Påske

Der har været en lille perlehøne…

Det er ikke kun påskeæg, du skal lede efter i disse dage – hold også udkig efter perleplader. Lyder det mærkværdigt? Det er det måske også en smule, men ikke desto mindre kan du fra i morgen finde perleplader placeret rundt omkring i det ganske land som en del af et større kunstprojekt.

Sammen med kunstnerduoen Oeps Crew har DR Kunstklub denne påske søsat et kunstprojekt, som du også kan deltage i. Oeps Crew er kendt for at lave dekorative perleplader, som de sætter op rundt omkring i bybilledet – ikke bare i det hjemlige København, men også i storbyer som London, Berlin, Los Angeles og New York. Sammen med frivillige danskere over hele landet har de to gadekunstnere lavet mange hundrede perleplader, som i morgen bliver sat fri i det offentlige rum. Håbet er nu, at forbipasserende skal finde perlepladerne, placere dem et nyt sted og dokumentere det med et foto, som de sender til kunst@dr.dk.

Oeps har selv lavet fem perleplader, som bliver placeret i henholdsvis København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg, men også de mindre provinsbyer skulle eftersigende være dækket ind af små perlepladekunstværker, så husk at se dig godt for, når du går tur med familien i påsken.

Læs også: Her skal du hen i påsken!