Christina Egelund: ”Det er lidt en kliche, men det var kærlighed ved første blik”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Jeg er halvt norsk, og min familie har en hytte på fjeldet i en lille norsk bygd med 11 gårde. Der var jeg meget som barn, og jeg elskede det.

Der var en grusvej, og der gik jeg og tænkte over livet, og hvem jeg var, for jeg var et barn, der undrede mig over meget. Min mor kom fra det lille fællesskab i Norges koldeste område, og hytten, som vi stadig har, havde dengang hverken el, vand eller varme, så der var man virkelig i elementerne.

Det hele var meget eksotisk og oprindeligt og en stærk kontrast til Hjørring, hvor jeg voksede op i et typisk parcelhuskvarter kaldet Eventyrparken – et smukt navn. Det var en tryg og glad barndom med tætte bånd til Norge. Jeg taler stadig norsk og har haft meget gavn af at være vokset op med rødder i to kulturer."

Dit livs omvej?

"Jeg flyttede til Paris få dage efter, at jeg var blevet student i 1996. Jeg havde en kæmpe eventyrlyst, og dengang var det jo helt normalt at tage et år ud for at opleve verden, så mine forældre kørte mig til Billund Lufthavn, hvor jeg tog et Mærsk-fly til Paris. Jeg var 18 år og havde hverken telefon eller internet men kun nogle kontanter, som mine forældre gav mig med til den første tid.

Jeg havde fundet en lap med navnet på en dansk kvinde, som lejede et værelse ud i en forstad til Paris, og hun hentede mig så på banegården Gare de Lyon. Jeg havde pakket min kuffert så hårdt, at den sprak på banegårdens rulletrappe, og det væltede ud med håndklæder, hårtørrer og tøj, som lå og hobede sig op for foden af rulletrappen, indtil vi fik det samlet sammen.

Jeg boede hos den danske kvinde en måned, så trængte jeg til at komme længere ind mod byen og fandt sammen med en veninde en lejlighed på 28 kvadratmeter. Det blev et regulært hostel for folk fra Hjørring og omegn, og på et tidspunkt boede vi fem mennesker i lejligheden, som kun havde plads til én dobbeltseng. Det fungerede kun, fordi den ene pige arbejdede om natten, så når hun kom hjem om morgenen, skulle en af vi andre stå op.

Jeg arbejdede totalt underbetalt på en café, indtil jeg fik job på et vekselkontor. De sendte mig nogle skisæsoner i træk til Alperne for at veksle penge for rige britiske turister. Det var vildt sjovt, for på vekselkontoret arbejdede unge fra hele Europa.

Det var jo kun få år efter genforeningen, og Østblokken havde åbnet sig, så jeg arbejdede sammen med tjekkiske og polske mennesker, som jeg krydsforhørte om, hvordan det var at leve i et undertrykkende styre. Det kom til at forme mig politisk. Vi havde jo en forestilling om, at der fra nu af kun lå demokrati og velstand foran os. Det holdt desværre kun nogle få årtier."

Hvordan fandt du din levevej?

"Mit første job var i en bankohal, hvor jeg som 14-årig solgte burgere og cigaretter. Det var en anden tid, selv om jeg slet ikke føler mig så gammel. Dengang måtte man også ryge indenfor, og der sad hundredevis af mennesker og spillede banko og røg. Bestyrerinden var gift med en totalt alkoholiseret gammel mand, som sad i sin brandert og kommanderede rundt med os unge. Det satte sig i mig, at man skal gøre sig umage for, at mennesker, der er skrøbelige, også skal have det godt.

Da jeg mange år senere kom hjem fra udlandet, arbejdede jeg nogle år på mine forældres campingplads, indtil jeg blev valgt til Folketinget i 2015. Det var også nogle fantastiske år, hvor jeg lærte at drive egen virksomhed, se tingene vokse og løfte i flok. Vi var ejerne, men vi skulle også gøre rent om natten og lave cirkusskole for børnene om dagen.

Jeg var politisk aktiv i Konservativ Ungdom i gymnasiet, men jeg blev mange år senere valgt til Folketinget for Liberal Alliance. Jeg blev stemt ud af Folketinget i 2019, hvor Liberal Alliance fik et dårligt valg. Samtidig var jeg begyndt at tænke mig selv væk fra det borgerlige til noget mere socialliberalt. Jeg var ansat i Dansk Industri, da Løkke ringede en aften. Jeg havde håbet, at jeg var på hans radar, og ved 19-tiden havde han lagt han et billede op af sig selv på sociale medier, hvor han var i gang med at ringe rundt til nye ministre.

Da klokken blev 21, og han ikke havde ringet til mig, tænkte jeg: ”Arj, det bliver ikke denne gang”, og gik i gang med at vaske tøj. Men lidt over 21 ringede han, og jeg sagde ja med det samme til at blive uddannelses- og forskningsminister."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har Cyril, som jeg mødte på en irsk pub i 1999. Dengang var irsk kultur vildt populær, så man drak Guinness og så riverdance. Jeg var på pubben med en god ven fra Mexico, og Cyril var der med sine studiekammerater, for han kommer fra Sydfrankrig men læste i Paris.

Det er lidt af en kliché, men det var kærlighed ved første blik. Vi faldt i snak, og da pubben lukkede, gik vi rundt i Paris’ gader og talte om alt fra politik til kulturforskelle. På det tidspunkt boede jeg kortvarigt i København, og jeg var dybt ulykkelig, da jeg nogle dage senere satte mig ind i ekspresbussen til Danmark.

Cyril havde brændt en cd – helt ulovligt – med fransk rock, og den lyttede jeg til hele vejen hjem. Det var som en scene fra en film. I en periode skrev vi romantiske breve til hinanden, mens internettet vandt frem. Dengang betalte man pr. minut, så vi aftalte et tidspunkt, hvor vi begge kunne sidde ved en computer – jeg på Den Sorte Diamant – og chatte på Yahoo.

På det tidspunkt var jeg i tvivl om, hvad jeg skulle. Jeg troede, min fremtid lå i Danmark, men jeg havde på den anden side svært ved at falde til efter tre år i Paris, og så kom Cyril og gjorde mig endnu mere forvirret. Jeg var glad for at bo på Christianshavn, men jeg havde eventyrlyst i alle led af min krop. At skulle blive her i København gjorde mig klaustrofobisk.

Jeg boede ret langt ude på Christianshavn, og det var inden Holmen blev bebygget, så jeg gik derude i den forladte og grå del af byen og lyttede til Garbages 'I’m only happy when it rains', mens jeg ledte efter mere dybde i livet. Man dyrkede virkelig det miserable dengang i 1990’erne. Jeg var meget optaget af fransk kunst og kultur, for i Paris oplevede jeg, hvordan folk sad og læste romaner i metroen, og at der var plads til filosofi og litteratur. Jeg elskede det bohemeliv, jeg havde haft i Paris. Til sidst flyttede jeg tilbage, og Cyril og jeg flyttede sammen. I 2006 flyttede vi til Jylland sammen."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Ja, da jeg ikke blev genvalgt i 2019. Jeg havde forberedt mig på, at det ikke ville blive nemt at komme ind, og jeg opgav næsten i løbet af valgkampen. Som politisk ordfører skulle jeg være med i de store tv-debatter, men det tog fuldstændig pusten fra mig, for vi havde jo opført os fuldstændig vanvittigt i Liberal Alliance under den valgperiode. Fortjente jeg overhovedet genvalg? Det var i hvert fald godt for mig at ryge ud i en periode, for jeg havde brug for at mærke, hvad jeg egentligt skulle som politiker.

Og det hjalp, for i dag føler jeg mig mere groundet som politiker, og jeg er ikke bange for at ryge ud igen en anden gang, for nu har jeg prøvet det. Jeg stiller op til næste folketingsvalg, for lige nu er jeg ikke medlem af Folketinget, men jeg er jo et dybt politisk menneske. Vores samfund er i opbrud, og jeg vil gerne være med til at forme det."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Det er min storebror, som jeg ligesom med min kæreste heller aldrig har haft et skænderi med. Ikke engang som børn. Vi kender hinanden så godt, og jeg ved, at han altid kun vil mig det bedste. Han har boet i Singapore i 17 år, så vi har faktisk ikke boet i det samme land siden engang i 1990’erne, men i alle årene har vi alligevel været hinandens tætteste.

Han siger aldrig noget bare for at please mig, han siger bare, hvad han synes. Han er enormt klog, og derfor ringer jeg til ham for råd, det gjorde jeg også den aften, Løkke ringede og spurgte, om jeg ville være minister. Han kom straks hjem til mig for at vende, hvad jeg skulle sige i min tale, og hvad jeg skulle have på af tøj hos Dronningen. Jeg ringede til ham så sent som i går."

Hvad tænkte du på vej herhen?

"At det var fedt, at vi skulle mødes på Christianshavn, som jeg har det meget dobbelt med. Jeg boede her jo i en periode, hvor jeg kæmpede med mig selv, og hvor Cyril fyldte enormt meget uden at være her. Men jeg føler mig alligevel forbundet med Christianshavn og Sofiegården, hvor jeg også boede en periode, og hvor Gasolin også har boet.

Deres oprør mod autoriterene og deres flabethed har altid begejstret mig, selv om jeg aldrig selv har været så oprørsk. Men jeg identificerer mig med hippiebevægelsens liberale idealer om tolerance og mangfoldighed, og at man kan føle klaustrofobi i det satte."