Historien om Valentino

Historien om Valentino

Et par pyramideformede nitter var det, der skulle til for at gøre glamourøse Valentino mere rock’n’roll og dermed bringe kjoler, sko og tasker fra det italienske modehus helt i top på vores ønskeliste. Her får du historien om mærket – fra ‘den sidste kejser’ til den nye punkede designerduo.

Italienske Valentino er med sine populære Rockstud-kollektioner igen kommet på alles læber, og de nittede pumps, ballerinaer, clutches og tasker blev set på mangen en fashionista under efterårets modeuger – fra L’Uomo Vogue-redaktøren Giovanna Battaglia og modellen Alexa Chung til japansk Vogues redaktør Anna Dello Russo og skuespillerinden Emma Stone. Hvor modebranchen ellers i årtier har talt om Valentino Red for at beskrive det italienske modehus’ mest karakteristiske kreationer – de røde rober – kan ingen nu få nok af Valentino Rockstud.

Og hypen ser ud til at fortsætte. YouTube-videoer guider til, hvordan du selv kan kreere dine egne Rockstud-ballerinaer med påsatte nitter, og verdens største designer-webshops beretter om en hidtil uset eksplosiv vækst i salget af både Valentinos accessories og tøj. 

“Mærkets succes er virkelig blevet et fænomen. Vi har oplevet mere end 100 % stigning i salget af Valentino i de seneste 12 måneder,” siger Mytheresa.coms indkøbsdirektør Justin O’Shea til Eurowoman.

Valentinos kreationer bliver lige nu ganske enkelt revet væk i butikkerne. Og det til trods for, at prisen for et par Rockstud-pumps eller en silketop ligger på omkring 5.000 kr. Men hvordan har mærket, der tidligere hovedsagelig var kendt for sine glamourøse Oscar-kjoler, formået at fortrylle unge rockchicks såvel som minimalisme-elskende skandinaviske moderedaktører?

Fortsætter på næste side...

Valentinos glamourøse kvinder

Italienske Valentino Garavani grundlagde sit modehus i Rom i 1959 efter at have studeret design i Paris og været i praktik hos modehuset Guy Laroche. Valentino var inspireret af de parisiske haute couture-huse og fik med økonomisk støtte fra sin far stablet et luksuriøst atelier på benene. Modeller blev fløjet ind fra Paris til Valentinos første modeshow, og designeren blev hurtigt kendt for sine karakteristiske røde kjoler, der parrede parisisk elegance med italiensk glamour.

I sommeren 1960 mødte Valentino den arkitektstuderende Giancarlo Giammetti, og de to mænd blev hurtigt partnere både professionelt og privat. Giammetti stod ved Valentinos side, da designeren i 1962 fik sit internationale gennembrud ved et stort anlagt show i Firenze – den tids italienske modehovedstad. Kunder fra ind- og udland overfaldt den nye designstjerne, og Valentino fik travlt med at levere kjoler til datidens største ikoner som Audrey Hepburn, Elizabeth Taylor, Jackie Kennedy og Veruschka. Mange af disse blev også designerens personlige venner, og da Valentino i 70’erne boede flere år i New York, blev han ligeledes nære venner med den daværende chefredaktør for Vogue, Diana Vreeland, og kunstneren Andy Warhol.

Valentino Garavani bibeholdt gennem årene sin status som en af modeverdenens sværvægtere, selv om designerens eksklusive kreationer ikke altid formåede at tiltrække det ønskede antal kunder. Fra 2005 til 2007 medvirkede han i en storstilet dokumentar om sit liv som designer, der resulterede i den anmelderroste film Valentino: The Last Emperor (en titel, der uden tvivl var en lille torn i øjet på en vis anden ‘kejser’, nemlig designerkollegaen Karl Lagerfeld). Filmen fik premiere på filmfestivalen i Venedig i 2008, et halvt år efter at Valentino Garavani var gået på pension, hvilket affødte spekulationer om, hvorvidt modehuset nogensinde igen ville kunne genskabe fortidens storhed. Svaret kom fra uventet kant få sæsoner senere.

Nyt blod = ny stil

Chiuri og Piccoli har en fortid som accessory-designere for Fendi og har arbejdet tæt sammen i over 20 år. De er begge gift og har børn og bliver ofte beskrevet som mere rock’n’roll end italiensk rokoko. Da Valentino mødte duoen første gang, tiltalte han dem konsekvent på engelsk, fordi han var overbevist om, at Chiuri med sit korte afblegede hår og Piccoli med sine slidte T-shirts måtte være punktyper fra London.

“Mit første indtryk af Maria Grazia og Pier Paolo var af to vidt forskellige mennesker, der sammen dannede en meget stærk enhed uden nogen form for rivalisering. Pier Paolo er den mest eksperimenterede af de to, mens Maria Grazia er praktisk med begge ben på jorden,” sagde han i 2010 til Harper’s Bazaar.

Til trods for de to designeres alternative look imponerede de Valentino med deres gåpåmod og et brændende ønske om at arbejde for modehuset. Alligevel var det ikke dem, Valentino først pegede på som sine arvtagere, da han annoncerede sin afgang i 2007. Muligvis fordi han hovedsagelig så dem som accessory-designere, og han valgte i stedet den tidligere Gucci-designer Alessandra Facchinetti. Det skulle dog vise sig at blive en dyr fejl, mest af alt for den dengang 35-årige Facchinetti.

Til trods for en mere end hæderlig debutkollektion i februar 2008 formåede Facchinetti ifølge Valentinos ledelse nemlig ikke at leve op til modehusets ikoniske ånd, og samme efterår kunne designeren pludselig læse i aviserne, at hun var blevet fyret uden varsel. En bitter ordkrig mellem Facchinetti og Valentinos ledelse fulgte i medierne, men modehuset stod fast på sin beslutning. Valentinos mangeårige partner Giancarlo Giammetti udsendte bl.a. følgende statement:

“Det var en klog beslutning at fyre Alessandra Facchinetti, for hvis man som designer tror, at man kan ændre og revolutionere Valentino-stilen, har man tabt fra start af. Valentinos stil er meget stærk og genkendelig, og den kan kun blive videreført og opdateret af nogen, der elsker, respekterer og kender den til perfektion.”

Den profil passede om nogen til Maria Grazia Chiuri og Pier Paolo Piccoli, og få måneder efter, i vinteren 2009, præsenterede duoen deres første haute couture-kollektion for Valentino i Paris. Valentino Garavani selv så til med anerkendende mine fra første række.

Chok på catwalken

Mens de nye designeres første par kollektioner for Valentino lagde sig tæt op ad mærkets traditionelle udtryk, er duoen blevet mere eventyrlysten med årene. De første tegn på, at en ny æra for alvor var på vej, så man, da Chiuri og Piccoli viste forår/sommer-kollektionen 2010. Korte kjolelængder, ungdommelige cocktailkjoler og et strejf af rock’n’roll markerede en stilmæssig afstikker fra modehusets klassiske look, men både pressen og mærkets kunder var begejstrede.

Det samme kunne ikke siges om Valentino Garavani og partneren Giancarlo Giammetti, da Valentinos haute couture-kollektion blev vist i februar 2010. Her skred punkprinsessen og modellen Alice Dellal ned ad catwalken iført en kort glitrende lyserød kjole tilsat pink øjenskygge, og dét syn var for meget for især Giammetti. Efter showet skrev han på sin Facebook-profil:

“Vi (Valentino Garavani og Giancarlo Giammetti, red.) har altid støttet de nye designere, og vi elsker dem, men denne gang bliver vi nødt til at tage afstand fra dette vanvittige cirkus.”

Giammetti slettede dog senere sin post, mens Valentino Garavani glattede lidt ud over for Harper’s Bazaar samme år:

“Jeg er ikke vild med alle deres design, og nogle gange synes jeg, at de prøver så meget på at være cool, at de glemmer, hvad det er, de har arvet. Men deres lyst til at forny Valentino er beundringsværdig.”

Selv om Chiuri og Paolo nok har givet Valentino en saltvandsindsprøjtning og dermed vundet en del yngre fans, er mærket fortsat også en favorit på den røde løber blandt Hollywood-stjerner som Jennifer Aniston, Dakota Fanning og Chloë Sevigny.

We want Rockstud!

Mest populære af alle Maria Grazia Chiuri og Pier Paolo Piccolis design er Rockstud-kollektionerne, der så dagens lys på catwalken i foråret 2011, og hvis enorme salgssucces har smittet af på hele mærkets samlede linje af accessories og tøj. ‘Rockstud’ refererer til de små pyramideformede nitter, der pryder sko og tasker. Hvad der startede som en accessory-linje, voksede i 2012 til også at inkludere tøj, der er en blanding af uptown og downtown – ikke for damet til at afskrække yngre generationer, men heller ikke for vildt til en pæn frokost på Avenue Montaigne. Fx har punkmodellen Alice Dellal udtalt, at hun og hendes mor, den tidligere model Rio, for første gang begge har kunnet finde tøj, de vil have, fra den samme kollektion. Mytheresa.coms indkøbsdirektør Justin O’Shea fortæller:

“Den nye generation af modeinteresserede kvinder er Valentinos vigtigste målgruppe i dag. Disse kvinder sætter pris på Valentinos sofistikerede designarv, men går efter Maria Grazia Chiuri og Pier Paolo Piccolis opdaterede designæstetik for at få et moderne look.”

Designerduoen har da også været gode til at spotte mulighederne i salget af Valentino på nettet. Bl.a. fik de skabt massehysteri på alverdens modeblogs, da de på Valentinos nye online-shoppingmekka Valentino Shoe Room frigav 100 par røde Rockstud-pumps i limited edition.

Og så skader det naturligvis heller ikke, at alle fra Style.coms stylister til stjernebloggeren Jane Aldrige fra Seaofshoes.com udråber ens tasker og sko til sæsonens musthaves – for tredje år i træk.

Valentino Garavani kaldte sig muligvis den sidste kejser, da han bukkede af på catwalken i 2008, men fremtiden for hans modehus har ikke set bedre ud i over 30 år.

Læs også: Stort interview med Mads Nørgaard