Hvorfor skal vi klappe i hænderne, når far tager orlov?
Denne uges INDBLIK sætter fokus på de ’nye’ fædre.
Farrollen er blevet super hot, og det er ikke længere umaskulint at tage orlov med sine børn. Eller at gå tidligt hver onsdag, for at træne knægtens miniputhold.
Den moderne far optræder gerne offentligt med børn på armen og trendy pusletaske over skulderen – kort sagt, far er hot, og det er der flere af grunde til.
En af dem er ifølge sociolog Emilia Van Hauen at yngre mænd i højere og højere grad vil have en plads i familien, og være til stede i deres børns liv.
Tidligere målte mænd kun deres succes ud fra deres arbejde og evne til at forsørge familien. Nu betyder det lige så meget for dem, at de er en del af den på det følelsesmæssige plan, siger Emilia Van Hauen.
Og det er jo alt sammen meget meget fint, meeeen… Hvorfor skal vi klappe højt og længe i hænderne, når en far tager sin del af orloven?
Hvorfor synes vi det så fantastisk, at mænd går aktivt ind i deres farrolle? Burde det ikke bare være en selvfølge? Så vidt jeg ved, er der aldrig nogen, der har klappet særligt længe af en kvinde, der gjorde det samme.
Hvad mener du? Og hvilke forventninger har du til dine børns far, eller til ham, der engang skal være det?