Af Karin Gråbæk
Hylderne er et fyldt med et nostalgisk miks af sild, Kims chips, remoulade og Marabou-chokolade, på disken frister smørrebrød og bugnende salatfade, og Bronte Blomhøj-Aurell iklædt en T-shirt med ordene #proudimmigrant holder møde ved et af bordene.
LÆS OGSÅ: Hun har skabt en stilet-revolution i London
T-shirten er et oplagt sted at begynde præsentationen af den 40-årige dansker, der sammen med sin svenske mand ejer cafeen Scandi Kitchen på en sidegade til Oxford Street i London. På otte år har de skabt ikke bare et populært spisested, der sælger "medicin" mod hjemve til de mange skandinaviske indbyggere og udbreder nordisk madkultur til englænderne, men også et større brand og en stor onlineforretning.
– T-shirten fik jeg trykt efter en samtale med min ene datter. Jeg vil gerne vise, at immigration er en god ting. Og at sådan nogle som os også er immigranter, siger Bronte, der efter tilpas mange henvendelser begyndte at sælge den.
LÆS OGSÅ: Hun har skabt en stilet-revolution i London
Ud over åbenlyst at skilte med, at hun selv er tilflytter, viser den også, at hun er en politisk aktiv kvinde, der i mangel på stemmeret både i fødelandet og bopælslandet de seneste 20 år forsøger at bruge sin stemme på andre måder. Den fortæller også, at en stor del af hendes drivkraft handler om at være en rollemodel for døtrene Astrid og Elsa. Og at hun forstår at skabe genlyd på sociale medier med et effektfuldt hashtag og intelligent humor, hvad hun også gør for Scandi Kitchen.
– Samtidig er den også lidt et sidespor. Jeg sælger jo ikke T-shirts, og jeg er ikke politiker. Jeg sælger og udbreder ideen om god dansk skandinavisk mad lavet med kærlighed. Mit vigtigste råd til iværksættere er altid at holde fokus på det vigtigste og ikke lave for mange andre ting. Men T-shirten går lige an, fordi jeg kan føre den tilbage til min forretning.
Arbejder altid
Kampagnen for positiv immigration er en del af fundamentet for den lille cafe og butik, hvor ambitionen er, at alle er velkomne bag den rødmalede facade. Og den er blevet en rentabel succes på grund af netop fokus og et andet vigtigt råd, som den kommunikationsuddannede dansker har med sig fra en tidligere chef hos Innocent Drinks.
– Han sagde til mig: Hvis du laver noget, du elsker, behøver du ikke arbejde en eneste dag. Jeg elskede at være hos Innocent. Men på et tidspunkt ville Jonas og jeg gerne have en familie, vi ville gerne arbejde sammen, og vi savnede mad hjemmefra. Vi fandt det her fantastiske lejemål midt i London til en cafe og havde lige råd til det.
Bronte og hendes mands måde at drive forretning på er baseret på skandinaviske værdier om familieliv og ligestilling. Det var tydeligt fra dag et.
– Jeg fik en baby, samme dag som vi åbnede. Vi blev færdige i cafeen kl. 19 og tog hjem. Samme aften var vi på hospitalet, og jeg fødte kl. 5 om morgenen. Jonas var tilbage i cafeen kl. 7 og hentede så mig og baby på hospitalet om aftenen. Det var nogle virkelig hårde dage. Pludselig havde jeg et barn og en cafe. Jeg tog et par uger fri. Men derefter skiftedes vi til at være hjemme og gå på arbejde. Bortset fra amningen var det hele meget 50/50.
Sådan er det stadigvæk. Otte år er gået, og endnu en datter er kommet til. Tre dage om ugen løber – bogstaveligt talt – Bronte ud ad døren, inden børnene vågner. Efter otte kilometers løb og en times yoga i et nærliggende studie er hun på cafeen ved 9-tiden. De dage går hun tidligt for at hente døtrene. De andre dage bytter de.
– Vi kan godt lide at blive tvunget til at gå hjem kl. 15 om eftermiddagen. Men jeg vil ikke lyve, jeg tænder for computeren, når de går i seng kl. 8. Jeg gør det også i min ferie. Men det er en del af den, jeg er. Nogle gange er børnene med på cafeen om søndagen og fylder på hylderne, fortæller Bronte, der selv har begejstringen for livet som selvstændig med sig hjemmefra.
Hendes ene bedstefar grundlagde Løve Mejeri, og den anden Høng Stolefabrik, som hendes far senere overtog.
– Hvis jeg kan skabe bare lidt af det, de gjorde, vil jeg være stolt. Ud over at give skandinaverne mad, som er ligesom medicin mod hjemve, handler det for mig om at lære englænderne noget, de ellers ikke var eksponeret for. I modsætning til den nye nordiske bølge med Noma i spidsen står vi for den lidt mere traditionelle, gode hjemmelavede mad. Lidt mere flæskesteg og sildesalat end urter høstet ved måneskin af skønjomfruer med blomsterkranse i håret, siger Bronte, der også lige har ud-givet kogebogen "The Scandi Kitchen Cook Book" efter samme filosofi.
Den gode skandinaviske mad tiltrækker ikke bare landsmænd. I løbet af ugen er 85 procent af gæsterne i cafeen englændere og alle mulige andre nationaliteter, der har taget rugbrødsmadder, fintsnittede kålsalater og drømmekager til sig. I weekenden er det omvendt, så kommer svenskerne, nordmændene, finnerne og danskerne. I en metropol med skyhøj husleje er det lidt af et særsyn med et 100 procent privatejet spisested, som ikke er en kæde.
– Det sværeste ved at være selvstændig i London er at forblive selvstændig. Vi har fået tilbud, og vi har en stor plan og er klar til at trykke på startknappen, hvis vi får det rigtige tilbud. Men indtil videre har vi valgt at udvide online, og alt er personligt. Vi har et fint overskud, men vi gør det ikke for pengene. At være selvstændig giver en fantastisk frihed, og vi nyder at gå på arbejde. Men selvfølgelig handler det også om bundlinjen. Hvis du skal nyde livet som selvstændig, er du nødt til at tjene penge, ellers ender du med at ligge vågen om natten og bekymre dig om, hvordan du skal betale lønninger. Der skal være en balance.
LÆS OGSÅ: Der er en rigtig og en (meget) forkert måde at bede om lønforhøjelse på
LÆS OGSÅ: Hvad skete der egentligt med dem fra folkeskolen?
LÆS OGSÅ: 13 råd enhver ny iværksætter bør følge
Scandi Kitchen
Cafe og butik på Great Titchfield Street i London. 25 ansatte.
30 millioner kroner i omsætning.
Onlineforretningen leverer til andre skandinaviske spisesteder og til supermarkedet Waitroses onlineshop Ocado.
Scandi Kitchen har også eget brand, der blandt andet laver rødbedesalat.
Bronte Blomhøj-Aurell har også lige udgivet kogebogen The Scandi Kitchen Cook Book i England, USA og Australien. Scandikitchen.co.uk