Dina designede en bøllehat som en pause fra eksamenslæsning – så var den overalt
Sidste sommer designede Dina Lea en fodbold-bøllehat – som en overspringshandling, mens hun læste til eksamen. Men hatten blev en gigantisk succes, og med hjælp fra mor Junette har Dina Lea nu udgivet sin første hæklebog – og gjort sin barndomshobby til en farverig levevej.
På sin 10-årsfødselsdag fik Dina Lea 50 nøgler bomuldsgarn i nøje udvalgte farver af sin mor. Garnet var i god kvalitet, for Dina Lea skulle have det bedste udgangspunkt, når hun nu var så glad for at hækle.
Junette er nemlig selv kunstner og ved, at gode redskaber og materialer er vigtige. Dina Lea blev lykkelig for gaven, og i de fælgende dage lagde hun sammen med sin mor garnnøglerne i den ene farvekombination efter den anden. Det lyserøde nøgle fik det rette modspil af det ultramarineblå, og det lilla og orange var en dristig kombination.
– Det var som at få en pose blandselv-slik. Når vi havde ramt den helt rigtige farvekombination, føltes det godt i maven, lidt som at have løst et puslespil, husker Dina Lea Bay.
– Ja, jeg har aldrig set dig blive så glad for en gave, tilføjer mor Junette Bay.
Den gamle taxacentral
De mange garnnøgler satte for alvor gang i Dina Leas hæklenål, og i dag, ti år senere, har hun netop udgivet sin første hæklebog, Dina Leas hæklebog. En af opskrifterne har allerede sit eget liv, for det er nemlig opskriften på den EM-bøllehat, som Dina Lea designede sidste sommer, da der var EM i fodbold. Bøllehatten blev udbredt via de sociale medier og var fast inventar til alle Danmarks kampe.
Nu er opskriften på den rød-hvide EM-bøllehat og andre design fra Dina Lea blevet til en bog
– Jeg blev glad, når jeg så nogen, som havde min hat på, men det var også meget surrealistisk at se den overalt, siger Dina Lea.
I bogen får hatten selskab af andre bøllehatte samt hæklede stearinlys og krabber. Stilen er legende og farvestrålende. Ganske som det atelier midt i Vejle, som Dina Lea deler med sin mor. Lokalerne husede tidligere en taxacentral, hvor der gennem årene er blevet røget mange cigaretter, og det kostede mor og datter timevis med malerkosten og ture til loppemarkeder og genbrugsstationer, før Dina Lea og Junette havde skabt deres eget kreative univers med lyserøde vægge med blomster og mønstre, håndmalede stole og skamler pakket ind i hæklerier.
– Jeg er vokset op med, at min mor altid havde gang i alle mulige kreative projekter – det var mere et kreativt værksted end et hjem, fortæller Dina Lea.
Delehunden Else
Annonse
De to har en fælles kreativ åre, og et maleri fra Junettes hånd bliver gerne omsat til et hæklet motiv af Dina Lea. Ligesom Junette har malet forsidemotivet og lavet andre illustrationer til sin datters bog.– Vores forhold er meget specielt; vi er mere end mor og datter, og vi er meget ærlige. Hvis vi synes, den anden laver noget grimt, siger vi det, fortæller Dina Lea.
– Sådan var det også, da jeg var barn. Det gjorde, at jeg tog mig mere sammen. Og når du så sagde, at noget var pænt, vidste jeg, at du mente det.
Nu går ærligheden begge veje.
– Og det er faktisk ikke altid sjovt, griner Junette.
Dina Lea flyttede sammen med sin kæreste sidste sommer, men da hun ikke rykkede længere væk end naboopgangen, følges mor og datter stadig til atelieret – sammen med deres delehund, Else.
Et kunstnerhjem
Allerede som barn blev Dina Lea og hendes lillebror involveret i deres mors kreative projekter, og Dina Lea husker, hvordan de under corona hjalp med et projekt, hvor de indsamlede 100 tomme rengøringsflasker, som blev malet og udstillet på Vejle Kunstmuseum.
– Vi havde et kreativt hjem, hvor der var værktøj over det hele, og i børnehaven f ik jeg ros, fordi mine børn var så gode til at bruge en saks, fortæller Junette Bay.
Som teenager havde Dina Lea dog en periode, hvor hun drømte om at bo i et hvidt og beigefarvet hjem med designermøbler, ligesom sine veninder.
– Jeg var ikke meget for at tage mine venner med hjem, men når jeg endelig gjorde det, syntes de faktisk, at vi boede ret fedt, husker hun.
Annonse
Dina Lea var midt i eksamen, da hendes EM-bøllehat sidste år blev kendt i hele landet. Her med sin mor i deres kreative værksted i den gamle taxacentral i Vejle.
Junette er primært kunstmaler. Men det blev ikke penslerne, som fangede datterens interesse, men derimod hæklenålen, da hun blev præsenteret for håndværket i SFO’en. Først fingrestrikkede hun, men da det blev for kedeligt, gik hun på YouTube og lærte sig selv at hækle.
– Det var en ny verden, som åbnede sig. Med garn og en hæklenål har jeg uendelige muligheder. I begyndelsen hæklede jeg småfigurer, men jeg begyndte hurtigt at lave mine egne design, og når min mor sad og malede på en gammel træfigur, som hun havde købt i genbrug, forsøgte jeg at hækle den, fortæller Dina Lea.
Hæklede i timerne
Hun blev så glad for sit hækletøj, at det kom med i skolen, hvor lærerne var uenige om, hvorvidt hun måtte sidde med det og hækle i timerne. Der blev ligefrem afholdt et møde – som dog endte med, at Dina Lea fik lov at beholde sit hækletøj.
– Som hendes matematiklærer sagde, så er der nogen, som husker bedre, når de har noget i hænderne, påpeger Junette.
Trods tilladelsen lagde Dina Lea hækleriet på hylden i slutningen af folkeskolen. Det var ikke længere sejt at hækle, og hun blev kaldt for bedstemor. Men i gymnasiet fandt hun sit håndarbejde frem igen, og det med sådan en iver, at hun begyndte at sælge sine bøllehatte. Hun satte 15 til salg ad gangen, og de blev solgt på to minutter. En sommer hæklede hun 100 bøllehatte – med smerter i håndleddet til følge.
Nej til Løverne
Dina Lea interesserer sig ikke for fodbold, og hun var i gang med at læse til studentereksamen, da hun sidste sommer blev kontaktet af garnfirmaet Mayflower. De ville have hende til at designe en såkaldt EMbøllehat. Derfor gav hendes kæreste hende en hurtig indføring i fodboldens verden, og med inspiration fra gamle fodboldtrøjer fra 1980’erne og -90’erne udtænkte Dina Lea en bøllehat i rød og hvid.
– Egentlig var det mest en overspringshandling midt i min eksamenslæsning, erkender hun.
Men historien kom i den lokale avis, hvorfra den bredte sig til de landsdækkende medier, og så stak interessen for Dina Leas bøllehat helt af.
Annonse
– Det er ret overvældende at sidde i en studentervogn og få en besked om, om man vil være med i Løvens Hule, griner hun.
Dina Lea afslog dog at deltage i iværksætterprogrammet på DR; hun havde mest lyst til bare at nyde sin studentertid. Men Junette rådede hende til at bruge opmærksomheden til noget positivt og finde ud af, hvad hun ville. Det kunne jo være hendes store chance.
– Det var lidt vildt at skulle tage beslutningen om min fremtid så hurtigt, mens alle mine venner planlagde sabbatår, fortæller hun.
Men Dina Lea fandt frem til, at hun gerne ville lave en bog med sine design. Og blev – efter at hun havde nævnt drømmen i en radioudsendelse – kontaktet af f ire store forlag. Med bogen og hendes webshop er hækleriet i dag hendes en levevej.
Mus under sengen
– Det er lidt svært at finde det rette flow, når en hobby pludselig bliver et arbejde, men jeg hækler også stadig for sjov og har mit hækletøj med overalt, siger Dina Lea.
Og der opstår stadig nye ideer og opskrifter, også når hun bare hækler for fornøjelsens skyld. Senest har hun lavet en opskrift på hæklede blomster til DGI Landsstævne i Vejle, hvor de lokale hæklede blomsterne, som blev til et kreativt kunstværk.
– Der er ikke langt fra, at du får en ide, til du prøver den af og laver en opskrift, konstaterer Junette.
Mor og datter ynder at tage på inspirationstur, gerne på budgetrejser til udlandet – som dengang de endte på et hotel i Hamburg med musefælder under sengen.
– Vi rejser lidt som i tv-programmet Nul stjerner. Jeg har altid været alene med mine børn og ikke haft mange penge at rejse for, så det gælder om at bo billigt og få nogle oplevelser. Og værelset med musefælderne grinede vi meget af, mindes Junette.
– Ja, og man bliver mere fri, når man kan være i den slags og ikke lader sig skræmme, understreger Lea Dina.
Og alt det, man ikke lader sig skræmme af, kan blive til fin kunst og bøllehatte.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.