Christina Antorini blev gift med sin nye kæreste inden for et år
SPONSORERET indhold

Christine Antorini: ”Det var kærlighed ved første blik”

En veninde er skyld i, at Christine Antorini mødte Jan Krøyer, og det var en succes så stor, at parret blev hemmeligt gift i 2020. Det fortæller den tidligere politiker og nu direktør i LIFE fonden i ugens ALT for damerne.

Af:: Marie-Louise Truelsen og Emma Fjalland Lund Foto: Peter Nørby
06. apr. 2022 | Livsstil | ALT for damerne

Han er jordens dejligste mand, og deres kærlighedshistorie er meget romantisk.

Ordene er ikke til at tage fejl af, når Christine Antorini skal beskrive kærligheden til sin mand Jan Krøyer i et stort interview i denne uges ALT for damerne.

Den tidligere børne- og undervisningsminister var for knapt tre år siden ude at spise med en god veninde og sagde afslutningsvist, at veninden jo lige måtte huske at sige til, hvis hun kendte en sød mand.

”Min veninde tænkte sig lidt om og sagde så: ’Det GØR jeg, du skal da møde Jan, hvorfor har jeg ikke tænkt på det før!’ Hun fortalte, at han var afklaret fraskilt, havde voksne børn, var høj og havde sunde fritidsinteresser som badminton og sejlads. Top, sagde jeg, ham kører vi med. Og så grinede vi lidt af det. Da jeg så skulle på Roskilde om fredagen, fik jeg en sms om, at Jan også ville komme. Vi møder hinanden, falder bare i hak og har været sammen siden,” fortæller Christine Antorini, der i dag er direktør for LIFE Fonden, hvis formål er at styrke børn og unges viden om naturvidenskab.

Så det var kærlighed ved første blik?

”Det var det simpelthen. Så kom coronanedlukningen, vi havde rigtig meget tid sammen, og så valgte vi at blive gift året efter. Det føltes godt og rigtigt, men vi gjorde det helt hemmeligt. Nu til sommer holder vi den store fest.”

Med på sidelinjen

En af dem, som var med helt tæt på sidelinjen gennem Christine Antorinis kærlighedseventyr, er den tidligere overborgmester, minister og EU-Kommissær, Ritt Bjerregaard.

De to tidligere toppolitikere er nemlig meget nære veninder, hvilket de fortæller om i ugens ALT for damerne – og Ritt husker tydeligt tiden efter, Antorini og Krøyer havde mødt hinanden.

”Jeg fik en lykkelig opringning fra Christine: ’Nu skal du bare høre…!’, fortæller den tidligere EU-Kommissær til ugebladet.

”For mig har det været sjovt at følge med i, hvordan det udviklede sig med Jan, og på et tidspunkt sagde jeg til Christine, at nu sørger I vel for at blive boende hver for sig. Ja, ja, jeg har jo min egen lejlighed, svarede hun, indtil hun en dag kom og fortalte, at nu havde de altså været ude og kigge på lejlighed sammen … Men det er jo så skønt, og jeg har heldigvis truffet Jan og kan godt forstå, at Christine synes, han er dejlig,” lyder det fra Ritt Bjerregaard.

Læs det store interview med Christine Antorini og Ritt Bjerregaard her. Der fortæller de to tidligere politikere mere om deres tætte venskab og fælles vandreture, samt giver deres bedste vandretips.

Anbefalet til dig