Dokumentar-instruktøren: ”Vi kvinder skal gøre op med flinkeskolen”

"Jeg må faktisk ikke gøre det her."

Kimberly Motley smiler tilbage mod kameraet, som var det en 'forbudt' port ind til børnenes skole hjemme i Wisconsin, hun sneg sig ind ad.

Det er dog ikke børnenes skole, men et afghansk fængsel i Kabul.

Scenen er fra danske Nicole N. Horanyis internationalt anmelderroste dokumentarfilm 'Motley's Law'. Her følger vi den tidligere skønhedsdronning, nu hustru, mor til to samt – ikke mindst – første og eneste ikke-afghanske forsvarsadvokat i Afghanistan.

Kimberly fører sager for vestlige indsatte, der under kafkaske forhold sidder fængslet i det kabulske fængsel, mens hun også fører sager for afghanske kvinder, der typisk er dømt for ikke at have føjet deres mænd – husligt eller seksuelt.

Det er pengene, der er hovedmotivationen for Kimberlys arbejde, men de afghanske kvindesager fører hun gratis, da kvindernes økonomiske ressourcer ofte er lige så lidt eksisterende som deres rettigheder.

"Jeg går bare igennem, for jeg er træt af at fucking vente," fortsætter hun gennem de støvede fængselsporte.

Kvinder behøver ikke være på én bestemt måde

I to år fulgte Nicole den afroamerikanske forsvarsadvokat i Afghanistan. Det er først og fremmest blevet til en fantastisk dokumentar om en stærk og selvstændig kvinde, der ikke lader sig kue – hverken af attentatforsøg (en defekt håndgranat bliver kastet ind i Kimberlys hjem) eller et samfund, hvor kvinden rangerer allernederst i hierarkiet.

Kimberly er indbegrebet af en stærk kvinde, og de stærke kvinder spiller en stor rolle – både i Nicoles film og i hendes eget liv.

- Min mor er en meget, meget stærk kvinde. Hun har altid ligesom podet mig med denne der om, at du skal turde drømme stort. Lad være med at gå på kompromis. Lad være med at tænke: 'Ej, det kan jeg nok ikke.'

Og ligesådan er Kimberly også blevet en stor inspiration for Nicole – menneskeligt såvel som fagligt.

- Den ukuelighed, som viser sig, når hun får modstand. Det er enormt inspirerende. Jo mere modstand hun får, jo mere vil hun vinde. Og så er hun for mig at se et billede på en meget moderne kvinde. Hun har en vild karriere kørende i Afghanistan under nogle fuldstændig vanvittige forhold, alt imens hun har den store familie derhjemme, som også skal fungere, fortæller Nicole.

Derfor stod det i løbet af de to år mere og mere klart, at det var historien om Kimberly som kvinde, mor, hustru og forsvarsadvokat, der skulle være filmens fokus.

- Det er det komplekse kvindeportræt, som jeg er stolt af. For det mangler, synes jeg. Jeg ville vise, at kvinder ikke behøver at være på én bestemt måde. Have én rolle. At Kimberly tager til Afghanistan og arbejder handler ikke om, at hun ikke elsker sine børn og sin mand. Det handler om, at hendes arbejde giver så sindssygt meget mening for hende.

- Det regnestykke synes jeg ofte mangler, når det gælder portrættering af kvinder med en stor karriere. Ofte handler det om, at så har hun fravalgt noget. Men nej, Kimberly vil jo gerne begge dele. Hun vil gerne sine børn og sin mand, men arbejdet fylder lige så stor del af hende, og det er okay, synes jeg.

Et opgør med flinkeskolen

Kvinder, der på den ene eller anden måde gør op med den konventionelle kvinderolle, er et gennemgående træk i Nicole N. Horanyis dokumentarfilm.

Det gjaldt 'Fodboldpigerne' fra 2010 og blev endnu mere understreget med 2014's 'Dagbog fra Porn Valley'. Her var det den 25-årige Denice, der tog til LA for at slå igennem i pornobranchen.

Dokumentaren skabte en del furore. Det skyldtes måske, at den ikke som forventet var en kritik af en klam og kvindenedgørende pornobranche, men i stedet et portræt af en stærk kvinde, der – ligesom Kimberly – stod udsat og sårbar, men var stærk nok til at navigere i et hårdt og mandsdomineret univers.

For Nicole var Denice en stærk kvinde, fordi hun turde gå imod de begrænsninger, som det konventionelle kvindebillede ofte lægger ned over os.

Hvordan oplever du, at det konventionelle kvindebillede lægger begrænsninger?

- Det er i de helt bestemte forventninger til kvinder. Og det gælder på alle mulige planer. Hvordan vi skal se ud, hvilken adfærd vi bør have, og hvordan vi gebærder os. Det er det kvindebillede, som jeg med mine film gerne vil konfrontere. Jeg vil gøre op med denne her altid usagte men helt tydelige forventning om, hvordan en kvinde skal være. Det er flinkeskolen; at vi skal være så pæne og gøre det rigtige hele tiden.

- Der savner jeg, at vi kvinder får nogle andre fortællinger om os selv.

Hvilke fortællinger kunne det være?

- At vi ikke behøver at være så korrekte altid. At det er o.k., at man som kvinde gør nogle ting, der ikke nødvendigvis følger normerne og er socialt accepterede hele vejen rundt. Det gælder også seksualiteten – hvor frembrusende man må være som kvinde, hvad man må interessere sig for.

- Det, der sker for tiden, hvor man ser en masse enlige kvinder gå ud og få børn – fra et feministisk synspunkt synes jeg, at det er en kæmpe ting. Netop fordi det gør op med den her fucking konvention omkring det perfekte familieliv, som alle, jeg kender, lever under. At kernefamilien er det eneste rigtige. Det er jo en indoktrinering, vi alle sammen lever med, men den gælder især for kvinderne, synes jeg.

Så er vi ude i et reelt opgør med det konventionelle kvindebillede?

- Nej, det er vi ikke nødvendigvis. Jeg vil bare gerne nuancere kvindebilledet lidt. Jeg har ikke lyst til at trække noget ned over hovedet på folk i forhold til, hvordan man bør leve sit liv. Det er slet ikke det. Kimberly er bare et eksempel på en måde at leve sit liv på, og så kan man være enig eller uenig i den måde, hun lever livet på.