Her er de 10 bedste nye børnebøger
Vi har bedt børnebogsekspert og forfatter Lotte Salling udpege 10 af de mest fremragende nyere børnebøger og forklare, hvordan bøgerne stimulerer alt fra dit barns fantasi til dets ordforråd.
STIMULERER SPROGLIG NYSGERRIGHED (3-5 år)
Lasse-Leif vil ikke tale menneskesprog af Mette Finderup, 249 kr., Alvilda 2011.
HANDLING:
Lasse-Leif vil ikke tale menneskesprog. Han vil tale Lasse-Leifsprog. Det er nemlig meget sjovere. Derfor siger han 'pasghetti med fætsjup' i stedet for 'spaghetti med ketchup'.
DERFOR ER BOGEN GOD:
Mange forældre bliver nervøse for, om deres barn nu også har et lige så veludviklet sprog som andre børn. De sammenligner, analyserer og prøver i bedste mening at trække sproget ud af børnene i stedet for at bruge sproget sjovt, legende og levende og ad denne vej gøre børnene sprogligt nysgerrige. Alle børn kan lide at snakke vrøvlesprog, og det træner barnet i at udtrykke sig sprogligt. Humoren i bogen giver barnet lyst til at lege med sproget.
LÆS OGSÅ på voresborn.dk: Gør dit barn til en læsehest
KROPPEN HJÆLPER SPROGET PÅ VEJ (3-5 år)
Fagter og grimasser af Lotte Salling, 248 kr., Dafolo 2011.
HANDLING:
Bogen indeholder 50 helt nye fagtelege og remser, der kombineret med sjov og sansemotorik styrker børns sprog og sproglige opmærksomhed.
DERFOR ER BOGEN GOD:
Ikke mange børn kan lytte ret længe til en historie uden at miste koncentrationen, men ved at aktivere børnene med fagter skærpes deres motivation, sprogglæde og læselyst. Når der sættes krop på ordene, øges forståelsen for ordenes betydning, samtidig med at sprogtilegnelsen bliver meget sjovere.
Foto: PR
LÆS OGSÅ på voresborn.dk: Sådan giver du dit barn læseglæde
BLIV GOD TIL FØLELSER (3-5 år)
Store monstre græder ikke af Kalle Guettler , 108 kr., Forlaget Torgard 2008.
HANDLING:
Alt, hvad lille monster laver, er smukt og fint. Store Monster kan ingenting! Han bliver mere og mere ked af det, men hvad skal han gøre? Store monstre græder jo ikke ...
DERFOR ER BOGEN GOD:
Bogen fortæller på en fin måde, at det altid er i orden at græde og vise følelser. For uanset hvem man er, hvor stor eller lille man er, og hvor meget man ellers kan klare, har vi
alle brug for at græde indimellem. Bogen kan åbne for gode og ærlige snakke med barnet.
Foto: PR
FILOSOFI I ØJENHØJDE (3-5 år)
Undrebogen af Kari Grossmann , 69 kr., Flachs 2010.
HANDLING:
Med udgangspunkt i forskellige billeduniverser med farverige og detaljerede tegninger skaber bogen filosofisk undren og lægger op til gode samtaler.
DERFOR ER BOGEN GOD:
Hvad er kærlighed? Hvor var jeg, inden jeg blev født? Bogen lægger op til sådanne spørgsmål, og når vi bruger tid på at undre os sammen, filosofere og stille nye spørgsmål, åbnes der pludselig for de store snakke, der er med til at styrke sprog og ordforråd.
Foto: PR
Fortsætter på næste side...
ENDELIG EN BOG MED TJU-BANG I(5-8 år)
Axel elsker biler af Hansen/Bartholin , 180 kr., Gyldendal 2007.
HANDLING:
Anden Axel er vild med biler. Hans far og mor prøver at fortælle ham, at han er en and og bare skal nøjes med at svømme – men en dag smutter Axel hjemmefra, og så sker der ting og sager.
DERFOR ER BOGEN GOD:
Der er for mange pæne bøger og for lidt tju-bang på billedbogsmarkedet.
Men i denne historie er der gang i den, til stor fornøjelse for alle små drengerøve. Historien er fortalt på vers. Generelt er det en god ide at læse mange rim og remser for
børn: De skærper deres opmærksomhed på sproglydene og giver en større sproglig bevidsthed.
Foto: PR
STYRKER KREATIVITETEN (5-8 år)
Hvorfor? – En kunstbog for børn og barnlige sjæle af Finn Lykke Schmidt , 148 kr., Forlaget Klim 2004.
HANDLING:
Kendte kunstværker blandes med små 'tegneserier' og illustrationer, som du og dit barn sammen kan snakke om.
DERFOR ER BOGEN GOD:
Hvorfor ikke præsentere børn for det kunstneriske udtryk helt fra starten? Bogen her lægger op til overvejelser og samtale omkring kendte kunstværker. Tag dit barn på skødet og peg, diskutér, lyt og gå på opdagelse i sproget sammen.
Foto: PR
LÆS OGSÅ på voresborn.dk: Giv dit barn lyst til at læse
ÅBNER ØJNENE FOR MENNESKERS FORSKELLIGHED (5-8 år)
Jeg ser med mine hænder af Franz-Joseph Huainigg, 289 kr., Klematis 2004.
HANDLING:
Kathrine står foran et stormagasin og græder, for hun kan ikke finde sine forældre. Da en blind person opdager hende og vil hjælpe med at lede, bliver hun lidt forbavset. Men hurtigt viser det sig, at Mathias på sin egen måde er god til at se ...
DERFOR ER BOGEN GOD:
Børn elsker bøger, der i simple historier introducerer dem til andres liv og måder at
leve på. Igennem bøgerne kan barnet lære en masse om, hvordan vi mennesker er forskellige, og få en forståelse for denne forskellighed.
Foto: PR
STYRKER FANTASIEN (5-8 år)
Lige noget for mig! af Elin Bing, 99 kr., Politikens Forlag 2009.
HANDLING:
Simpel lille bog om små problemer i koloniens små haver med masser af tegninger med skønne detaljer, næsten
ingen tekst ud over en kortfattet snak, der er med til at skærpe nysgerrigheden.
DERFOR ER BOGEN GOD:
En billedbog uden tekst som denne er god, fordi forælder og barn selv skal skabe historien, snakke om billederne,
digte ud fra detaljerne og bruge fantasien.
Foto: PR
LÆS OGSÅ på voresborn.dk: Annette Heick: Det er vildt vigtigt at læse med sine børn
SNAK OM ALT DET SVÆRE (5-8 årige)
And, døden og tulipanen af Wolf Erlbruch, 150 kr., Høst & Søn 2007.
HANDLING:
And er livsglad men lidt usikker. Hun frygter døden, som hun forbinder med de farer, der lurer på hende i livet. Men døden viser sig at have et venligt og tålmodigt gemyt og er ikke spor skræmmende.
DERFOR ER BOGEN GOD:
Tøv ikke med at præsentere dit barn for temaer om døden. Alle børn møder døden
i deres barndom: En bedsteforælder eller et kæledyr, der dør, en ræv, der bliver kørt over på motorvejen. Denne bog tør være lidt uhyggelig, men der er mulighed for at snakke i børnehøjde, og på den måde kan du hjælpe dit barn med at bearbejde sin angst over for emner, som hun ellers kan gå og tygge på helt alene.
Foto: PR
MOR KAN GRINE MED (5-8 år)
Den Lilla Møghætte og Pulven af Rune T. Kidde, 79 kr., Modtryk 1987.
HANDLING:
Her er den ækle og afsporede fortælling om den møgsure Møghætte, der skal ud med
blodpølser til sin bedstemor, og beretningen om de tre store, dumme svin og den punkede pulv.
DERFOR ER BOGEN GOD:
Kidde har en skæv og skøn tankegang. Gamle eventyr vendes på hovedet og gøres helt groteske, og der er masser af guf til den voksne læser. Det er altid meget vigtigt, at du som voksen vælger bøger, du kan lide at læse højt, for hvis ikke du ikke selv er motiveret, hvordan skal du så kunne motivere børnene?
Foto: PR
Marianne With Bindslev, Vores Børn Junior, september 2011