Designrejse til Shanghai

Designrejse til Shanghai

SPA PÅ LANGS 

Shanghai har et hav af spa- og massagesteder. Mange af dem er temmelig kostbare, på trods af at det er Kina. Vi holdt os til massagestedet Yu Massage, hvor man får halvanden times massage for 80 kroner. Stedet er hyggeligt og byder på god te, morgenkåber og alt, hvad den kan trække af forskellige typer af spabehandlinger. Tidsbestilling nødvendig. Yu Massage, 366 Wuyuan Lu, tlf. 5403 9931

INFO

Den netbaserede cityguide www.smartshanghai.com er en uundværlig guide, når man besøger Shanghai. Det er den mest opdaterede guide til alt fra restauranter til venues, klubber, koncerter, museer, hoteller osv.

NATNAT

Bar Rouge

Klubben Bar Rouge i The Bund er klart en af de hotteste p.t. indrettet i fransk-shanghainesisk stil, og det er stedet, hvor unge expats konkurrerer om at blive set. Den har tilmed byens bedste udsigt over Pudong fra tagterrassen. Husk at bestille bord!

JZ Club

Slut aftenen af på den legendariske jazzklub JZ Club på Fuxing Lu Road, der huser alverdens kendte jazzmusikere, og som med kulørte lamper emmer af det gamle Shanghai. 

JZ Club, 46 Fuxing Lu, tlf. 6431 0269, www.jzclub.cn

Bar Rouge, 7/F, Bund 18, 18 Zhongshan Dong Yi Lu, tlf. 6339 1199, www.bar-rouge-shanghai.com

UD AT SPISE

Der ligger et utal af gode restauranter i French Concession. Her er et bud på tre fantastiske og vidt forskellige spiseteder.

Shintori

Med Shanghai er det ofte sådan, at når man møder noget rigtig fedt, der tager pusten fra en, så er det faktisk tit japansk. Det er også tilfældet med restauranten Shintori, der også ligger i French Concession. Det er ellers nemt at gå forbi den hypede restaurant i første forsøg, for den ligger som skjult bag en anonym, grå væg. Kig efter en umarkeret dør i væggen, og følg bambusstien bagved. Indretningen er rå med et stort, åbent køkken og betonskurede flader. Et mere cool sted skal man lede længe efter.

Shintori, 803 Julu Lu ved Fumin Lu, tlf. 5404 5252

Restaurent/club: YongFoo Élite

Man har ikke været i Shanghai, hvis man ikke har besøgt restauranten YongFoo Élite, hvor det er som om, tiden står stille – i stor kontrast til noget andet sted i byen. Rammerne er sat i en gammel villa fra 1930erne på Yongfu Road. Oprindelig en ‘members only club’ og stedet, hvor diplomater, handelsfolk og deres elskerinder mødtes. Senere fungerede det som henholdsvis britisk, russisk og vietnamesisk konsulat og er i dag en ægte tidslomme, du kan synke ned i et øjeblik, for hver en detalje synes at fortælle en historie om en svunden tid, da byen var verdens navle. Menukortet er kinesisk og maden fin. Men det er ikke nødvendigvis den, man kommer for. Det er lyset fra de kinesiske lanterner i havens magnoliatræer, Billie Holidays melankolske stemme i højtalerne, brisen på den overdækkede terrasse og det fantastiske indendørs interiør a la 30erne, der gør stedet så cool, at det også blev runner-up i magasinet Wallpapers ‘Best Club 2004 Award’.

YongFoo Élite, 200 Yongfu Road ved Hunan Road, tlf. 5466-2727, www.yongfooelite.com

Lost Heaven

Tag på restauranten Lost Heaven for en ægte kinesisk, gastronomisk oplevelse. Her finder du en af Shanghais bedste kinesiske restauranter indrettet i traditionel kinesisk stil og med en kæmpe Buddha i midten.

Lost Heaven, 38 Gaoyou Lu, tlf. 433 5126, www.lostheaven.com.cn

SHOPPING

Besøg den lille fine designbutik Platane, hvor du kan finde alt fra designerporcelæn til kashmir loungewear og smukke bøger. Eller tag forbi Spin Ceramics & Art Workshop, som er et af Shanghais hotte venues for keramik. Find alt fra porcelæn til kopper og vaser – you name it – designet af studerende ved designskoler i Kinas porcelænshovedstad Jingdezhen og udformet efter gamle metoder. Tænk, kinesisk kvalitet møder japansk minimalisme. På Fabric Market kan du få et par baner silke med hjem, eller få syet alt fra kimonoer til jakkesæt. Design Republic byder på et væld af internationalt og kinesisk design a la Tom Dixon og Marcel Wanders.

Platane, 127 Yongfu Lu ved Fuxing Xi Lu, tlf. 6433 6387

Spin Ceramics & Art Workshop, Bldg 3, 758 Julu Lu, tlf. 1631 4424

Fabric Market, 399, Lujiabang Lu ved Nancang Jie

The Design Republic, 1. sal, 5 Zongshan Dong Yi Lu, www.thedesignrepublic.com

THE FRENCH CONCESSION - SHANGHAIS HIPPESTE OMRÅDE

The French Concession er det gamle franske område i Shanghai, hvor franske handelsfolk slog sig ned og lavede deres helt egen bydel. I dag er det uden diskussion Shanghais hippeste område, der med kolonitidsinspireret arkitektur, platantræer, traditionel kinesisk byggeri og lokalt gadetrummerum har en helt speciel stemning over sig. Det er her, man bør have sin base, når man besøger Shanghai. Det er her, der er ro, fantastiske restauranter, hyggelige cafeer, sublim shopping, cool gallerier og fede jazzklubber.

THE BUND 

Tag videre til The Bund, der er Shanghais berømte havneområde, som snor sig om Huangpu-floden, og som er indbegrebet af byens gamle nerve. Området blev bygget af briterne og deres allierede, og facaderne står i dag som reminiscenser fra Shanghais storhedstid i 1920erne og 30erne. Det er også her, mange af byens cool designhoteller ligger. Fra The Bund kan du opleve en fantastisk udsigt over bydelen Pudong på den anden side. Hvis der er tid, så snup en kaffe på et af de mange hoteller langs kajen. Det er et vildt syn at betragte mylderet af skibe sejle gods frem og tilbage i verdens travleste havn og ikke mindst opleve Pudongs futuristiske skyline.

FORMIDDAG

Markeder er altid bedst om morgenen, selv om priserne jo altid bliver bedre op ad dagen. Men der er en helt speciel stemning på antikmarkederne i Shanghai, som skal opleves om formiddagen, inden det bliver for varmt. Start med gaden Dong Tai Lu, der strækker sig, så langt øjet rækker med et væld af kinesiske antikviteter. Find alt fra fine, gamle æsker og antikke opiumpiber til drager i alverdens udformninger, pensler og antikke fuglebure. Tag videre til basaren Yu Garden, der består af flere markeder i den kommercielle ende af skalaen. Her sælges alt fra te og antikviteter til alverdens tingeltangel.

Dong Tai Lu Antiques Market, 63 Liuhe Lu, ved Dongtai Lu,

Yu Garden, 137 Anren Jie

YU GARDEN

Slå et smut indenom den gamle have Yu Garden, der er hjertet af den gamle bydel Old Town, hvor du kan opleve de gamle kinesiske pavilloner, der daterer helt tilbage til Ming-dynastiet (1368-1644). Tæt ved finder du også det berømte tehus Huxining Tea House, der er omgivet af en kunstig sø og en zigzagformet bro, der efter kinesisk sagn holder onde ånder væk – et fantastisk hvilested, inden turen går videre.

URBN HOTELS

Tag en overnatning på Hotel Urbn, som bryster sig af at være det mest bæredygtige hotel i Shanghai, hvor du ud over at få renset samvittigheden kan rense sjælen med lektioner i tai-chi og yoga.

TANK OP

De fleste af de gode hoteller serverer naturligvis en morgenmad ud over det sædvanlige. Men vil du alligevel gerne ud i byen tidligt, så prøv en morgenmad på Downstairs, der har åben allerede fra klokken 6.30. Den hippe restaurant ligger i lobbyen på Hotel Urbn og serverer en super continental morgenmad med det hele i fantastiske omgivelser ude som inde.

Ellers har restauranten Elements Fresh filialer mange steder i Shanghai, og her serveres alt fra lækre frugtsalater til smoothies, pandekager osv. Find den nærmeste på www.elementfresh.com.

SÅDAN KOMMER DU OMKRING

Med taxi, på cykel eller til fods. Shanghai er enorm. Og byens størrelse blandet med den massive trafik gør, at det tager lang tid at bevæge sig rundt. Udvælg derfor en bydel ad gangen og tag den til fods eller på cykel. På den måde får du set afkroge af byen, du aldrig i din vildeste fantasi havde forestillet dig. Skulle du alligevel tage taxi rundt, så er det en god ide at have skrevet navn og adresse ned på kinesisk, da ikke alle taxachauffører taler engelsk.

TJEK IND

Shanghai er et studie i hippe designhoteller, der indbyrdes prøver at overgå hinanden i gastronomiske færdigheder og vild luksus. Så hvad enten du er til CO2-neutral overnatning, jagter byens vildeste ‘view’ eller har særlige præferencer inden for spabehandlinger, champagnecocktails osv., så er der alle muligheder for at få dine drømme opfyldt.

Fairmont Peace Hotel

Vil du have en bid af historiens vingesus, så tjek ind på det legendariske og glamourøse Peace Hotel i bydelen The Bund, som netop er åbnet igen efter års restaurering. Fairmont Peace Hotel, som det hedder nu, overskygger alle andre hoteller i Østen med dets historie og ikke mindst dets interiør i art deco-stil. Det var stedet, hvor man mødtes i Shanghais guldalder, 1930erne. Og byens sociale midtpunkt, hvor diplomater, Hollywood-skuespillere, jazzmusikere og andre high society-folk fyrede den af og gjorde hotellets luksussuiter til deres eget hjem.

Fairmont Peace Hotel, 20 Nanjing Dong Road, www.fairmont.com/peacehotel