Hvad skete der egentligt med mine folkeskolekammerater?

Af Kicki Thomsen

Statistikkerne til denne artikel er blevet til efter interview med 10 ud af 14 elever, hvoraf den ene er journalisten. Al fakta på klassen er baseret på de 11 elever og holdes op imod fakta om danskerne generelt.

Mine klassebilleder ligger et sted på loftet og har ikke set dagens lys i årevis. Men en dag blev vi alle sammen tagget i et, der var lagt på Facebook. "Åhh Gud!" - var min første reaktion, da jeg blev genforenet med mit 15-årige, afblegede jeg i rød polyesterstrik. Og alligevel var jeg pinligt bevidst om, at det langt fra var det værste eksemplar, jeg var blevet tagget i.

Mine øjne løb over ansigterne, jeg engang kendte så godt. Nogle af dem er jeg Facebook-venner med og ved en smule om. Men i virkeligheden meget lidt, når jeg tænker efter. Hvad skete der egentligt med dem alle sammen? Blev Annika dyrlæge? Er Stine stadig en poptøs, og er Kim stadig en spasmager? Og blev Rossan nogensinde marinebiolog? Hvor mange af dem har mon efterhånden fået børn? Nysgerrigheden har overvundet. Jeg har opsøgt min gamle folkeskoleklasse - 9.B fra Marienlystskolen i Frederikssund årgang 2000 - og taget mig en snak med dem om, hvem vi var, og hvor vi er i dag.

Kloge Åge, nørden, den populære pige, hestepigen

... ballademageren, klassens søde dreng, den sporty pige, klassens klovn og poptøsen er bare nogle af kasser, vi placerede os selv i. Måske havde din folkeskoleklasse nogle af de samme typer? Langt de fleste er nogle helt andre i dag. Og alligevel er de også de samme. De fleste betragter sig selv som lykkelige mennesker, næsten alle har faste jobs, alle har i en eller anden udstrækning uddannet sig og lidt over ¼ af klassen bor stadig i Frederikssund.

Klassens klovn

Kim Rasmussen, 31 år Bosat: Frederikssund

Civilstand: samboende partner

Job: mekaniker

Børn: nej

Da klassekammeraterne blev spurgt, hvilken rolle Kim Rasmussen spillede i vores folkeskoleklasse, blev han beskrevet som "klassens klovn", "den sjove" eller "den fjollede".

- Jeg var spasmageren i klassen. Det var i hvert fald nok sådan, jeg gerne ville ses. Det kan man vel sige er lykkedes meget fint, hvis alle husker mig som klassens klovn eller som ham den sjove.

- Tilbage i folkeskolen drømte jeg om at blive havbiolog, men det blev ikke til noget. Allerede inden afslutningen af niende klasse gik det op for mig, at der var for mange studier i det, og det egnede jeg mig bare ikke til. Jeg skulle ud og bruge hænderne.

- I dag er jeg mekaniker i Søværnet og sejler en del. Efter folkeskolen tog jeg 10.klasse på efterskole. Bagefter troede jeg, at jeg ville være elektriker, men det var ikke mig. Efter et halvt år sprang jeg fra og valgte at blive automekaniker i stedet. Da jeg var udlært, tog jeg i hæren og blev ret bidt af det. Jeg var kampsoldat i nogle år og har været udstationeret i Afghanistan to gange. Senere blev jeg mekaniker i hæren i stedet for soldat, indtil jeg skiftede hæren ud med Søværnet i juni i år.

- Det har været en succes, at jeg har fået en uddannelse. I en kort periode troede jeg ikke, at det lå i kortene for mig. Det med at sidde og lytte og lære passede dårligt til mit temperament og tålmodighed. Jeg havde svært ved at fastholde interessen, og så var også ret dårlig til at læse og skrive. Jeg fik i hvert fald aldrig andet end 6 i stil og retstavning.

- De unge år i folkeskolen var hårde for mig. Jeg synes faktisk, der var meget mobning i vores klasse. Fra 4.-6.klasse blev jeg selv mobbet og havde det svært. Jeg var nok klassens tykke dreng i de år. Men der var også andre, der ikke havde det for nemt. For mig forsvandt det heldigvis, da vi blev ældre, hvor jeg synes, at vi blev en super god klasse med et godt kammeratskab. Alligevel kan jeg godt få det dårligt over at tænke på nogle af de andre, der blev mobbet senere.

- Jeg er helt klart lykkelig i dag og er egentligt ret stolt af, at jeg har fået et velfungerende voksenliv. Der gik mange år, før jeg følte, at jeg var ved at være voksen. Jeg var teenager, til jeg var 28 år nærmest! Men når jeg ser på mit liv i dag, så er jeg rigtig godt tilfreds med det.

- Børn er det næste, jeg drømmer om. Vi har ingen endnu, men det er helt klart et stort ønske for os. Det er nok det eneste, der mangler i vores tilværelse. Jeg bor stadig i Frederikssund i et hus, jeg købte for to år siden sammen med min kæreste, som jeg har været sammen med i seks år.

Poptøsen

Stine de Robles Frostholm, 31 år.

Bosat: Vangede

Civilstand: gift

Job: forretningsudvikler

Børn: 2Klassen husker Stine De Robles Frostholm som en populær pige på skolen og betegner hende som "poptøsen", "den populære" eller sågar "snobben" i klassen.

- Jeg ville nok kalde mig "stræberen", hvis jeg skulle sætte en label på mig selv dengang. Jeg var ambitiøs i skolen. Men jeg kan godt genkende mig selv i mærkaten "poptøs" eller "populær" også.

- Folkeskolen var en god tid for mig, fordi jeg havde personlig succes. Jeg var meget kreativ og egentligt ret ligeglad med, hvad andre syntes om mig. Jeg gjorde lidt, hvad der passede mig. Jeg var selvsikker og lidt af en stræber i skolen. Men folkeskolen var også en småturbulent tid, fordi jeg skiftede skole et par gange. Jeg gik kun på Marienlystskolen de sidste tre år af folkeskolen.

- Jeg har altid været meget udadvendt og empatisk, og jeg tror, at en af mine stærkeste sider tilbage i folkeskolen var at socialisere. De træk er nok stadig kendetegnene for mig i dag. Jeg var mindre god til det med at holde kontakt med kammerater, når jeg tænker tilbage. Både da jeg skiftede skoler og senere, da jeg kom efterskole.

- I dag er jeg forretningsudvikler hos Alm. Brand forsikring. Efter folkeskolen tog jeg 10.klasse på efterskole, og bagefter tog jeg HHX. Den sommer, hvor jeg færdiggjorde Handelsskolen, fik jeg job i Top Danmark, og jeg har været totalt opslugt af branchen lige siden. Derfor tog jeg også en toårig finansuddannelse med speciale i skadesforsikring fra Niels Brock. Jeg har efterhånden været 12 år i forsikringsbranchen. Det ret vildt. Men det gør ikke noget, man hænger fast i noget, bare det er i noget godt.

- Det har altid været min plan, at jeg skulle væk fra Frederikssund. Ind mod byen til et bredere kulturliv. For et år siden købte vi et hus i Vangede og før da, boede vi på Østerbro. Mit liv har faktisk flasket sig ret meget, som jeg forestillede mig mit voksenliv ville. Noget med en mand, noget med nogle børn, noget med et fedt job og et godt hus.

- Det sværeste, jeg har gået igennem siden folkeskoletiden, var at miste min mor i august måned i år. Det var meget pludseligt, og det er stadig rigtig hårdt. Hun fik en hjerneblødning på hendes 60-års fødselsdag. Vi var meget tætte, min mor og jeg, og jeg var slet ikke færdig med alt det, man skal bruge en mor til. Der findes ingen ord for, hvordan jeg har det med, at hun er væk. Ingen.

- Min største succes siden skoletiden er uden tvivl min lækre familie. Jeg har været sammen med min mand i tolv år, og vi har været gift i tre. Tænk, at nogen har kunnet holde ud at være sammen med mig i så mange år og har gidet stifte familie med mig! Det tænker jeg virkelig nogle gange. Vi har to dejlige børn sammen - Anna på fire og et halvt og Kaj på 8 uger. Jeg føler mig meget heldig, når jeg kigger på min familie.

Klassens søde dreng

Rossan A. E. Johansen, 31 år.

Bosat: København N.

Civilstand: samboende par

Job: sælger og konsulent ved TDC

Børn: nej

Rossan Johansen huskes som "ham, der var venner med alle", "klassens søde dreng" og så huskes han også for de mange fester, han holdte for klassen.

− Jeg tror, jeg var lidt en people pleaser i klassen. Sådan har jeg det faktisk stadig i dag. Jeg har det bedst, hvis alle omkring mig har det godt. Det bedste ved folkeskolen var også hytteturene, hvor vi bare hyggede os sammen. Men det er rigtigt - jeg var også var enormt social og måske nærmest unikt gode venner med alle.

− Folkeskolen var en fed og sjov tid. Jeg tror, jeg kom meget let igennem folkeskolen både fagligt og socialt. Alle blev nok mobbet på et eller andet tidspunkt, men jeg var ret forskånet. Jeg kan kun huske en meget kort periode i de mindre klasser, hvor jeg blev kaldt flødebolle med reference til min hudfarve, hvor jeg gik grædende hjem. Men overordnet husker jeg især skoletiden for kammeratskabet.

− Siden dengang har jeg lavet alt og ingenting. Jeg tog 10.klasse, og så startede jeg på gymnasiet. Det første år gik rigtig fint, men andet år blev jeg doven og fik for meget fravær og dårlige karakterer. Så jeg endte med at droppe ud lige inden 3.g for at arbejde i stedet. Nogle år senere tog jeg en HF, og efterfølgende aftjente jeg min værnepligt ved Flyvevåbenet, og derefter fik jeg job i en TDC-butik i Frederikssund. Siden da har jeg været i flere forskellige forretninger i kæden, og i dag er jeg slagscoach og kørende sælger hos TDC. Mit job består i flere roller. Jeg er både sælger, konsulent og salgscoach for fem-syv El-Giganten-varehuse, hvor jeg lærer de ansatte at sælge vores produkter og er deres sparringspartner.

− Nu læser jeg ledelse på aftenskole på Københavns Erhvervsakademi, og når jeg er færdig i 2017 har jeg en akademiuddannelse i ledelse, som er en kort videregående uddannelse. Jeg drømmer på sigt at få en lederrolle eller en mellemlederrolle i en spændende virksomhed.

− Min største succes siden folkeskolen har været min personlige udvikling. Jeg var meget tryghedsmenneske, da jeg var yngre, og det har jeg prøvet at rykke mig lidt fra og få flere erfaringer og blive bedre til bare at være nysgerrig på ting og springe ud i dem. Jeg er også rigtig glad for, at jeg er startet på en uddannelse nu, og at jeg er glad for at gå i skole igen. Det er næsten en hel lettelse!

− Jeg bor i en toværelses lejlighed på Nørrebro i København. Der har jeg boet i tre år sammen med min kæreste, som jeg har været sammen med i fem år. Vi har ingen børn endnu, men det er noget, vi taler om og gerne vil på sigt. Men lige nu er min kæreste er i fuld gang med sit speciale og er også kun 25 år. Så vi tager det stille og roligt.

Annika var syg den dag, 9.klassesbilledet blev taget. Her er hun til klassefest.

Den populære pige

Annika Egholm Skovsgaard, 30 år

Bosat: Frederikssund

Civilstand: gift

Job: Social- og sundhedsassistent

Børn: 2

Annika Egholm Skovsgaard huskes af som "klassens smukke pige", "den populære pige", og nogle sagde sågar at "alle drengene var vilde med Annika på et tidspunkt".

− Jeg var nok en af de populære i klassen, når jeg ser tilbage. Jeg var også en stræbertype, som gerne ville klare mig godt i skolen. Folkeskoletiden var en god tid for mig. Min værste tid var i tiende klasse, som ikke var det samme sted, men med rigtig mange af de samme mennesker.

− Jeg havde det elendigt i slutningen af tiende klasse. Pludselig stod der grimme skriverier på bordene og bænkene: "Annika er en luder" og den slags. Det gjorde mig enormt ked af det! Jeg tror, det var en tid, hvor mange af os havde svært ved at adskille, hvad der skete i fritiden og til fester med skolelivet. Intrigerne fra festen om lørdagen, fortsatte om mandagen i skolen. Det fik mig til at fortryde, at jeg havde valgt tiende klasse, for det ødelagde lidt min helhedsoplevelse af en ellers god skoletid. Men jeg gennemførte, og det var lidt en sejr for mig.

− Efter folkeskolen startede jeg på gymnasiet. Men jeg gik der ikke så længe, før jeg fandt ud af, at det slet ikke var mig at have hovedet i bøgerne på den måde, så jeg sprang fra. Og så gik jeg i gang med social- og sundhedshjælper uddannelsen som 17-årig. Bagefter tog jeg social- og sundhedsassistentuddannelsen ovenpå.

− I dag er jeg planlægger på et plejehjem i Hillerød. Her laver jeg især administrativt arbejde og har taget en grundlæggende lederuddannelse, som har medført en del ansvarsområder. Jeg er den forlængede arm for områdelederen, og jeg er virkelig glad for at lave det, jeg laver.

− I folkeskolen drømte jeg om at blive dyrlæge. Da jeg startede på gymnasiet, var det med det mål for øje. Jeg tror måske bare, at udsigterne til at blive det, blev for lange. Og da først jeg så kom i gang med social- og sundhedshjælperuddannelsen, blev jeg enormt grebet af at arbejde med mennesker, og så så jeg mig ikke tilbage i forhold til tidligere drømme.

− I 2007 blev jeg ramt af stress og en depression. Det er noget af det sværeste, jeg har gennemgået siden skoletiden. Jeg var sikker på, at det skyldte mit arbejde, men det viste sig, at det var alt muligt stykket sammen. Jeg havde lige afsluttet et langt forhold, var flyttet for mig selv og følte mig ret alene. Og min storebror var psykisk syg, og det havde fyldt meget i mange år, uden jeg vidste det. Men jeg fik bearbejdet det, og da jeg var ved at være på fode igen, mødte jeg min mand, og så begyndte der at ske gode ting i mit liv igen.

− Mine to drenge er helt klart helt mine største successer siden folkeskolen. Og min mand. Når jeg kigger på mit liv i dag, så synes jeg faktisk, at det er bedre, end jeg forestillede mig det. Jeg er lykkelig – og hvor er det vildt dejligt at kunne sige det! Jeg er egentligt også ret stolt af at have arbejdet mig opad karrieremæssigt.