Få 5 tip til bedre makeup
Ligesom fødevarer bliver skønhedsprodukter også for gamle, og så skal de altså ud! Få eksperternes tip.
Indfør samme standard for hygiejne på badeværelset som i køkkenet. Og vælg produkter i forhold til årstiden.
1. Vask værktøjet
Lis Kasper, makeup-artist.
- Dine makeupværktøjer skal vaskes en gang imellem, både pga. hygiejnen, men også fordi de ikke virker optimalt, hvis de er fyldt med gamle makeuprester. Vask dine pensler i shampoo, og de bliver som nye.
2. Se efter holdbarhedsdatoen
Helle Thorup, kosmetolog og ejer af Helle Thorup Spa i København og Århus.
- Få ryddet op i dine hudpleje- og makeupprodukter ved først og fremmest at kigge på holdbarheden efter åbning (typisk 6-12 måneder). Er denne overskredet, så smid produktet ud. Mange hudplejeprodukter er baseret på vand, som er grobund for bakterier, så snart det kommer i forbindelse med ilt og bakteriefyldte fingre. Del derfor aldrig dine produkter med andre, fortynd aldrig dine produkter med vand – det kan f.eks. nemt ske, hvis du har produkter stående i din brusekabine. Og "pump" ikke din mascara. Opbevar gerne dine produkter i en skuffe, så de ikke bliver udsat for sollys og fugtholdig luft. Indfør principperne for god køkkenhygiejne i dit badeværelse.
3. Tjek om den er tom
Marie Brodersen, skønhedsredaktør ALT for damerne
- Mange af de produkter vi bruger hver dag – som f.eks. mascara og concealer – bliver hurtigt brugt op. De indeholder måske 5-10 ml, så bruger du dem dagligt, holder de kun 2-3 måneder. Så hvis din mascara føles tør, er det nok fordi, den er ved at være tom – og så skal den ud. Det nytter ikke at skrabe kanterne på indersiden, for når den har været åbnet og lukket mange gange, kommer der luft med ned i beholderen, som udtørrer den. Det, du kan håbe at få med op, vil i hvert fald ikke pynte på dine vipper. Til gengæld kan børsten på en ny mascara godt være lidt for mættet, så selvom det er spild af god mascara, kan det være en fordel at tage første lag af med en serviet, så du ikke får alt for meget mascara på vipperne – det gælder især for volumenmascaraer med store spiralbørster.
4. Tænk på hovedbunden
Gun-Britt Zeller, frisør og kvinden bag GB by Gun-Britt.
- Hårprodukter har også en holdbarhedsdato. Mange af dem indeholder ikke længere parabener, og så er det altså vigtigt, at de ryger ud, når holdbarhedsdatoen siger det, selv om produktet ikke er brugt op. Og så skal håret plejes efter sæsonen. Om vinteren er håret træt og har brug for ekstra plejende kure, så produkterne skal tilpasses årstiden. Og så har mange tendens til at blive irriteret i hovedbunden i den kolde tid, så en shampoo, der tager højde for dét, er et must.
5. Brug æteriske olier
Marianne Tromborg, makeup artist og indehaver af skønhedsmærket Tromborg
- Brug parfumer baseret på æteriske olier. Æteriske olier er kendt gennem historien for deres lindrende virkning. Der findes altså olier for enhver smag og til næsten ethvert behov. For eksempel virker en olie som f.eks. petit grain godt mod pessimisme og ængstelse, og hvem kan ikke bruge lidt hjælp til humøret i januar? Appelsin-ekstrakt fremmer livslysten og virker afbalancerende, hvor ylang ylang'en virker som et afrodisiakum – så man kan også få sat gang i sit sexliv. I øvrigt er min parfumefilosofi, at man ikke skal belemre alle andre med sine dufte, og de æteriske olier bliver på kroppen i stedet for at hænge som en tung sky over hovedet.
Se mere på Tromborg.com