Emily Salomon: Mine Favoritter

Gæsteblogger Emily Salomon viser yndlingstrends og favorit-items fra 2012


En af de store fordele ved at have en (mode)blog, er at man på en overskuelig måde kan kigge (næsten) et helt års outfits igennem og se hvad man har gået mest med og været gladest for. Min stil er præget af relativt budgetvenlige fund mikset med en dyrere taske, bluse eller et par sko hist og her.


Og indenfor disse rammer har der været et par temaer og specifikke ting, der var gennemgående for mit stilår og en del af dem skal bestemt også være med i det år vi netop har taget hul på.

Farven bordeaux har fyldt meget i mit klædeskab i det forgangne år på alt fra tørklæder til jeans og nederdele. Og især en ruskindsjakke fra Only i den vinrøde farve er blevet luftet yderst flittigt og skal bestemt ikke gemmes væk her i det nye år.


Læder som materiale har også været allestedsnærværende i moden sidste år og specielt en lædernederdel fra H&M har hængt på mig. Den er desværre snart så udvidet, at jeg må kigge mig om efter en værdig erstatning.



På tilbehørs og detaljefronten har jeg skambrugt min Mulberry Tillie taske og nude neglelak. Synes at sidstnævnte ser så pænt og rent og tjekket ud og hvis man som jeg går meget i farver og mønstre, kan det være helt fint, at der er lidt 'ro på', på eksempelvis neglene. Jeg ejer kun nogle enkelte tasker. Alle fra Mulberry eller Balenciaga og jeg tilføjer ca. en til samlingen hvert andet år. Igen er det rart med lidt ro og en rød tråd i en stil der ellers kan være eksperimenterende og relativt trendbaseret.


Selvom jeg må indrømme at et par af årets absolutte garderobefavoritter er fra Zara - heriblandt en statementhalskæde med en ørn og en jakke med læderdetaljer - vil jeg gerne blive dygtigere til at handle mindre i de store kæder og til gengæld kigge nærmere på nogle af de ret så prisvenlige og mindst lige så spændende danske brands som eksempelvis Ganni hvor jeg allerede har et par kjoler fra. Blandt andet en smuk, taljeret grå kjole med strut i skørtet, der har høstet mange komplimenter.