De gyldne sko

De gyldne sko

I denne uge kan du læse om kvinderne i Thomas Skov Gaardsvigs liv i ALT for damerne. Og her kan du følge hans blog – fra papvin og selvlysende sko til indkøb på tom mave.

Jeg har fået nye sko, og for hulan hvor er de farverige! Der er simpelthen så mange farver på. Der er farver på de sko, som jeg ikke troede fandtes. Nu tænker du måske: "Jamen, jamen, er de også selvlysende, de sko" – og jo, det er de da!

Du kan placere mig i et helt mørkt rum og stadig finde mig, hvis bare jeg har skoene på. Jeg kan ikke komme i tanke om, hvad jeg skulle lave i et helt mørkt rum kun iført sko, men gode forslag modtages med kyshånd.

Et trafikuheld på fødderne

Men vi har at gøre med et par sko, som ligger lige i grænselandet mellem, at de er så specielle, at de er fede, og at de er så specielle og egentlig bare grimme.

Men jeg har vovet mig til at tage dem på, og indtil nu har det været en meget positiv oplevelse. De skaber i hvert fald opmærksomhed, men jeg tror, de fleste er af den opfattelse, at det er nogle ganske gyselige sko. Det er lidt ligesom at rende rundt med et trafikuheld på fødderne. Alle kigger og ser, at det ser forfærdeligt ud, men der er ingen, der kommer og hjælper. De håber bare, at der er nogen andre, der ringer 112.

Men indtil det sker, render jeg rundt i gader og stræder med min nye selvlysende sko.

Jeg er udmærket klar over, at jeg om 5-10 år – måske endda længe før – vil kunne kigge tilbage på skoene og tænke; "Hvad helvede tænkte jeg på?!"

Men selvom jeg ved, at jeg på et tidspunkt vil fortryde, at jeg har dem på, putter jeg alligevel mine fødder ned i dem hver morgen.

Fortryder intet

Den tidligere fodboldspiller Stig Tøfting har på maven tatoveret ordene "No Regrets" og hver gang, jeg trækker i skoene, tænker jeg på Stig Tøftings mave. For havde han haft de sko for 10 år siden og nu indset, at de var vanvittigt grimme, ville han ikke fortryde. For det gør rigtige mænd ikke – og Stig Tøfting er 100 % mand.

Jeg ville ønske, jeg var 100 % mand, og at jeg ikke var så bange for nåle. Så ville jeg helt sikkert også få tatoveret et statement på kroppen. For eksempel "Jeg har haft et par grimme sko, og jeg fortryder det ikke!"

Læs blogindllægget om, hvor der ikke er noget, der hedder Svigerfars dørm ».

Nøgleord: Thomas Skov Gaardsvig, Værnedamsvej.