Hotelguide: Her bor de kendte
SPONSORERET indhold

Hotelguide: Her bor de kendte

Drømmer du om tilfældigt at støde på Jude Law i lobbyen, få en skønhedsbehandling i samme spa som Kate Moss eller drikke cosmopolitans i hotelbaren med Anne Hathaway? Så læs med her, og får tip til, hvor stjerner opholder sig, når de rejser rundt i verden.

Af:: Tilde Mariann Andersen Foto: Bulls
01. sep. 2012 | Livsstil | ALT for damerne

NEW YORK

The Bowery Hotel



Gwyneth Paltrow kalder det cool newyorker-hotel the Bowery for sit „home away from home". Hotellet, der ligger i en rustik fabriksbygning på det hippe Lower East Side, er, siden det åbnede i 2008, blevet et populært mødested for både amerikanske og udenlandske kendisser. Her kan du også være heldig at rende ind i bl.a. Kate Bosworth, Joaquin Phoenix, Geri Halliwell, Jessica Biel, Katie Holmes og vores egen danske Helena Christensen. Hvis du ikke vil ofre de 300 dollar et værelse koster, kan du nøjes med at besøge hotellets populære italienske restaurant, Gemma. Her mødes New Yorks berømtheder gerne over en frokost.

335 Bowery, New York
NY 10003
Theboweryhotel.com
- Pris pr. nat: Fra 495 dollars (ca. 2.700 kr.) for et dobbeltværelse.


Hotel Gansevoort
Stjernerne kommer fra nær og fjern for at feste på det trendy Hotel Gansevoort i det rå Meatpacking District. Hotellets populære spa, G Spa & Lounge, forvandles hver aften til en natklub, hvor servitricer i små korte badekåber serverer cocktails og appetizers. Mariah Carey, Lindsay Lohan og rapperen Jay Z hører til det faste klientel på det minimalistisk indrettede newyorker-hotel. Er du ikke selv kendt nok til at komme på gæstelisten, kan du i stedet nyde solnedgangen over Hudson River fra hotellets tagterrasse, der har en 360 graders panoramaudsigt over Manhattans hustage.

18 Ninth Avenue, New York
NY 10014
Hotelgansevoort.com
Pris pr. nat: Fra 385 dollars (ca. 2.100 kr.) for et dobbeltværelse.

Soho Grand Hotel



På det sofistikerede Soho Grand Hotel kan du bo dør om dør med stjerner som Jessica Simpson, Kevin Spacey, Christina Aguilera og Uma Thurman. På det luksuriøse hotel kommer du aldrig til at mangle noget. Her får du byens bedste roomservice, der er adgang til spa, fitnesscenter og skønhedssalon, og du kan sågar bede om at få din helt egen guldfisk i bowle bragt op på værelset, hvis du føler dig ensom. Soho Grand Hotel byder kun sine gæster det bedste, og har derfor valgt at anlægge en køkkenhave på taget. Så er hotellets restaurant altid forsynet med friske grøntsager.

310 West Broadway, New York
NY 10013
Sohogrand.com
Pris pr. nat: Fra 369 dollars (ca. 2.000 kr.) for et dobbeltværelse

Hørt på Grand Soho Hotel:
Lindsay Lohan blev efter sigende smidt ud af Soho Grand Hotel efter at have terroriseret sin ekskæreste Calum Best en hel nat. Han var tjekket ind på hotellet med en anden kvinde, og da Lindsay fandt ud af det, tjekkede hun med det samme ind på et værelse sammen med en anden mand for at gøre Calum jaloux. Da det ikke virkede, blev den rødhårede skuespillerinde så gal, at hun smed sig på gulvet i hotellets lobby og vred sig hysterisk.

LONDON

The Dorchester



Det engelske hotel er kendt vidt og bredt for sin tesalon, der siges at servere den chikkeste afternoon tea i byen. Traditionen tro kan du her nyde små fingersandwiches med agurk og laks eller give dig i kast med den overdådige kagebuffet, der byder på alt, hvad din søde tand måtte begære. Måske netop derfor er hotellet så populært blandt berømtheder fra ind- og udland. Hotellets kendisgæster tæller f.eks. Reese Witherspoon, Halle Berry, Jude Law, Kate Moss og i sin tid også Michael Jackson.

53 Park Lane
Mayfair
London W1K 1QA
Thedorchester.com
Pris pr. nat: Fra 315 GBP (ca. 2.700 kr.) for et dobbeltværelse.

Claridge's



Designeren Marc Jacobs er en fast gæst på det glamourøse Claridge's Hotel, her render han nemlig altid på folk, han kender, fortæller han. Ud over den populære Louis Vuitton-designer kan du være heldig at støde på Matt Damon, Nicole Kidman eller Katy Perry i hotellets elegante lobby. En anden designer, nemlig Diane von Furstenberg, har stået for indretning af flere af hotellets værelser, og ingen ringere end kendiskokken Gordon Ramsay ejer hotellets restaurant.

49 Brook Street
Mayfair
London W1K 4HR
Claridges.co.uk
Pris pr. nat: Fra 255 GBP (ca. 2200 kr.) for et dobbeltværelse.

Hørt på Hotel Claridges:
* Onde tunger vil vide, at Claridge's er hotellet, hvor David Beckham var sin kone Victoria utro med den 26-årige prostituerede Irma Nici.
* Divaen Mariah Carey er svær at stille tilfreds. Da hun for nylig tjekkede ind på Claridge's, forlangte hun, at der skulle installeres et privat fitnesscenter ved siden af hendes penthousesuite, så hun kunne træne i fred for nysgerrige blikke.
* Under sin sidste Europaturné brugte Britney Spears The Dorchester i London som base. Før popprinsessen kunne føle sig rigtigt hjemme, måtte der installeres en stripperstang i hendes suite. Derudover havde sangerinden ikke de store krav. Et udvalg af magasiner og chick lit-bøger, alle Marilyn Monroes film på dvd, friske blomster og et kort over løberuter i Hyde Park var alt, hvad Britney forlangte. Desuden har stjernen altid sin egen hovedpude med, når hun er hjemmefra.

PARIS

Hotel Plaza Athénée



I hjertet af det chikke Paris ligger det romantiske Hotel Plaza Athénée. Her indlogerer berømtheder som Cher, Rihanna, Kate Hudson og Anne Hathaway sig, når de besøger byernes by. Også Sarah Jessica Parker er at finde på gæstelisten, og det er måske ikke helt tilfældigt, for hotellet tilbyder sine gæster en helt speciel „Sex and the City"-indlogering. Bestiller du sådan en, bliver du forkælet med kage og cosmopolitans. Derudover har hotellet også en såkaldt pude-menu, hvor du frit kan vælge, hvilken hovedpude, du ønsker at sove med. Skal den f.eks. være lavet af hestehår eller hvede? Og skal den være ekstra afstressende eller have en forskønnende effekt?

25 Avenue Montaigne
75008 Paris
Plaza-athenee-paris.com
Pris pr. nat: Fra 590 euro (ca. 4.400 kr.) for et dobbeltværelse.

KØBENHAVN

Hotel Sankt Petri



Når internationale stjerner som Paris Hilton og Pamela Anderson lægger et visit forbi den danske hovedstad er Hotel Sankt Petri en af de foretrukne indkvarteringsmuligheder. Det fashionable designhotel i krystalgade husede oprindeligt Daells Varehus, men er som forvandlet efter bl.a. maleren Per Arnoldi har været med til at redesigne det gamle stormagasin. Hotellet har tidligere også lejet suiter ud til berømtheder som Nelly Furtado, Oasis, Lady Gaga og 50 Cent. Er du ikke selv tjekket ind på et af Sankt Petris værelser, kan du stadig være heldig at støde på en kendis i hotellets cocktailbar, Bar Rouge.

Krystalgade 22
1172 Købehavn K
Pris pr. nat: Fra 1.052 kr. for et dobbeltværelse.

Hørt på Hotel Sankt Petri
*Da frisøren Dennis Knudsen for nylig skulle renovere sit hus, valgte han at tjekke ind på det populære hotel for et par måneder.

Hotel D'Angleterre



Det gamle hotel ved Kongens Nytorv har huset både præsidenter og kongelige siden det åbnede 1755. Det er her Oprah Winfrey, Pink og Madonna bor, når de besøger vores lille kongerige, og det er også her Connie Nielsen og gemalen Lars Ulrich indlogerer sig, når de gæster de danske himmelstrøg. Det klassiske hotel er desuden kendt for sin overdådige champagnebrunch, der blandt mange andre lækkerier byder på østersbuffet og et desserttårn med flødeboller og Sarah Bernhardt-kager. Husk at bestille bord i god tid, der kan være mere end tre måneders ventetid. Hotel D'Angleterre er for tiden lukket pga. en omfattende renovering og åbner igen i 2012.

Kongens Nytorv 34
1050 København K
Dangleterre.dk
Pris pr. nat i juni 2012: Fra 6.500 kr. for et dobbeltværelse.

Hørt på Hotel D'Angleterre:
*Da gavflaben Robbie Williams for nogle år siden gæstede København, påstod han, at det spøgte i hans suite på Hotel D'Angleterre. Midt om natten begyndte dørene til suiten at åbne og lukke sig, og den engelske boyband-stjerne har siden boet på Hotel Sankt Petri og Nimb Hotel, når han har været i Danmark.

*Selveste The King of Pop, Michael Jackson, boede en gang på D'Angleterre. MJ forelskede sig fluks i en rustning, der stod til pynt på en af hotellets gange, og ville vide, hvad den kostede. Da han fik afslag på at købe den, bad han i stedet om en pris på hele hotellet. Heller ikke det fik han lov til at købe.

Læs, hvad stjerner forlanger af deres hotelværelser på næste sideDet forlanger stjernerne:

De rige og berømte har mange krav, når de tjekker ind på hotel. Nogle skal have deres M&M's sorteret efter farve, nogle vil have installeret et privat fitnesscenter, og andre igen vil bare gerne have noget læsestof og lidt fred og ro. Her bringer vi dig det saftigste sladder, om de kendtes hotelvaner.

Nicole Kidman
Nicole Kidman er en af de mere krævende hotelgæster. Hun sover ikke i andet end sit eget sengetøj, så det sørger hun altid for at sende i forvejen sammen med en vejledning i, hvordan hun foretrækker at få sin seng redt.

Mariah Carey
Også Mariah Carey har sit eget sengetøj med, når hun er udenlands. Desuden kræver hun, at toiletbrættet i hendes suite skal udskiftes med et splinternyt, inden hendes ankomst, og så skal alle vandhanerne på badeværelset desuden være af guld.

Justin Timberlake
Justin Timberlake er lidt af en diva. Når han bor på hotel, forlanger han, at dørhåndtagene bliver decinficeret hver anden time. Desuden må hotelpersonalet ikke tale til ham.

Sting
Sting er ikke meget for at sidde og kede sig alene på sit hotelværelse. Når singer-songwriteren er i København, bor han altid på Hotel Kong Frederik, hvor han gerne får sig et slag skak med en af hotellets andre gæster.

Jessica Simpson
Sangerinden Jessica Simpson sætter pris på et godt hjemmelavet måltid mad. Da hun sidste år var ude at rejse under thanks giving fik hun lyst til selv at tilberede den obligatoriske kalkun med tilbehør og insisterede derfor på at få et komfur installeret i sin suite.

Robbie Williams
Den engelske gadedreng elsker at underholde – også selv om han ikke får betaling for det. Bor du på samme hotel som Robbie kan du være heldig, at popstjernen giver en intimkoncert på klaveret i hotelbaren.

Jennifer Lopez
Når det kommer til krævende divaer slår Jennifer Lopez alle de andre. Den latinamerikanske skønhed forlanger at sove i hvide lagner af egyptisk bomuld, alle møbler og vægge skal være hvide, teperaturen på hendes værelse skal være præcis 26 grader, og så skal der være masser af duftlys fra livsstilsfirmaet Jo Malone. Desuden kræver J.Lo, at hendes kaffe skal røres mod uret.