Cannes filmfestival

Cannes: Brad Pitt gør sit indtog

Måske er det forlovelsen med Angelina Jolie, eller måske er det Oscarnomineringen for ”Moneyball”, der har gjort forskellen. Brad Pitt er under alle omstændigheder usædvanligt afslappet, da han gør sin entré i Cannes med velplejet page og gyldne Aviator-solbriller.

Da jeg oplevede ham i Venedig, kort efter han var blevet tvillingefar, var han synligt utilpas under pressemødet og spørgsmålene fra salen og blev reddet af vennen George Clooney, der resolut svarede ”The twins are fine!”

Ved verdenspremieren på ”Killing them softly”, et brutalt moderne gangster drama, der har fået overvældende anmeldelser i Cannes, skrev han tålmodigt autografer og afviste venligt, at der endnu ikke er en bryllupsdato i sigte. På den røde løber lavede han fis med fotograferne ved selv at lege paparazzi med sin Iphone.

Desværre, set fra et dansk synspunkt, kan Brad Pitts veloplagte form, betyde, at han konkurrerer med Mads Mikkelsen om den prestigefyldte pris for bedste mandlige hovedrolle. Men vi kan trøste os med, at Thomas Vinterbergs ”Jagten” siden premieren i lørdags sælges vidt og bredt til distribution verden over. 

Som om der ikke allerede var mennesker nok på Croisetten og omkring  festivalpalæet under festivalen i Cannes, hvor turister en masse kæmper med branchefolk og journalister om de få striber asfalt, man kan gå på, når man skal frem og tilbage. Med Brad Pitt myldrer endnu flere fans til Frankrigs hotspot.

Lad os undgå platte metaforer om, at Pitts strålende humør har fået selv vejret i Cannes til at klare op og blot konstatere, at det endelig sker efter nogle dages regn og storm, der rev taget af en biograf, fik gallaklædte gæster til at spæne op ad løberen – og pillede ethvert anslag af elegance af mig før mit møde med Miu Mius nye kampagnemodel og Meryl Streeps nye yndlingsskuespiller, den søde og generte Mia Wasikowska.

Fuldstændig gennemblødt ankommer jeg til suiten på Hotel Martinez overbevist om, at ærmerne i min Malene Birger-jakke lige om lidt begynder at krybe dramatisk. En lille, skarp espresso tager toppen af min irritation over at blive bedt om at vente 20 minutter, fordi de er forsinkede, i en air conditioneret gang.   

Alligevel er hun værd at vente på. Den australske pige, der som 14-årig valgte en karriere som balletdanser fra for at blive skuespiller og i en alder af 22 har vundet priser og anerkendelser for sine roller i ”In Treatment”, ”The Kids Are Allright” og ikke mindst ”Jane Eyre”.

”Jeg var vild med at spille Jane Eyre, fordi jeg synes, hun er så stærk, og selv om hun har haft så svær en start på livet, så nægter hun at gøre sig selv til offer,” siger Mia Wasikowska, da jeg spørger, om der er en særlig grund til, at hun ofte spiller tilbageholdende kvinder, der kræver sofistikeret spil.

Men hun kan godt lide at spille på det underspillede, siger hun og spekulerer på, om det stammer fra den fokus på detaljer, hun dyrkede som balletdanser.

At der er mere på spil under overfladen, viser hun i sin nye film ”Lawless”, et voldeligt, men stærkt underholdende gangsterdrama. Her spiller hun datteren af en præst, der er knap så bly, som faren kunne ønske, når Shia Labeoufs unge gangster forsøger at gøre kur til hende. Kemien mellem de to er blot en af mange vellykkede elementer i ”Lawless”, som har gjort smukke Guy Pearce uigenkendelig i en gusten skurkerolle. Og som får dansk premiere 6. september.

Mia Wasikowska er selvfølgelig iført Miu Miu, men har taget en klar rød, ulden bolero jakke – hendes egen, som hun siger – over sig.  

VI har begge kolde hænder, da vi siger farvel. Mit tøj er stadigt klamt, da pr-personen, en fyr, der hedder Lawrence, som jeg kender fra talrige tidligere interview, og som ligner Chris O’Donnel følger mig ud. Ved udgangen står en række goodiebags, poser med logoet fra ’Lamborghini Automobili’ med skuespillernes navne klistret på, og jeg kan se en blød, vamset badekåbe stikke op. Et kort øjeblik overvejer jeg, om Guy Pearce mon ville savne sin.