Trine Maria Ilsøe står i DR.

Trine Maria Ilsøe og hendes mand måtte tage stor beslutning - og fortryder intet i dag 

De gik fra drinkskærester til kommende forældre hurtigere end mange andre. Mød retskorrespondent Trine Maria Ilsøe, som her fortæller om kærlighed - og har et særligt råd til de unge i dag.  

ALT for damerne logo

De fleste kender Trine Maria Ilsøe fra DR TV, når hun rapporterer fra aktuelle kriminalsager. I ALT for damernes podcast, Skål søster, åbner den 51-årige retskorrespondent op for mere private sider. Her fortæller hun blandt andet om mødet med sin mand Bo Søndergaard.

– Vi havde været sammen i omkring to måneder, da vi opdager, at jeg var gravid. Vi var jo drinks-kærester … eller vi havde ikke engang sat navn på, hvad vores forhold var, for vi datede stadig bare lidt. Så vi brugte en uge på at finde ud af, om vi skulle gøre det eller ej. Jeg var 31 år og havde slet ikke besluttet, om han skulle være min forever kæreste. Men vi tog beslutningen. Det var lige omkring jul, hvor jeg tog ham med hjem til min familie og præsenterede ham for første gang.

De fortalte ikke noget om graviditeten før nogle dage senere, hvor det var juleaften, og Trine Maria Ilsøe sagde, at hun var gravid med Bo.

– Min far løb ind i skuffen og tog en kæmpe cigar frem, og min stedmor begyndte at græde. De var begge overbeviste om, at det skulle vi nok finde ud af.

Da Trine Maria Ilsøe var 16 uger henne, viste det sig desværre, at der var noget galt i graviditeten, så de mistede barnet.

– Så stod vi lige pludselig og skulle til at finde ud af, hvor vi så skulle gå hen? Skulle vi tilbage og være drinkskærester, eller havde vi taget en anden beslutning? Der gik lige præcis seks-syv uger, så blev jeg gravid igen. Vi havde jo ligesom besluttet, at vi skulle have et barn sammen, og det var svært at gå tilbage fra den. Om det skulle være os, kom jo hen ad vejen.

Prøvet parterapi

I dag er parret gift og har to børn sammen på 19 og 22 år. Vejen til et godt parforhold har krævet noget af begge parter, fortæller Trine Maria Ilsøe.

– Jeg er ikke sikker på, at vi altid er supergode til at snakke om de ting, der er svære, men vi holder ved, og jeg elsker ham meget højt. Vi har prøvet parterapi, men når vi har været der tre-fire gange, hvor det begynder at blive lidt svært, kommer vi aldrig rigtig afsted igen – og det er en fælles beslutning. Så går der nogle år, der sker et eller andet, og så gør vi det igen. Men jeg synes egentlig, at vi lærer noget af det hver gang alligevel, og det tager vi med os.

Hvorfor stopper I med at komme afsted?

– Jeg ved det faktisk ikke. Vi ved jo godt, at der ligger nogle ting, og vi burde være klogere, men så kommer der en periode, hvor vi også bare har det superrart, og så orker man ikke at pille dybt. Vi kunne også bare have det rart i aften i stedet for at tage den svære snak, selvom jeg godt ved, at det er det andet, der er klogere.

I podcasten bliver der talt om, at unge i dag gerne vil have styr på deres datingliv, og at det perfekte kan overskygge det impulsive. Trine Maria Ilsøe har et råd til de unge.

– Nogle gange skal tingene bare ske. Min første alderskrise havde jeg, da jeg blev 31 og ikke havde nogen kæreste. Dengang havde jeg en forestilling om, at jeg skulle have børn, inden jeg blev 30, for det havde mange af mine veninder fået – så jeg var ligesom ikke lykkedes, men havde stadig en plan for, hvordan det skulle foregå. Men så skete det bare ved, at jeg glemte at spise en p-pille, fordi jeg havde sovet hos ham.

Trine Maria Ilsøe er ikke i tvivl om, at det er noget af en gave, som hun fik.

– Min kæreste og jeg skulle først til at lære hinanden at kende. Vi vidste jo ikke, hvordan hinanden var, når man var nederen, når man er et røvhul, og når man kom til at gøre hinanden ked af det. Nogle gange var vi nødt til at passe lidt på hinanden på en anden måde, end hvis vi kendte hinanden virkelig godt. Og det var der også noget sårbart i. I dag er jeg superglad for, at vi gjorde det på den måde.

Lyt til hele podcasten her: