Veninderne bag Halifax-burger har valgt at flytte i familiekollektiv: Vi har fælles hus, banklån og kærlighed til børnene

Krukkeepisoden er måske ikke så sprængfarlig, men den er et godt eksempel på det, de to veninder oplever som sværest ved at være meget tætte på hinanden, nemlig de kortere eller længerevarende tidsrum, hvor de ikke er i sync arbejdsmæssigt eller privat. Som når den ene er skingrende nyforelsket, og den anden bare slet ikke er.

Eller når det ene par gerne vil have gang i babyproduktionen, og det andet par glædestrålende annoncerer en ny graviditet.

Thilde: – Så kan det være svært at råbe "super fedt!" Eller hvis man efter et køkkenskænderi om aftenen lige går ud i haven for at få lidt luft, og så sidder det andet par og hygger og griner, så kan man godt få lyst til at råbe et eller andet. Så bliver man godt gammeldags jaloux.

LÆS OGSÅ: Margrethe Vestager: "Jeg hader at skændes, og jeg er dårlig til det"

Sandra: – Det er lidt ligesom det med krukkerne. Når det bare kører for den anden.

Thilde: – Så er det virkelig "in your face", når man bor sammen. Men man ved jo godt, at ugen før var det måske omvendt. Men det kan godt være hårdt. Jeg har to drenge, og der er bare fart på, og de klatrer på væggene, og jeg er så træt nogle gange, og når jeg så åbner døren ind til Sandra, og hun sidder og tegner med pigerne og hører musik, så kan jeg da godt mærke bitterheden og tænke, at det bliver godt, når mine drenge er lade teenagere, og hendes piger render og smækker med dørene, ha ha.

Nøgen i haven

Beslutningen, om at de to veninder, deres mænd og tilsammen fire børn skulle flytte sammen som en stor familie, var præget af lige dele "vi gør det"-råb i rundkreds og håndslag på, at hvis der var en, der ville ud af projektet, så var det slut med eventyret.

De deler huset, men har hver sin indgang og stue, køkken og soveafdeling adskilt af dobbelte døre. Men de tilbringer meget tid sammen og spiser sammen ca. tre gange om ugen, uden at det på nogen måde er puttet ind i et skema.

Thilde: – Jeg havde en lille frygt for, at jeg ville komme til at stå der i mit Gentoftehjem og tørre gryder af og blive fjern i blikket og tænke, hvad fanden laver jeg her. Det handlede slet ikke om os, men jeg er vokset op i kollektiv, og det med egen villa var altså lidt skræmmende. Men det affødte en god snak om, at hvis nogen af os står og stirrer tomt ud i luften om to år, så skal man sige det, og så er der ikke nogen, der bærer nag.

Sandra: – Der var rigtig mange, der sagde til os, at det med huset ikke var en god idé, når vi nu også havde Halifax sammen, men det sjove var, at vi alle fire var fuldstændig rolige. Vi var slet ikke bange for at tage det skridt – netop fordi vi har Halifax sammen. Vi har haft konflikterne, vi kender hinanden i pressede situationer. Men det giver kun mening, fordi Thilde er den, hun er. Jeg ville ikke tænke, at det var super fedt at bo i den form for boligfællesskab med et hvilket som helst vennepar, selvfølgelig.

Foto: Stine Christiansen.

Selv om alle fire parter havde tillid til projektet, satte de sig alligevel ned i tre stive timer med en advokat og gjorde alting ordentligt, lavede vedtægter og regler og diskuterede, hvem der skulle slå græsset, om man måtte larme efter kl. 23, og om man måtte være nøgen i haven. Det må man. De har aldrig åbnet dokumentet siden, men er glade for, at de har styr på det og fik afstemt forventningerne.

Thilde: – Hvis nogen skulle skilles: Mig og Sandra, Peter og Ulrich eller ægteparrene, så ville det jo ikke gå med huset.

Thilde: – Jeg vil næsten vove at påstå, at det er mere sikkert, at Sandra og jeg ikke går fra hinanden, end at vi ikke bliver skilt fra vores mænd.

De føler sig som familie af samme blod, selvom de ikke er det, og det er den følelse af fællesskab og familiebånd, der er det allerbedste ved at bo to familier sammen.

Thilde: – Det fedeste er det liv, vi skaber for vores unger – den tryghed, der er i det. Det er jo vildt rørende, at vores børn har fire tryghedsmennesker omkring sig.

Sandra rejser sig for at hente et stykke køkkenrulle til at tørre øjnene med, og de næste fire-fem minutter fortæller hun og Thilde med tårevædede øjne.

Thilde: – Hvis Sandras datter, Molly, bliver rigtig ked af det og sidder og putter sig ind til mig, så kan hun sige: "Jeg vil bare gerne have min rigtige mor", og det er jo så sødt, at jeg er en slags ekstra mor for hende, og at det alligevel lige der kun den rigtige mor, der dur. Det giver mig altså en meget stor glæde, at vi har sådan en stor familie, og at vores børn har hinanden.

Sandra: – Der er så mange familier, der knækker nakken på at køre to fuldtidsjobs, to børn og på at få hele det der timepuslespil til at gå op, og der har vi en kæmpe ressource og mere elastik ved at kunne hjælpe hinanden. Hvis jeg bliver nødt til at blive længe på arbejdet, kan jeg spørge Thilde, om hun kan tage mine børn med hjem. Så gør det også mindre ondt at komme for sent hjem, fordi jeg ved, at mine børn er sammen med Thilde.

Ingen bitcheri i privaten

Når man både arbejder sammen og bor sammen, kommer man ikke hjem og bitcher over et eller andet på jobbet, for så ved man, at alle andre i husholdningen vil sidde og tænke på, hvordan det påvirker dem, og så går alle i work mode. Sandra og Thilde ved, at de bliver nødt til at afgrænse det arbejdsmæssige og spørge, om det er muligt at tage arbejdskasketten på i fem minutter, hvis der er noget, det er vigtigt at vende.

Thilde: – Selvom vi er en stor familie, skal vi huske de helt almindelige regler, som f.eks. at rose først og så give risen og at indkalde til et møde, hvor rammerne er de rigtige i stedet for lige at slynge en kritisk bemærkning ud, når man er på vej ud ad døren. Det ville man aldrig gøre med sine ansatte, og det skal vi huske os selv på i den her konstellation, hvor vi er så tætte. Vi havde en del crashes på den front de første år, vi arbejdede sammen, men det er vi blevet meget bedre til med årene. Jeg tror også, vi er blevet bedre til det, efter vi har fået børn og er blevet modnet.

LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen: "Jeg gider ikke at bo med den perfektionistiske pisk mere, for den er SÅ anstrengende at bo med"

Netop det med at få børn har været et område, hvor fællesskabet har vist både sine styrker og sine svagheder.

Sandra: – Vi har talt en del om ensomheden ved at blive mor, og om hvor mega sårbar man er lige i starten. Der har vi kunnet tage en helt anden rolle i hinandens liv, end vores mænd kan. Da Thilde f.eks. var allermest træt og sur, da hun var på barsel første gang, tænkte jeg, hvad kan jeg gøre? Jeg tager din opvask først, og så laver jeg noget mad. Man skal ikke en gang sige, hvad man har brug for. Vi lukkede hinanden ind i den der mor-boble.

Thilde: – Det var, da vi boede ved siden af hinanden lige her. Der gik Sandra og Peter igennem vores lejlighed om morgenen på vej til arbejde i stedet for at gå ned ad trappen og op ad den anden trappe for at komme ind på kontoret. Så sad jeg der i sofaen og ammede med nattøj og gylp. Årrrh! Det var ikke fedt.

Kontrasterne var hårde, når den ene af de to kunne arbejde og feste, imens den anden sad derhjemme og ammede, men omvendt, så skiftedes de til det og lærte også en del af at overtage hinandens arbejdsopgaver på skift, og de endte altså med at købe fælles villa, for som sagt – det var meget bedre, når de var sammen.

Thilde: – Vi har talt meget om, hvordan det bliver, når vi har fire teenagere i huset. Lige nu har vi fire spradebasser, der løber rundt, men det bliver vildt med fire teenagere. Så kan vi udnytte loftsrummet, så de kan hænge ud og spille Playstation, imens vi drikker Aperol i haven, og de synes, vi er åndssvage og pinlige. Vores drømme går i hvert fald så langt, og så må vi se. Så langt som vi kan se frem i livet, så tror jeg, vi bor sammen.

Sandra: – Det tror jeg også.