Guide: Se den nye sæson fra A-Å

Guide: Se den nye sæson fra A-Å

Efteråret og vinteren byder på et hav af nye navne, events og tendenser – fra cool asiatiske topmodeller på catwalken til lækre nye mærker i butikkerne. Her får du det forkromede overblik over de ting, du skal se, shoppe og holde særligt øje med, når dagene går på hæld. Rigtig god fornøjelse!

Guiden fortsætter på næste side...

Asian Girl

At Asiens og navnlig Kinas indflydelse på den internationale modeindustri er støt stigende, ses tydeligt på antallet af asiatiske modeller på catwalken og i de store modehuses kampagner. Aldrig før har så mange kinesiske skønheder figureret på Models.coms liste over verdens 50 mest efterspurgte modeller, hvor navne som Lui Wen, Fei Fei Sun og Sui He er hhv. nummer 6, 14 og 19.

Bill Cunningham

“Vi klæder os alle på for Bill. Hvis han ignorerer dig, er det lig døden. ”Sådan siger amerikansk Vogues chefredaktør, Anna Wintour, om verdens første streetstyle-fotograf, den nu 83-årige Bill Cunningham. Hans mantra er: Moden skabes på gaden, ikke på catwalken, og hans uhøjtidelige blik på netop modebranchen kan opleves i både billeder og klummer i Style-sektionen i The New York Times. I 2010 blev den ikoniske fotograf foreviget i dokumentarfilmen Bill Cunningham New York, der havde premiere i Danmark tidligere i år. Hyg dig med filmen en regnfuld efterårsdag, og få et helt nyt syn på fænomenet stil.

Find Bill Cunningham New York på Amazon.co.uk til ca. 95 kr.

Charlotte Free

19-årige Charlotte med den lyserøde manke er lige dele rebelsk teenager og forførende highfashion-model, og vi er vilde med den californiske skønheds rå attitude. Det samme er Maybelline, som dette forår hyrede hende som sit nye ansigt, og via en morsom viral-kampagne online sikrede modellen tusinder af beundrere verden over. Charlotte Free har tidligere gået på catwalken for bl.a. Marchesa og Vivienne Westwood og har optrådt i kampagner for Seven For All Mankind, Uniqlo og Forever 21. Derfor undrede det også mange, da hun blev væk fra modeugerne i foråret, men ifølge modellen selv var det kun fordi, hun bryggede på et større og spændende projekt. Musik eller makeuplinje? Vi glæder os til at se, hvad modellen overrasker os med.

Dansk designer: Julie Brandt

Efternavnet Brandt er synonymt med mode. I 60’erne var Margit Brandt med til at sætte Danmark på verdenskortet med sine enkle snit, frække detaljer og skrædderskårne kjoler og frakker. Nu er datteren Julie Brandt aktuel med sit helt eget bud på moden anno 2012 med sit nystartede brand i eget navn.

Kollektionen er cool, sofistikeret og citychik og byder på alt fra draperede kjoler og korte lædernederdele til casual sweatpants og cool rulamsjakker.

“Jeg vil gerne forskønne og inspirere kvinder, men samtidig skal det være let og komfortabelt at klæde sig cool på i en travl hverdag. Silhuetterne er flatterende, og tøjet er både klassisk og skødesløst med fede detaljer, så du får noget attitude. Du får skabt lidt spænding, når du sammensætter tingene på en anderledes måde. Internt kalder vi det opposites attract, og det kommer fx til udtryk ved, at vi har et par sweatpants, som du kan bruge med et par høje hæle, eller et par pailletbukser, som vil være rå med et par sneakers,” siger Julie Brandt om sit design.

Inspirationen til kollektionerne finder hun på rejser, men de kan også opstå, når hun ser en farvekombination på en pose spaghetti eller et print fra naturen. Ofte tager hun udgangspunkt i sine egne ønsker og behov.

“Min garderobe skal indeholde styles, som jeg føler mig tilpas i, og som gør, at jeg forhåbentlig ser godt ud og er klædt på til lejligheden. Når jeg står op om morgenen, ved jeg ikke altid, hvordan dagen udvikler sig. Jeg sidder nogle gange i møder, hvor jeg skal træffe nogle store beslutninger og skal udstråle en form for autoritet, sikkerhed og styrke. Og næste øjeblik er jeg i et miljø, hvor jeg gerne vil virke kreativ, følsom og menneskelig. Senere skal jeg hente tre børn, så der går også funktionalitet i det. Derfor stiller jeg høje krav til min garderobe, Den skal både være moderne, komfortabel, feminin og sofistikeret. Jeg kan godt blive bange for ord som feminin, praktisk og funktionel – så tænker man bare ‘gab’. Derfor er det vigtigt, at man ikke nævner de ord uden også at sige cool, sensuel og flatterende – det er dualiteterne, der er vigtige, synes jeg.”

Den store passion for mode er blevet nedfældet i en filosofi for brandet, der hedder Passion is wowen into our fabric and our company. Og for Julie Brandt har det været vigtigt at starte et firma, hvor hendes værdier, og det, som hun selv prioriterer, både i en kollektion og i en virksomhedsdrift, er det, som også kommer til udtryk.

“Vi har vores holdninger, passion og respekt for folk omkring os med hele vejen. Vi vil gerne skabe et univers, som man forhåbentlig bliver tiltrukket af og finder spændende. Vi udstråler og udtrykker vores passion og værdier på forskellige måder,” siger hun.

En af dem er, at den første kollektion har fået navnet With a Little Help From My Friends, og på hver eneste label står der Friendship Isn’t A Big Thing, It’s A Million Little Things.

“Det kan lyde lidt plat, at man klistrer sådan noget på tøj, for tøj har ikke følelser, men det kan en virksomhed have. Jeg har selv været et sted i mit liv, hvor jeg har haft nogle udfordringer og oplevet sorg, og for mig har det været dejligt at have nogen, der en gang imellem minder mig om de positive ting i livet. Jeg har selv haft brug for og værdsat den betænksomme sms fra en veninde eller det ekstra kram. Det er det, som jeg gerne vil dele. Det kan være, at nogen aldrig får læst det, men det kan også være, at der er én, som læser det, bliver glad og tænker, at det er sgu rigtigt.”

Indtil videre arbejder der tre fuldtidsansatte ud over Julie Brandt i det nystartede firma. Men vokseværket klør. Visionerne er at blive et internationalt modebrand, og Julie Brandt er ikke i tvivl om, at de kan finde deres plads på markedet. Navnet Brandt forpligter også, og når man går i samme karrierefodspor som sine forældre, er der uden tvivl mange, som vil kigge efter lighedstegn.

“Jeg kunne godt tænke mig at få lov til bare at være Julie Brandt og ikke skulle sammenlignes, hverken stilmæssigt eller prismæssigt. Jeg skaber min egen identitet, og jeg prøver på ingen måde at være en pendant til brandet Margit Brandt. Selvfølgelig anerkender og værdsætter jeg mine forældre for de gode værdier og inspirationskilder, som de har givet mig. Men helhedspersonen Julie Brandt er ikke bare et produkt af mine forældre, men alle de oplevelser, fortolkninger og beslutninger, jeg selv har truffet gennem livet.”

Du kan lige nu finde Julie Brandts første kollektion i butikkerne. Og på Eurowoman.dk kan du se Julie Brandts fem favoritter fra efterårskollektionen.

Klik her for at se Julie Brandts fem favoritter »

Eurowoman elsker …

Efteråret! Ja, det er sjappet, gråt og virker til tider som en virkelig langtrukken gang tømmermænd efter sommerens fester. Men for pokker, hvor er skovens løv dog smukt, luften er frisk, og butikkerne bugner af de lækreste vintervarer. Efterår, vi er faktisk lidt vilde med dig – bare du lover ikke at vare helt til foråret næste år.

Feriedestinationerne, du skal kende

Ovenfor:

På sporet af romantik

Bakkerne på Kroatiens nordligste halvø, Istria, er kendt for sine trøfler, hvidvine, olivenolie og hyggelige bjerglandsbyer. Langs kysten vrimler det med smukke solrige havudsigter og improviserede muligheder for svømning og snorkling. Den romantiske by Rovinj stiger op fra Adriaterhavet, skyggefulde strandoaser lokker med en forfriskende dukkert, og aftenerne rundes af med champagnecocktails på Valentino Bar, der ligger midt på vandet og bliver oplyst af undervandslys – mere romantisk bliver det ikke.

Istra.com


Underspillet luksus

Vi kan ikke ignorere det faktum, at Oman, der ligger på den arabiske halvø med hovedstaden Muscat, er en lille perle, som er at finde på en lang række must see-lister for 2012. Mens de rige nabolande bygger højhuse, opfører Oman et operahus og grønne haver midt imellem hovedstadens hvide bygninger. Landet appellerer uden tvivl til dem, som elsker at rejse på første klasse. Hotel Ritz i Muscat tilbyder en helikopterlandingsplads, og yachter lægger til ud for kysten.

Omantourism.dk


Jordens undergang

Verden går åbenbart under i 2012, fordi den gamle Maya-kalender, som strækker sig over 5.000 år, på mystisk vis stopper d. 21. december i år. Det lille mellemamerikanske land ved det Caribiske Hav, Belize, er derfor vært for adskillige events omkring tidspunktet for den spåede apokalypse. Xunantunich-ruinerne danner fx rammen om en koncert og et lysshow, og det hele sluttes af med en ildceremoni, der indvarsler de næste 5.125 år. Brug jordens sidste timer på at slappe af ved det blå hav på en hvid sandstrand, mens bølgebrus får dig i zen-agtig tilstand. 

Travelbelize.org

Girls

Glem alt om Sex and the City’s vilde garderober og romantiserede plotlines. HBO-serien Girls om fire veninder i New York er både sjov og tåkrummende pinlig – og måske det mest realistiske portræt af, hvordan unge, singlekvinder i Det Store Æble lever i dag. Serien er skrevet af kun 26-årige Lena Dunham, som også spiller den lettere forvirrede hovedrolle Hannah, der gang på gang kommer til at træde sig selv og sin omgangskreds over tæerne. Morsomt, grænseoverskridende og virkelig spot-on.

Herrelækker – Kristoffer Sakurai

Den tidligere balletdanser Kristoffer Sakurai, 31, har siden teenageårene været kendt for sine atletiske udfoldelser på Det Kongelige Teater og især for sine hovedroller i stykker som Romeo & Julie og Sylfiden. Nu har han taget hul på et nyt kapitel i sit liv som stylist for bl.a. InWear og fortæller her om sit møde med modeverdenen.

Hvornår opstod din interesse for mode?

“Den kom allerede som 11-årig, for jeg havde en meget modeinteresseret og kreativ mormor, som jeg var meget sammen med. Dengang var der et tv-program, der hed Modens verden klædt af, som jeg var helt betaget af, og som jeg optog på video og så igen og igen. Jeg var bl.a. vild med Karl Lagerfelds design allerede i start 90’erne. Da jeg blev 15-16 år, kom jeg imidlertid til et punkt i mit liv, hvor jeg var nødt til at vælge, om jeg ville satse alt på balletten, og så blev der ikke længere tid til hobbyer sideløbende med dansekarrieren.”

Hvorfor besluttede du dig for at blive stylist?

“Jo ældre jeg blev, jo mere voksede interessen for mode og lysten til at lave noget kreativt i den verden. I mine 20’ere arbejdede jeg lidt som model ved siden af dansen, og i de år udviklede den danske modescene sig meget. Jeg stoppede som solodanser i balletten som 30-årig, fordi en masse skader efterhånden havde fået mig til at miste min passion. Jeg tænkte meget over, hvad det egentlig var, jeg ville med modeverdenen, og kom frem til, at det var stylingen, der trak mest. Det er et fag, der favner bredt, og jeg elsker, at jeg kan få et look til at vokse foran mig. Nu har jeg været i gang i ca. halvandet år og har stylet for bl.a. InWear, Kopenhagen Fur og den svenske sangerinde Jennie Wilson. Sidstnævnte skulle jeg style til en af hendes koncerter, og det var nervepirrende, men også megafedt.”

Ud over arbejdet som stylist rejser Kristoffer Sakurai også til Paris fire gange om året for at hjælpe til i Ann Demeulemeesters showroom, hvor han arbejder som Fashion Advisor for mærkets kunder. En god veninde tog ham med til showroomet, da han stadig dansede, og Ann Demeulemeester syntes så godt om hans blik for mode, at designeren inviterede ham tilbage. 

Hvem er dine yndlingsdesignere?

“Af de udenlandske kan jeg nævne Olivier Rousteing for Balmain, som formår at lave nogle virkelig eksklusive og moderne kollektioner. Derudover synes jeg også, at Haider Ackermann bliver bedre og bedre. Jeg besøgte hans showroom i Paris, og det var en stor oplevelse. Af danske designere er jeg vild med Stine Goyas farver og univers, og Lene Borggaard fra InWear, som forstår at formidle et internationalt budskab med sine kollektioner.”

Hvilken kvinde ville du helst style?

“Den franske skuespillerinde Anna Mouglalis (som spillede Coco Chanel over for Mads Mikkelsens Igor Stravinsky i Coco & Igor, red.). Hun har en kant og en råhed, der er fascinerende, og så er hun elegant og lækker på den der typiske franske måde.”

Glæd dig til at se meget mere til Sakurais styling i den kommende sæson og til næste forår, hvor han bl.a. har arbejdet med Julie Brandt og InWear.

Indret til vinter


A Tribute to Paper Poster af Louise Breyen hos Slowfashionhouse, 389 kr.


Væglampe, Stretch fra Bolia, 1.799 kr.


Tekande fra Ditte Fischer, 1.995 kr.


Puder fra Louise Roe, 699 kr. pr. stk.


Lysestage fra Ikea, 49 kr.


Bord fra Tom Dixon, 2.950 kr.


Lampe, Tidelight fra Petite Friture hos Dansk Made for Rooms, 2.699 kr.


Vaser fra Ferm Living, fra 149 kr.


Tæpper fra By Nord, 1.699 kr. pr. stk.

Joan Smalls – den nye Naomi?

Farvede modeller må stadig kæmpe ekstra hårdt for at få succes, men 24-årige Joan Smalls fra Puerto Rico har for længst slået sit navn fast. Siden sin debut på modescenen i 2007 har hun været ansigt for Gucci, Roberto Cavalli, Stella McCartney, Chanel og Estée Lauder og har gået på catwalken for de største designere. I 2008 medvirkede hun sågar i Ricky Martins musikvideo til sangen It’s Alright. Joan Smalls er blevet sammenlignet med både Tyra Banks og især Naomi Campbell, men der er ingen tvivl om, at modellen med de forførende katteøjne og den stærke fremtoning er helt sin egen. Rygterne går, at vi denne sæson kommer til at se hende på forsiden af amerikansk Vogue.

Kunst: Indien på Arken18. august – 13. januar 2013. Arken.dk

Louis Vuitton satser på København

Fans af det franske luksusmærke Louis Vuitton kan til oktober slagte sparegrisen og valfarte til Amagertorv i hjertet af København. Her flytter det franske modehus nemlig ind i nye og større lokaler. Louis Vuitton har oplevet så stor interesse fra danskerne, at det blev nødvendigt at erhverve sig ekstra kvadratmeter til de shoppeglade kunder. Sortimentet af tasker og accessories udvides i samme ombæring, så butikkens 300 m² kan blive fyldt godt ud. Magnifique!

Musik, vi vil lytte tilOvenfor:

På den danske musikhimmel har guitaristen Peter Peter og sangerinden Kira Skov slået de musikalske pjalter sammen under navnet Persona og udgiver et album i september, som ifølge pladeselskabet er stemningsmættet og Portishead-agtigt – vi glæder os.


Det bliver et efterår med masser af guitar-riffs, for det engelske rockband Muse udgiver også nyt i september. Forsangeren Matthew Bellamy siger, at det nye album The 2nd Law lyder som “Christian gangsta rap jazz odyssey, with some ambient rebellious dubstep and face melting metal flamenco cowboy psychedelia.” … Spændende.

Nicholas Ghesquière

Den talentfulde Nicholas Ghesquière har siden sin ansættelse som chefdesigner for Balenciaga i 1997 lagt modeverdenen for sine fødder. Balenciaga, der tidligere var kendt som et af fordums tids største haute couture-huse, er i dag eksportør af nyskabende og futurisk-inspirerede kreationer, der har vundet mærket stjernefans som Chloë Sevigny og Cate Blanchett. For ikke at nævne Kristen Stewart og Charlotte Gainsbourg, der lægger ansigt til Balenciagas nye store parfumesatsning Florabotanica.


Olsen-tvillingernePretty Woman-støvlerne er tilbage

Queen Elizabeth og Dronning Margrethe

I år har de to regenter været ekstra meget i fokus, da Dronning Margrethe i januar fejrede sit 40-års jubilæum, og briterne i juni trodsede regnen for at tiljuble deres dronnings 60-års jubilæum. Set med modebriller er begge kvinder tydeligvis ikke bange for at vælge stærke blokfarver og funklende smykker, når invitationen siger fest, og Dronning Elizabeth har endda inspireret den italienske designerduo Dolce & Gabbanas efterårskollektion. Men hvor den engelske monarks stil er mere klassisk konservativ, kan vi være stolte af at have en Dronning Margrethe, som ikke skyr hverken strutskørter eller vilde print. Det livsglade vovemod må der da snart være en dansk designer, der hylder?

Russerne kommerSofia Coppola

Tilbage i tiden

Der var masser af inspiration at hente i fortiden, da designerne præsenterede deres bud på efterårs- og vintermoden. At se Louis Vuittons og Marc Jacobs’ kollektioner var som at tage en tur ned ad ‘memory lane’ og en hyldest til begyndelsen af det 20. århundrede og musicalen My Fair Lady.

Uglerne kommer

I foråret var katten og hunden de foretrukne modedyr, hvilket bl.a. sås som print i Pradas forår- og sommerkollektion, Mulberrys hundeglade forårskollektion og en Chanel-kampagne, hvori Freja Beha var klædt ud som en nuttet lille mis. Til efteråret skifter det engelske modehus Burberry husdyrene ud med den kloge ugle med masser af cool ugleprint i deres Burberry Prorsum-kollektion.

Van Noten

Susse Wold

Danmarks ukronede filmdiva Susse Wold er for første gang siden sin uforglemmelige rolle i Den kroniske uskyld i 1985 tilbage på det hvide lærred. I Thomas Vinterbergs anmelderroste Jagten spiller Wold, nu 73 år, børnehavelederen Grethe, som kommer til at sætte lidt for meget skub i pædofili-rygterne omkring hendes egen medarbejder Lucas (Mads Mikkelsen – rollen indbragte ham prisen som Bedste Mandlige Hovedrolle på filmfestivalen i Cannes tidligere i år). Ifølge skuespillerinden selv takkede hun ja til den uglamourøse rolle som Grethe, fordi Vinterberg præsenterede hende for en helt anden udfordring end de mange overfladiske Hellerup-typer, hun havde fået tilbudt siden 80’erne. Forvent et af de stærkeste dramaer i dansk film længe.

Jagten får premiere 10. januar 2013.

X… som i kys

Dette efterår får vi kysseklare læber med Dior Addict i farven Daring. XOXO, Eurowoman.

Dior Addict, 245 kr.

Yndlings-accessoryReed Krakoff hos Mytheresa.com, ca. 9.075 kr.

Zeitgeist

Sladderen summer som en tæt bisværm om tidligere fransk Vogues chefredaktør Carine Roitfelds nyeste projekt, magasinet CR Fashion Book.

“Magasinet vil hylde mode og kreativitet, og bidragsyderne vil være etablerede såvel som nye modetalenter,” har Carine Roitfeld sagt om projektet.

Condé Nast, der bl.a. udgiver Vogue, har angiveligt sendt en mail rundt til samtlige samarbejdspartnere som fotograferne Mario Testino, David Sims, Mert Alas og Marcus Piggott for at minde dem om, at de kun må arbejde for Condé Nast. Formentlig af frygt for Carines magnetiske tiltrækningskraft.

Vi glæder os dog til at nærstudere det første halvårlige nummer, der kommer på gaden i september og kan købes i både USA og Europa.

ÆblerFind plantager på Plukselvfrugt.dkØjenbryn

Årtiet, vi bliver besat af … igen

Genindspilningen af filmklassikeren The Great Gatsby, denne gang fortolket af instruktøren Baz Luhrmann (Moulin Rouge og Romeo & Juliet), får premiere til jul, og ihhhh, hvor det lover godt. Leonardo DiCaprio i rollen som Jay Gatsby og Carey Mulligan som Daisy Buchanan giver os lyst til at smide fjerboaen over skuldrene og hoppe i lavtaljede korte kjoler, klippe håret i knivskarp page, mens vi danser charleston og slukker tørsten i champagne.

Hurra for 20’erne!

Se også: 10 kendte danskere: Hvem har formet dit liv? »