Fester er med til at bestemme de fællesskaber, vi er en del af – og faktisk også, hvem vi er. Tag nu bare de tre vigtigste i julemåneden: jul, nytår og julefrokosten. Vi fejrer jul med familien og nytår med vennerne, og til julefrokosten er vi sammen med kollegerne på arbejdspladsen: Du er familie, ven og kollega.
Sådan markerer vi forskellige grader af nærhed og afstand i vores forhold til andre, og det er ligesom et rollespil. Vi er sammen med dem til jul, som står os nærmest, mor, far og børn. Nytår gælder det dit sociale liv og din sociale identitet, vi deler interesser, og endelig er der arbejdsmarkedet, hvor man kan være forskellige og omgås med en vis distance, så længe man retter ind under de fælles betingelser og går tilpas amok under julefrokosten, men heller ikke mere end det. Hvis du er i en ledende stilling, er der et tidspunkt, hvor det er rigtigt at gå.
LÆS OGSÅ: Knud Romer: "Hun skyllede min rocker-coke ud i lokummet og fortyndede min vodka"
Tilsammen giver de tre fester en meget kontant demonstration af vores sociale liv, og hvad der skal til for overhovedet at opretholde tilværelsen, som vi kender den. Hvis man ikke er med til festen, er det værst for én selv og ligesom at være hjemløs og udelukket og død. Det er endda med i dronningens nytårstale, når hun sender en hilsen til de ensomme og efterladte som den sidste rest af forbindelse til det omgivende liv.
Derhjemme fejrede vi juleaften for os selv – og kun os. Det var mor og far og mig for evigt rundt om spisebordet i et ritual, som gik i ring, år efter år, og Meissner-porcelænet kom frem fra skænken og krystalglassene og sølvtøjet, der kimede som klokker mod servicet. Vi spiste det samme og sagde det samme, og af og til kom mormor op fra Tyskland og sang med på tysk foran juletræet: "Stille Nacht, heilige Nacht."
LÆS OGSÅ: Knud Romer: "Jeg er fuldstændig uinteresseret i bryster. Jeg er besat af røv"
Der var aldrig andre med til jul, det var en hellig handling og fuldkommen lukket omkring sig selv – og jeg fandt først ud af, at det kunne være anderledes, da jeg besøgte en gymnasiekammerat 2. juledag.
Det lange bord med snaps og øl og sild og fiskefileter, hønsesalat, flæskesteg og rødkål, hvad var det? De fik besøg af venner og bekendte, fortalte hun, og spiste julefrokost. Jeg havde ikke hørt om det før, men jeg savnede det med det samme, og mit højeste ønske var at sætte mig med til bords og høre til.
For det gjorde vi ikke. Mine forældre havde ikke nogen nære venner og bekendte, og vores sidste rest af familie boede i Tyskland, hvor man ikke kendte til den danske tradition 'jullefrohkost', som mor kaldte det. Det gik op for mig, hvor isolerede vi var, og jeg gik ude på gaden i mørket og kiggede på de oplyste vinduer, hvor folk sad og festede med hinanden – det var jeg overbevist om – og for hver rude var der en sten.
Jeg kom til at hade julefrokosten dybt og inderligt som en ulykkelig kærlighed og begyndte at afholde den for mine forældre og købte snaps og øl og sild og stegte fiskefileter og lavede hønsesalat og serverede flæskesteg og rødkål i et desperat forsøg på at rette på fejltagelsen og knytte os til det fællesskab, som sad rundt om bordet i Danmark.
LÆS OGSÅ: Inspiration til nytår: Sådan laver du den perfekte, børnevenlige nytårsmenu
Mit had til julefrokosten udviklede sig til fortvivlelse i takt med, at jeg blev evighedsstudent på universitetet. Efter 17 år på litteraturvidenskab var det ikke lykkedes mig at sætte et punktum og finde en udvej og få et job. Dem omkring mig fik studiejobs og tog deres afgangseksamen og blev ansat på forlag, aviser og højskoler, og hvad der ellers var af pladser til dem ude i virkeligheden. De havde et liv, og deltagelsen i en julefrokost var et spørgsmål om at være eller ikke være, og jeg fandtes ikke og blev mere og mere overdrevet i antallet af retter, som jeg slæbte hjem og diskede op med for mine forældre 2. juledag.
Der var nok til et helt selskab, sagde far, men der var ikke noget selskab. Snapsen var jobbet, som jeg ikke havde, og jeg tømte flasken. Silden var det sociale liv uden mig, og jeg spiste tre slags. De små frikadeller var kollegerne, og risalamanden var fællessangen, og jeg sang ikke med og havde ingen kolleger og sad og kiggede på den tomme stol, som stod for bordenden og ventede og ventede på den dag, hvor nogen – en eller anden, hvem som helst – ville sætte sig og spise med og knytte vores 'jullefrohkost' i intetheden til verden udenfor, og den dag kom aldrig.
Det var himlen, som smilede til mig, da jeg som 36-årig blev ansat på reklamebureauet Kunde & Co. De gav mig noget, som jeg aldrig havde haft. Et job. Tiden begyndte at gå, og ugedagene begyndte at give mening. Der var mandag, og der var weekend. Der var industriferie i tre uger, som hidtil havde været et fuldkommen abstrakt fænomen for mig – jeg forbandt det med rygende skorstene i industrien – og når året nærmede sig sin afslutning, var der: julefrokost!
Hvis jeg ikke havde fået lov til at være med til julefrokosten med de andre, havde det været ude med mig, så meget er sikkert, selv om det næsten var for sent. Jeg tog stadigvæk hjem til mine forældre og fejrede jul, fordi tiden var gået uden mig, og jeg ikke have fået min egen familie at fejre jul med. Jeg havde de største julekurve med til dem, som jeg kunne købe for de penge, jeg endelig tjente selv, og bare for min egen skyld forsøgte at gøre godt for alle de mange år, min stakkels far havde betalt og betalt for en uduelig søn.
LÆS OGSÅ: Her er fem bud på årets bedste juleand til julemiddagen
Juleritualerne fortsatte som altid i gentagelsen af det samme. Den mindste afvigelse ville få jorden til at gå under, og jeg sad på min faste plads ved bordet med mor og far og var deres søn og voksede ikke op. Men de blev til gengæld ældre og ældre og kørte i ring og var ved at gå i stå. Det var som en plade, der havde nået sin inderste rille, når vi spiste hummer og risalamande og sang tyske sange foran træet, der var pyntet med glaskugler og stålstjerne i toppen. Jeg var taget til fange af julen og stirrede på englene, der holdt stearinlysene, og det så ud, som om de bad med flammende hænder.
Jeg blev 43 år, før jeg tog en pige med hjem juleaften: Andrea. Og jeg vidste på forhånd, at det ville være en katastrofe og enden på verden. Men hvis det nogensinde skulle ske, var det nu, for jeg ville giftes og have børn og endelig holde min egen jul – vores jul – og slippe ud af barndommen, der lukkede sig som et par hænder om min hals og kvalte mig i et klaustrofobisk rum uden dør.
Det var en underlig fornemmelse at se nogen sidde på den stol, som havde stået tom, så længe jeg huskede, og det gik galt fra starten, selv om mor og far forsøgte at lade, som om hun slet ikke var til stede, og intet var sket. "Hun sidder og fylder hele bordet," snerrede mor, og vi havde ellers planlagt at lave julekonfekt til dem, men måtte pakke det væk og bære det ned i kælderen, hvor vi skulle overnatte i gæsteværelset. Det var her, mormor plejede at bo.
Jeg havde købt ind til kalkun og sat den i ovnen, men far blev rasende: "Hvad skal det gøre godt for?!" Vi skulle spise hummer som altid, og jeg gik ned og hentede dem i vaskekælderen. De lå i en skål. Kæmpestore, oldgamle hummere, som var uspiselige, om de så blev kogt i et år. Det blev ikke til noget, og vi tændte lysene på juletræet uden at have fået noget at spise og sang de sædvanlige salmer på tysk – og så sang Andrea og jeg Glade jul, dejlige jul, og mor gik amok.
Hun vrængede ordene og råbte "bla, bla, bla", og jeg fik et chok, fordi jeg først nu kunne se, hvor gammel hun var blevet og syg og nærmest dement. Ondskaben lyste ud af hende, og det var døden, der protesterede over livet – fortiden og gentagelsen skreg ad forandringen og fornyelsen – og mine forældre mistede deres barn til en anden kvinde, Andrea, og en anden mand, som var blevet voksen.
Sent på aftenen smurte Andrea leverpostejmadder til dem. Vi havde ikke fået noget at spise, og de måtte spise leverpostej juleaften, fordi jeg ikke måtte lave mad til dem. De lagde sig i seng, og vi havde omsider det hele og hinanden for os selv.
Vi spiste et par bolsjer med cambodjanske svampe, som jeg havde købt på Christiania – det var dengang – og så hentede jeg smalfilmsviseren op fra kælderen. Resten af julenat sad vi foran træet og så psykedeliske smalfilm fra den barndom, der var forbi, og rystede af grin. Da vi lagde os til at sove i kælderen om morgenen, var der ikke noget sted i huset, vi ikke havde haft sex. Det var den bedste jul, jeg har haft, og det har den været lige siden.
LÆS OGSÅ på ALT.dk: Knud Romer: "Vi har plads og penge nok! Helt ærligt, hvor meget friværdi har vi brug for?"
LÆS OGSÅ: Emma tog study drugs: "Det har været svært for mig at reparere alle de ting, det har ført med sig og ødelagt"
LÆS OGSÅ: "Jeg tager Ritalin hver gang, jeg skal forberede mig til eksamen"
