Driv mig ned i en spa

Driv mig ned i en spa

Sæt mig i en balje varmt vand, og jeg får myrer i benene, inden der er gået 7 sekunder. Så jeg vil godt røbe her, at en spaoplevelse ikke for mig altid er 100 procent nydelse!

Jeg får det ligesom, når frisøren be’r mig ”sidde op til vask” og samtidig lægger an til shampoo, balsam, kur og de tilhørende omgange vask og skyl. Kom nu til stålet piger, frem med saksen, jeg vil klippes! Men jeg har besluttet mig for at arbejde på sagen. For det kan jo ikke nytte noget, at man ikke kan slappe af i 20 minutter, når ens legeme ellers er forsvarligt og behørigt nedsænket i en pool fuld af behageligt opvarmet vand. Og i år er det virkelig rykket for mig.

Jeg har nemlig haft to helt sublime spaoplevelser, der faktisk er ved at tilvænne mig projektet. Første succesoplevelse var i Båstad, hvor jeg sidste efterår hoppede i den 14 grader varme bølgen blå og derefter krøb direkte ned i et opvarmet, udendørs bassin. Sikke en herlig fornemmelse i kroppen, hvor skønt var det ikke at sidde der nedsænket i det lune vand på en badebro med udsigt ud over hele Laholmbugten.

En måneds tid senere sad jeg så i Sydtyskland. Oppe på en bjergkant tittede Hitlers ørnerede frem, og bag bjergene steg månen op, mens lyset svandt i dalen. Og der sad jeg i en perlemorsfarvet pool og nød de små mozaikkers glitren i vandet samtidig med, at jeg åndede duften af fyrenåle ind. Jeg var ikke til at drive op!

Jeg tror, at det, der knækkede koden for mig, var den ægte naturoplevelse, der lå i begge de to spabesøg. Her var jeg ikke inde i et overophedet kunstigt spamiljø, men jeg sad på det skønneste sted – et sted, hvor jeg virkeligt godt gad være. Så ku’ jeg slappe af.

Har du mod på at gøre mig øvelsen efter, så læs artiklen side 72 i denne uges ALT for damerne, hvor vi tipper dig en flok af gode spasteder.