Cannes: Dansk films første store stjerne?

Skoene var brugte, da Mads Mikkelsen ankom til det længe ventede prisuddeling efter halvanden uges konkurrence om de gyldne palmer i Cannes, for han tænkte, at det ville tage toppen af hans nervøsitet at genbruge fodtøjet fra sidste gang, han gik op ad den røde løber på Croisetten i anledning af filmen ”Coco og Igor”. Og det virkede.

Da Mads Mikkelsen i sit superskarpe sorte jakkesæt kort efter blev kaldt på scenen for at modtage den forgyldte palme, der udgør prisen for bedste mandlige skuespiller på årets festival, var han lige så karismatisk som de største af de navne, der har modtaget prisen før ham.

”Det er virkelig Mads Mikkelsens år,” lød det i en stor britisk avis, og meget tyder på, at med ”En kongelig affære” og nu Thomas Vinterbergs ”Jagten” står en dansk skuespiller for første gang – måske siden stumfilmenes Asta Nielsen – på tærsklen til ufortyndet international stjernestatus.

Prisen, der tidligere er blevet givet til mænd som Marlon Brando, Paul Newman og gudesmukke Marcello Mastroianni med den erotiske smørstemme, får han for sit fængslende portræt af en stilfærdig pædagogmedhjælper, der anklages uskyldigt for pædofili af en lille pige i børnehaven i en lille provinsby.

At ”Jagten” og Thomas Vinterberg ikke vandt årets hovedpris, er der ingen grund til at sørge over.

”80 procent af denne her pris er Thomas Vinterberg,” sagde Mads Mikkelsen på scenen, men det var ikke den eneste pris, ”Jagten” fik i Cannes.

Også Charlotte Bruus Christensens betagende billeder, der er blevet rost i de internationale anmeldelser, blev belønnet med en teknisk pris. At være kvindelig filmfotograf er ellers ikke det letteste i sted i et ekstremt mandsdomineret fag, men Charlotte Bruus Christensen kan altså ikke bare bære tunge kameraer, hun kan også fortælle unikke historier med dem. Det mente i hvert fald juryen i Cannes, der bestod af blandt andre den italienske auteur Nanni Moretti, designeren Jean Paul Gaultier og skuespillerne Ewan McGregor og Diane Kruger. Sidstnævnte tager efter min mening også prisen for filmfestivalens bedste kjole. Til prisuddelingen dukkede hun op i en sort og hvid ternet gallakjole fra Christian Dior med et fejende, voluminøst skørt og dertil blond hestehale. Som en nyfortolkning af Grace Kelly med kant forenede hun kunst og glamour. Er det ikke, hvad Cannes handler om?

Læs flere blogs fra Cannes her.