Når Natasja Crone overtænker, er der særligt én ting, der hjælper hende

Natasja Crone ved godt, hvad hun ikke skal gøre, når hun skal ned og træne.

Hun skal ikke begynde at forhandle med sig selv, om hun skal afsted eller ej eller blive liggende på sofaen. Hun skal bare tage sine ting, gå ud af døren og sætte i gang. 

LÆS OGSÅ

Ulrika blev dement som 44-årig: ”Hvordan fortæller jeg det til mine børn?”

Når Ulrikas jævnaldrende kan se frem til at blive bedsteforældre, vil hendes egen hukommelse sandsynligvis være forsvundet. Alt sammen på grund af et fald med hovedet mod kanten af en sandkasse for syv år siden.

For når først hun har overstået træningen, så er det aldrig sket, at hun har fortrudt. Tværtimod er hver eneste træning med til, at hun holder sig selv overbevist om, at hun skal blive ved.

"Når jeg faktisk kan mærke, at det virker, at der er et eller andet, der gør, at jeg får det bedre i min krop, om det er mentalt eller fysisk eller begge dele, så er det ekstremt motiverende. Så der er noget i det med at holde ud. Der er jo mange ting, der ikke er sjove, men hvor der er en tidsfaktor, der er med til at gøre tingene lettere. Det er jo heller ikke sjovt at holde op med at ryge eller skære en anden dårlig vane væk, men hvis man lige giver det de der ekstra måneder, som måske godt kan være helt op til et halvt år, så bliver alting nemmere," siger Natasja.

Og selvom det lyder som lang tid i manges ører, gik der nok cirka så længe, når Natasja tænker efter, før hun blev sådan ægte glad for at styrketræne, som i dag er den form for træning, hun dyrker mest.

"Det er jo ikke bare sådan lige at få nye vaner, og jeg er ikke typen, der over night tænker: ”Jamen, det var så det, og nu er jeg det her nye menneske, som ikke ryger cigaretter, træner tre gange om ugen eller spiser fisk alle de gange, jeg burde”. Hvis noget skal vælges til eller fra, som vitterligt er noget nyt, så synes jeg, det kræver noget tid. Og tit er det faktisk godt at give det tid, for noget, der efter to måneder kan virke helt håbløst, kan alligevel begynde at fungere på et tidspunkt."

Og så vi tilbage ved det med forhandlingen – eller mangel på samme. For når den del af hjernen, der egentlig hellere vil blive liggende på sofaen, truer med at tage over, så er Natasjas taktik at slå autopiloten til.

"Så går der sådan lidt maskine i den. Så er det bare om at komme afsted, før jeg når at tænkte, at jeg da også bare kunne blive liggende og se en serie eller bruge lidt længere tid på madlavningen. Det er ikke altid, at det lykkes, og så ender jeg med at blive hjemme, men så må jeg jo prøve igen næste gang. Jeg gider ikke slå mig selv oven i hovedet, men jeg ved samtidig, at jeg aldrig fortryder det, hvis jeg kommer afsted."

Fra håndbold til styrketræning

Vi mødes i 'Go’ Aften Live'- studiet i Tivoli, hvor Natasja Crone er ved at gøre klar til aftenens udsendelse. Tre-fire aftener om ugen har hun værtstjansen, og derudover guider hun ofte TV 2’s seere gennem store begivenheder som landsindsamlinger, valgaftener, kongelige milepæle og senest Royal Run, hvor hun var på skærmen fra kl. 10 om morgenen til kl. 21 om aftenen.

Netop de lange arbejdstider er en af de ting, der gør, at tv-værten har brug for at træne. 

Hun beskriver selv sin hjerne som en spand, der langsomt bliver fyldt op. Lige så stille kommer der mere og mere i. Indtryk på arbejdet, møder og snakke med en lang række mennesker, voksne børn, der skal hjælpes med noget, og tanker om manden Rasmus Tantholt, der som korrespondent ofte befinder sig farefulde steder i verden.

"Hvis ikke jeg får trænet, bliver der bare overload på en eller anden måde. Så får træningen lige tømt spanden, og så er der plads til nye ting. Det er en mental ventil," siger Natasja om en af grundene til, at hun har gjort træning til en fast del af sin hverdag.

Den anden og mindst lige så vigtige grund er, at Natasja har brug for at styrke sin ryg. For lidt over 15 år siden blev hun ramt af en diskusprolaps, der krævede to operationer, og siden er styrketræning blevet hendes foretrukne måde at træne på.

Tidligere har hun spillet håndbold på et niveau, der krævede, at hun trænede fire gange om ugen samt spillede kampe i weekenden. Dengang var det ikke et spørgsmål om at dyrke sport, fordi kroppen skulle trænes. Hun gjorde det, fordi det var sjovt. 

Håndbolden nærede konkurrencemennesket i hende, og samtidig pleasede det hendes sociale gen, når hun mødtes med vennerne i hallen.

Da Natasja blev færdiguddannet som journalist, betød det arbejdstider, der ikke harmonerede særligt godt med faste træningstidspunkter og weekendkampe, og da hun året efter blev mor til sit første barn, blev det et endeligt farvel til håndbolden.

"Derefter var det virkelig svært for mig at finde en ny træningsform, fordi jeg var vant til at være en del af et hold, og så var det bare så underligt at være alene. 

På et tidspunkt fandt jeg en glæde ved at løbe, og det fungerede godt for mig en periode, indtil jeg fik en diskusprolaps, der var så heftig, at den satte mig totalt ud af spillet," fortæller Natasja, der mærkede smerterne komme lige så stille, men i starten ignorerede dem.

De blev dog så kraftige, at hun ikke længere kunne snøre sine løbesko til brug for de løbeture, som hun heller ikke kunne tage længere, fordi smerterne gik ned i det ene ben. Til sidst var det så galt, at Natasja måtte lave rullefald ud af sengen om morgenen, og resultatet blev operation over to gange.

"Efterfølgende fik jeg at vide, at det ville være rigtig dumt at begynde at løbe igen, fordi min ryg ikke ville kunne holde til det, men jeg tænkte, at det kunne den måske alligevel godt, og så løb jeg lidt mere. Jeg endte faktisk med at løbe et halvmaraton," fortæller hun.

Men til sidst kunne hun alligevel mærke, at lægerne havde ret. Løbet satte sig i ryggen, og lænden begyndte at låse, hvis hun overanstrengte sig. Det blev startskuddet til jagten på endnu en ny træningsform.

Et træningsfællesskab

Tæt på Natasja Crones hjem ligger der et træningscenter, og det blev her, hun fandt sin nye go to til at træne ryggen og til at få tømt spanden af mentalt overload. 

Inden hun nåede så langt, var hun igennem udelukkelsesmetoden i forhold til hvilken retning, hun skulle gå. Holdsport var ude på grund af arbejdstiderne. Tennis lød sjovt, men svært. Og svømmehaller er ikke på listen over yndlingssteder, så farvel til svømning.

"Så måtte jeg jo se, hvad et træningscenter kunne for mig. Først meldte jeg mig på et hold, fordi der var en træner, der kunne guide mig, og siden begyndte jeg at bevæge mig ud i maskinerne, hvor jeg fik en til at hjælpe mig med øvelserne. 

LÆS OGSÅ

Forskning slår fast: Taknemlige mennesker lever længere

Hvis du skruer op for din taknemlighed, er der mange sundhedsmæssige fordele. Ny forskning viser, at det også kan give dig et længere liv.

Jeg har før stået og kigget på dem uden at ane, hvor meget vægt, jeg skulle have på, og hvordan jeg skulle bruge dem, og så blev de sådan nogle farlige ting, hvor jeg følte, at alle andre ville stå og kigge på mig og tænke: ”Hvad har hun gang i?”," siger Natasja.

I dag er hun blevet så meget venner med maskinerne, at hun kombinerer sine styrke- og cardio-træningshold med at træne hele kroppen på maskiner med særligt fokus på core-træning, som er godt for hendes ryg. 

Hun laver også forskellige udstrækningsøvelser.

"Efter jeg har gået i centeret i mange år, har jeg fundet ud af, hvor mange andre ting, der også har en sindssygt god indvirkning på min ryg, så der er ikke nogen grund til, at jeg kun træner lokalt der, hvor jeg har ondt."

I dag træner Natasja helst tre gange om ugen. Nogle gange bliver det fire, andre gange to, og ender hun af forskellige grunde med uger helt uden træning, kan hun mærke det både på kroppen, når rygskaden pipper op, men også på, at hun ikke har fået den pause, hvor hovedet kommer væk fra mobiltelefonen, arbejdet og aftalerne.

"Det er der, hvor jeg kan mærke, at jeg er blevet en form for afhængig af at træne, og det er jeg virkelig glad for. 

Det er en stor motivation for mig at kunne være så skavankfri som muligt og mærke, at jeg bliver stærkere. Jeg er lige fyldt 55 og – 7-9-13 – så synes jeg, at jeg har et godt helbred, men jeg kan godt mærke, at alle de år, hvor jeg spillede meget håndbold, har gjort noget ved ryggen, så der skal noget vedligeholdelse til, ellers tror jeg, at led og ryg vil begynde at strække lidt."

Da Natasja meldte sig ind i det lokale træningscenter, var det ikke givet, at motivationen ville komme. Hun indrømmer uden tøven, at det ikke var særlig sjovt i begyndelsen. Her var træningen nærmere en pligt, fordi hun blev nødt til at komme i gang med at træne kroppen.

"Og så snart noget er en pligt, så bliver det automatisk sværere at komme op ad sofaen, så det, der gjorde det sjovere for mig, efter jeg lige havde holdt ud lidt længere end de der par måneder, hvor jeg automatisk tænkte, at det ikke var noget for mig, det var, at jeg begyndte at kende nogen til træningen. 

Udover at jeg selvfølgelig også begyndte at mærke, at det gjorde noget godt for mig, så var der pludselig nogen at sige hej til, når jeg kom, og nogen, jeg lige kunne tale med bagefter. Så oveni selve træningen er der kommet et socialt element, som er virkelig dejligt, fordi det giver et fællesskab. 

I det her forår har jeg lavet en challenge med nogle af de andre dernede, hvor vi har forpligtet hinanden til at komme tre gange om ugen, og så skriver vi lige til hinanden ”hey, done”. 

Det er motiverende. Og det er det også, hvis nogen siger til mig, at jeg da vist er kommet i bedre form. Det er de små ting, der betyder noget."

Søvnløs overgang

Når snakken falder på sundhed, falder den også på emner som kost og søvn. Natasja Crone siger selv, at nogen sikkert vil opleve hende som sundhedsignorant, fordi hun stadig spiser og gør ting, som andre måske vælger ikke at gøre. 

Hun spiser for eksempel stadig kød, men i mindre mængder end tidligere. Hun drikker også gerne en sodavand eller en drink, når hun får lyst til det. 

Og craver hun en burger, kommer den også på menuen.

"Jeg prøver at lade være med at proppe min krop med E-numre og mærkelige farvestoffer og madvarer, som jeg kan se kommer fra noget, jeg ikke har lyst til at tænke for meget over, hvad er, men jeg er ikke fanatisk. 

Får jeg lyst til noget, som jeg måske godt ved ikke er det sundeste, så spiser jeg det alligevel, jeg prøver bare at begrænse det. Jeg synes ikke, det er mentalt sundt at forsage grupper af madvarer fuldstændig, hvis det er noget, man får en form for nydelse ved. 

Ja, det er måske ikke sundt at drikke en gin og tonic eller spise en Big Mac, men hvis du gør det engang i mellem, så går det nok."

I forhold til søvn har Natasja egentlig altid sovet helt fint, indtil for et par år siden, hvor hun begyndte at vågne flere gange om natten. Først tænkte hun, at det nok skyldtes travle perioder på arbejdet, indtil en veninde spurgte, om hun havde overvejet, at det kunne skyldes overgangsalderen?

"Jeg har ikke oplevet de klassiske tegn på overgangsalder som for eksempel hedeture, men jeg er godt nok ramt på søvnen. Jeg kan sagtens falde i søvn, men nu vågner jeg bare efter to timer, så sover jeg lidt igen, for så at vågne igen efter endnu to timer. 

LÆS OGSÅ

Er du løve, bjørn eller delfin? Kend dit søvnmønster - og bliv sundere

Dit velbefindende hænger sammen med din kronotype – din krops naturlige præferencer for søvn og vågenhed. Ved at tilpasse dig din naturlige døgnrytme kan du holde dig sundere, men du kan også sove og præstere bedre.

Totalt afbrudt søvn uden grund, som er lidt ligesom dengang, man havde små børn, hvor man skulle vågne for at amme. Men nu kan jeg jo godt se, at det åbenbart er en ting, når man taler overgangsalder," siger Natasja og uddyber:

"Det er ikke sådan, at jeg går rundt og gaber hele dagen, og at jeg har lyst til at lægge mig ned og sove, men det kan godt give mig et tungt hoved med en slags tømmermændsfornemmelser uden at have drukket."

Den manglende søvn har fået Natasja til at eksperimentere med forskellige ting. Hun ser så lidt skærm som muligt, inden hun skal sove. Hun hører en lydbog eller podcast, der kører, indtil hun falder i søvn. Og hun prøver at lave et afslappende ritual på badeværelset med nogle skønne cremer, der får hende ned i gear.

"Da jeg først begyndte at læse om overgangsalderen, fandt jeg ud af, at jeg var ret uvidende om den, men heldigvis har jeg været forskånet for de mange symptomer, man kan blive ramt af. 

Til gengæld tror jeg, at hvis ikke jeg trænede, så ville jeg nok kunne mærke det mere i mine led, som godt kan være lidt stive om morgenen," fortæller hun.

Hun synes, det er positivt, at overgangsalderen er kommet mere frem i lyset i de senere år.

"Kvinder oplever alle mulige symptomer, som ofte bliver affejet hos lægen, men der er jo ting, man kan gøre for at få det bedre, og en livskvalitet, der kan blive langt bedre, hvis man bliver taget mere alvorligt. 

Jeg tror bare, at det har været så lidt belyst, at fagligheden omkring det blandt læger og psykiatere har ligget på et meget lille sted, og derfor er symptomerne blevet affejet med, at det nok bare skyldes stress eller en depression. Hele den hormonelle del af overgangsalderen har været underbelyst," mener hun.

Natasja har dog ikke selv oplevet overgangsalderen som værende et tabu i sin omgangskreds. Hun taler gerne med sine veninder om det og deler erfaringer.

"Det, synes jeg, er virkelig rart, og vi taler meget om det. Både i forhold til, hvordan man træner bedst, og om der er noget særligt, vi kan gøre for os selv for at få det bedre."

Nye prioriteter

Der, hvor Natasja Crone er i livet nu, føler hun er et nyt livskapitel. Et kapitel, som indeholder store omvæltninger, men også med hendes egne ord kæmpe mange plusser.

"For at være ærlig, er der jo kortere tid til, jeg går på pension, sammenlignet med de år, jeg har været på arbejdsmarkedet. Samtidig er mine børn så store nu, at de bor i hver deres lejlighed, så perioden med at have hjemmeboende børn er et afsluttet kapitel. 

Det er en ny fase i livet, som uanset hvor, man måtte være, påvirker en mentalt på både godt og ondt," siger hun og fremhæver noget af det bedste: Den ro, der er kommet ind i hendes liv.

"Jeg skal ikke drøne hjem og hente to børn, nå at lave mad og tale med nogen om arbejdet samtidig med, at jeg skal huske svømmeposen til i morgen. 

Jeg har en helt anden tid til selv at bestemme, hvornår jeg vil gå i seng, hvornår jeg vil forberede mig til mit arbejde, og hvornår jeg vil spise middag med en veninde. Og jeg har også en helt anden ro i forhold til mit arbejde. 

Nu har jeg øvet mig i så mange år, så det er ikke lige så stressende at føle, at man skal præstere og vise sit værd."

Parforholdet er endnu et af de livsparametre, hun føler en ro omkring. For to år siden giftede Natasja og kæresten gennem ni år, Rasmus Tantholdt, sig på Aarhus Rådhus.

"I kraft af vores alder er der en helt anden erfaring, der gør, at jeg og min mand er meget bevidste om, hvilke kampe, vi gider at tage, og hvilke, vi overhovedet ikke gider at tage. Og så er det jo, at man tænker: ”Hold da kæft, hvis jeg havde vidst det her, da jeg var 30”. Men det gør man jo så ikke, og det er det smukke ved livet," siger Natasja.

Men hun ser også visse udfordringer ved det nye livskapitel, hun er trådt ind i. For det første det at moderrollen er trådt et skridt i baggrunden på grund af børnenes alder.

LÆS OGSÅ

Dette må du ALDRIG gøre, når du vasker dit underliv, siger eksperterne

Disse ting kan føre til dårlig lugt og infektioner. Her er eksperternes bedste tips til god intimhygiejne.

"Selvfølgelig mærker jeg det helt egoistiske mor-agtige behov for stadig at være tæt på dem, for hvor tit skal vi nu ses? Og hvor meget kommer jeg til at følge med i deres liv? 

Men selvom det er svært, prøver jeg at stoppe hjernen i at spinne for meget afsted og i stedet tænke på, at det er skønt, at de har det godt. Og så prøver jeg at nyde den frihed, der kommer. 

Nu kan jeg kaste mig over et eller andet, der gør mig glad, og som jeg har lov til at gøre lige nu, fordi der ikke er nogen, der skal have mad eller køres et sted hen."

Derefter bevidstheden om alder, og hvordan hun helst vil prioritere sin tid.

"Jeg er blevet bedre til at passe på mig selv i forhold til at vide, at hvis jeg skal noget hver aften i en uge, så kommer jeg ikke ned og træner, og min søvn bliver ikke bedre af det. Hvor jeg før i tiden nemt ville komme til at deltage i nogle sociale ting, som egentlig ikke var nødvendige at deltage i, prioriterer jeg nu at komme hjem og slappe af. 

Jeg er blevet bedre til at sige nej, og går jeg så glip af noget, så går jeg glip af noget," fortæller Natasja. 

Men det føler hun nu faktisk ikke, at hun gør. Til gengæld er hun begyndt at sætte pris på nogle ting, som hun tidligere ikke skænkede en tanke. Når træerne udenfor vinduerne skifter farve, når blomsterne lige så stille springer ud, og når fuglene bygger rede i haven.

"Jeg har da tidligere befundet mig i naturen, hvor jeg har gået ture og ordnet noget i min have, men jeg har mest gjort det, fordi det nok var meget godt at gøre. 

Nu nyder jeg det på en helt anden måde, og jeg ser tingene på en anden måde. Før var det bare noget, der skete, mens jeg skulle nå alt mulig andet, men nu sætter jeg virkelig pris på det. Jeg kan tage mig selv i at komme ud i vores køkken om morgenen og bare være glad for den udsigt, vi har ud til grønt og en sø," siger hun.

For nylig spurgte Natasja sin mand, hvorfor han troede, at hun pludselig gik op i noget, der ikke tidligere har spillet en rolle.

"Fordi du godt ved, at du ikke har lige så mange år tilbage, hvor du kan se det," svarede han mig.

"Og det er nok rigtig nok. Når man er 20, tænker man ikke over det, fordi det kommer jo til at ske næste år og næste år igen, men pointen er jo, at man bliver bevidst om, at man er udødelig, så jeg er helt klart begyndt at sætte mere pris på sådan nogle helt basale ting, som jeg tog for givet før."

"Jeg er blevet bevidst om virkelig at være taknemmelig for det liv, jeg har."