle andre end hende hensyn.

LÆS OGSÅ: Min kæreste har levet et dobbeltliv

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at får din kæreste og hans ven lov til at lade sagen dø i stilhed, så vil de et sted føle, at det her var knapt så alvorligt, og så er der en chance for, at det sker igen. Også af den grund ville jeg personligt gøre din venindes kæreste klart, at får han ikke fortalt din veninde om sit misbrug, så gør du det – og det gør du så.

Anbefalet til dig