Forfør mig

Forfør mig

Tænder du på fortrolige snakke eller frække blikke? Måden du lader dig forføre på, fortæller faktisk, hvad du har brug for i et parforhold. Følg med i vores nye artikelserie om, hvad kærlighed egentlig er, og lær dig selv og din (kommende) partner meget bedre at kende…

Det er det blik, han sender dig. Det får indvoldene til at slå flikflak. Når han ringer, er hans stemme i telefonen er også nok til, at du snapper efter vejret. Og når han så læner sig lidt frem over bordet, så du kan fornemme varmen fra hans krop og duften af ham, så…

Du er godt klar over, at du er i gang med at blive forført, ikke? Eller rettere sagt: Lade dig forføre. Måske er du ikke forelsket. Endnu. Måske bliver du det heller ikke. Men interesseret, dét er du.

Og der er jo som regel sådan, to menneskers kærlighedshistorie begynder. Med mindre I har kendt hinanden siden børnehaven eller været kolleger i årevis og ligesom bare hen ad vejen finder ud af, at det skal være jer, så begynder et forhold med mødet, med forførelsen, med at vi hver især forsøger at sælge varen – os selv – så godt vi kan.

– At forføre har et element af manipulation i sig. Man forsøger med sin vilje at vinde eller erobre et andet menneske, siger Ole Vadum Dahl, som er psykoterapeut, coach og forfatter til bl.a. bogen „At vokse sammen“ om kærlighed og parforhold.

– Men i al uskyld kan man jo også sige, at forførelse er et forsøg på at række ud og komme tæt på et menneske, som man føler sig draget af. Vi gør kur, laver små spil for at vække den udkårnes interesse. Og der er altid et element af salg i forførelsen. Vi forsøger at vise os fra vores bedste side. Kunsten er at få solgt pakken på en måde, hvor billedet af os selv også holder på den lange bane. Og her kan det være en rigtig god ide at være bevidst om, hvad vi egentlig lader os forføre af og selv forfører med. Kort sagt: Hvad vi tænder på.

For de forskellige tændsatser giver dig faktisk en melding om, hvilke behov og værdier du har brug for at få opfyldt i parforholdet, siger Ole Vadum Dahl. Og typisk er der tre metoder, som vi forfører med eller lader os forføre af.Hvad tænder du på?

Hvis ovenstående scenarie – hans blik, hans udseende, stemmen, duften – vækker noget i dig, så har du en typisk sanselig tændsats, siger Ole Vadum Dahl.

– Du lader dig forføre af det visuelle og sanselige indtryk. Dine knapper er alt, der kan duftes, ses, mærkes, høres. Måden, han „tilfældigt“ kommer til at røre ved dig. Ligesom du også vil falde for komplimenter, som går på det sanselig indtryk, han har af dig. At du er smuk, sexet osv.

Andre har derimod en følelsesmæssig tænding, hvor der fyres op under opmærksomheden gennem en følelse af nærhed og fortrolighed.

– Her er det hans interesse for dig som person, du bliver forført af. Han er måske utrolig god til at lytte, I har samme humor – og du føler, at han virkelig forstår dig. Der er et intenst nærvær mellem jer, og hans komplimenter går på din personlighed, at du er spændende at være sammen med, sød, sjov, klog, dejlig.

Og endelig er der også en symbolsk tænding, som handler om roller og arketyper. Du er tiltrukket af hans autoritet, hans maskulinitet, som f.eks. kan være symboliseret gennem hans job og status. Og det er også den, han spiller på, når han forfører dig. Ligesom han også vil give dig komplimenter, som går på den rolle, som du gerne vil leve ud som feminin og kvindelig i den traditionelle forstand, hvor du skal reddes, feteres og generelt bare har fortjent at blive båret gennem tilværelsen.

– Den symbolske tænding handler meget om rollespil og spændingen mellem de to parter. Det kan også være selve det forbudte i situationen, der er tændingen, f.eks. i forbindelse med utroskab. Mange mennesker føler sig ekstremt levende og vitaliserede, når de bevæger sig på kanten af det tilladte, siger Ole Vadum Dahl.Hvad drømmer du om

Hvis en forførelse skal være vellykket, det vil sige oprigtigt ment og ikke bare endnu en scoring til Casanova-narcissisterne, der også hærger og knuser hjerter ude i virkeligheden, så kræver det, at vi forfører på den samme kanal, siger Ole Vadum Dahl. Ellers er der nemlig dårlige odds for, at forholdet kan nå meget længere end til forelskelsesfasen.

– Der er altid et element af skuespil og behov for bekræftelse i forførelsen. Både hos den, der forfører, og den, der bliver forført. Vi skal jo lige have lidt tid til at vænne os til, at den anden også bøvser, prutter og snorker. Når vi så oplever dybere sider hos hinanden, så kommer der en vis overbærenhed, hvor vi også kan rumme de mindre attraktive sider.

– Problemet opstår, hvis vi – for at erobre den anden – simpelthen har solgt os selv på et falsk grundlag. Hvis du grundlæggende f.eks. har en følelsesmæssig tænding, så er det også her, du vil forsøge at få opfyldt væsentlige behov, når forholdet udvikler sig. Hvis du bliver forført af, at han er så utrolig god til at lytte, snakke og være nærværende, så vil du opleve stor frustration, hvis han efter den første intense tid viser sig at være den indadvendte type, der elsker at gå at bakse med huset og haven. I fred. For dig.

– Det kan også være dig, der foregiver at være en anden, hvis du i første omgang gør utroligt meget ud af dit udseende, fordi det tænder ham. Men senere egentlig helst vil tøffe omkring i joggingbukser – for nu er I jo ligesom enige om, at I elsker hinanden, og forfængelighed er jo ikke en „rigtig“ værdi, vel? Men det er det måske for ham, og så føler han sig snydt.

– Dybest set forfører vi jo og lader os forføre, fordi vi har nogle behov, som vi længes efter at få opfyldt. De kan være vidt forskellige, ligesom der faktisk også kan være stor forskel på, hvad vi egentlig synes, at kærlighed er. Og det er utrolig nyttigt at blive bevidst omkring sine egne kærlighedsværdier, når man gerne vil have et forhold til at vokse og udvikle sig.Drop skuffejernet og Don Juan

Desværre! Nogle mennesker er næsten at regne for professionelle forførere. Og hvis du oprigtigt ønsker et kærlighedsforhold, kan du med fordel forsøge at styre uden om narcissist-typerne, der tager dig med storm, men dropper dig, så snart du er hooket.

De kan være svære at spotte og virke temmelig inderlige, for følelsesmæssigt har de faktisk også selv noget på spil.

De har nemlig en grundlæggende følelse af indre tomhed, som de ubevidst forsøger at kompensere for med den ene erobring efter anden.

Kort sagt: „Jo flere steder, jeg kan gøre indtryk, jo flere knuste hjerter – jo mindre betydningsløs er jeg selv“. Sørgeligt, men sandt.

Undgå dem ved at mærke efter i dig selv:

• Er der et ægte nærvær – en hjertekontakt?

• Er vi to skuespillere, der spiller roller?

• Kan jeg lide ham som menneske, eller er jeg bare fascineret?

• Kan jeg mærke, at der er noget andet og dybere end blot charme og smiger?

• Viser han respekt?

• Ringer han, som han har sagt?

• Aflyser han hver anden aftale i sidste øjeblik – eller dukker måske slet ikke op?

• Virker han kun intenst interesseret, når jeg selv er på vej væk?

Hvem tænder du på?

Josh Hartnetts intense, alvorlige blik, der hænger ved dine læber og hvert ord, du siger. Eller Matthew McConaugheys gadedrenge-flirt, elevatorblik og storm af komplimenter. Hvem tænder du på?

De to amerikanske filmstjerner er selvfølgelig netop skuespillere, men spiller faktisk ofte mandetyper som hhv. den følelsesmæssige forfører og den sanselige.

Hartnett med nærvær – ham, du kan snakke med (og så er han gudesmuk!). Og flaben McConaughey, der bare er vild med alt, hvad han ser og mærker (altså dig!)

OM EKSPERTEN

Ole Vadum Dahl er psykoterapeut MPF og leder ID Academy, en af Danmarks mest succesfulde kursus- og uddannelsesvirksomheder inden for coaching, psykoterapi og personlig udvikling. Ole Vadum Dahl har medvirket som ekspert i adskillige tv-programmer, senest på DR 2 i serien „Forbudte følelser“. Se mere på www.vadumdahl.dk