”Jeg har kraftedeme arbejdet meget – det har været dyrt på det personlige plan”

Foto: Sigurd Høyen

Thomas Vinterberg interview

”Jeg har kraftedeme arbejdet meget – det har været dyrt på det personlige plan”

Hans afgangsfilm blev nomineret til en Oscar, og få år efter stod han bag dogmefilmen "Festen". Men hvis nogen tror, at filminstruktøren Thomas Vinterberg er kommet nemt til det hele, må de tro om igen. Han har knoklet så meget, at det er gået ud over familien. Og det fortryder han.

UDGANGSPUNKT:
– Jeg er vokset op i et kollektiv i Hellerup. Og er en af de få fra min generation, der ikke skælder ud over kollektiverne. Jeg betragter stadig de mennesker, der boede der, som min familie. Det er blevet et meget vigtigt udgangspunkt for mit liv, fordi jeg jo har søgt kollektiver lige siden. Dogme95 var også et kollektiv af nogle mennesker, der satte sig for at bryde grænserne for, hvad man normalt gjorde – ligesom kollektivet normalt gik ud på at bryde familiemønstret. Og så endda på første klasse, eftersom rammerne om vores kollektiv var en stor Hellerupvilla.

– Jeg husker det som en meget gylden og varm tid. Og levende og gal. Et ekstremt kraftcentrum. Uden nogen som helst behov for noget udenfor. Og jeg husker særligt det her bord i vores kæmpestore fælleskøkken som værende et elektrisk samlingspunkt – der var altid mennesker og levende og spændende. Kollektivet var dog noget helt andet i 1975 end i 1985. I 1975 var det løsslupne idealister. I 1985 var der nok mere tale om nogle familier, der helst ikke ville af med haven og deres rengøringshjælp. Man sad også pænere ved bordet. I 70'erne var det moderne at være fælles om ting – og vide ting. Intelligentsiaen var jo dem, der imponerede – og altså også det modsatte køn. I 80'erne blev det moderne at vise resultater og klare sig selv. Og det afspejlede selvfølgelig også vores måde at bo sammen på.

LÆS OGSÅ: Er du klar til at få børn? Her er 10 ting du skal være forberedt på

– Selvfølgelig oplevede jeg også en masse store dramaer og ulykkelige sjæle og kampe. Både i ægteskaber og i alle mulige andre sociale relationer oplever man jo, at hvis man flytter sammen, bliver det at mande sig op og gøre sig klar til hinanden til en vis grad lagt væk. Man begynder at tage hinanden for givet, og der dukker spøgelser frem fra skabene, hvilket vel er naturligt – både i ægteskaber og kollektiver. Men når der så er så mange på ét sted, kan det godt være ret dramatisk. Pludselig er der et halvt hus, der flytter. Som barn er det meget voldsomt at opleve – det vil du også kunne se i filmen "Kollektivet", som jeg er ved at lægge sidste hånd på (premiere januar 2016).

– Den kollektive form er et gennemgående tema i mit liv. "Festen" var også et hus, der rummede nogle tossede mennesker. Og de scener, jeg holder mest af i min nye film, "Far from the Madding Crowd", er festscenerne, hvor man mærker, at denne her farm er et kollektiv. Fællesskabet – det er hjemme for mig.

LIGHEDS PUNKTER
– Jeg har en storesøster – Dorte Vinterberg – en lillebror og en lillesøster – Vilfred Vinterberg og Ida Felicia Noack. De sidste to fik min far med sin anden kone. Jeg tror bestemt, at vi på flere måder ligner hinanden. Det er mit indtryk, at når man bliver født ind i en familie, er det, som om man bliver en del af en klaverakkord, og så vælger man hver især en tone, der er ledig. Man vælger ikke den samme tonart. Derfor bliver søskende forskellige, men dog tydeligt en del af den samme akkord. Og sådan er det også med os. Vi udfylder hver vores plads i familien, men selvfølgelig er der i den grad nogle fælles træk.

– Dorte og jeg boede sammen i kollektivet, men så blev vores forældre skilt, og alligevel blev de boende i kollektivet. Og jeg blev boende, helt indtil begge mine forældre var flyttet derfra, selvom de begge tilbød mig at flytte med dem.

– Det betyder rigtig meget for mig at have søskende. Det er i høj grad en længsel i mig, fordi jeg synes, at jeg i mit moderne, travle liv, ser dem alt for lidt. Egentlig er jeg ret forankret i min familie og meget optaget af den. De betyder alt for mig, men jeg ser dem for lidt.

– Det handler om at gøre sig umage. Få ringet til sine søskende og sørge for at værdsætte den nære familie – ens kone eller mand.

LÆS OGSÅ: Topchef: Min sekretær måtte huske mig på, at jeg skulle hente min søn

OMDREJNINGSPUNKT
– Jeg har altid været meget optaget af familien. Det handler mine film i høj grad om. Og det er i sagens natur det mest tilfældige valg af mennesker omkring dig – du fødes ind i en familie, du vælger den ikke. Samtidig er familien det mest betydningsfulde for dig i dit liv. Mine forældre var nogle af de mest familieagtige i kollektivet. Vi havde trods alt stadig en varm kerne og en etage, hvor vi kunne gemme os.

– I mine øjne gør det moderne liv det for svært at være familie. Man ses for lidt. Vi er hele tiden i transit. Væk fra det centrum, familien udgør. Vores arbejdsfamilier er kommet til at betyde for meget i forhold til vores reelle familier. Jeg synes også, jeg har oplevet – hos mig selv og mange andre – at sidde derhjemme i min familie og være lidt fjern. Tænke på alt det arbejde, jeg ikke har fået nået. Og så omvendt være på arbejde alle mulige steder rundt om i verden – og savne min familie intenst. Og det er jo et skisma, som gør, at man pludselig er alle steder og alligevel ikke er nogen steder. Familien er et truet mønster.

– I forbindelse med optagelserne til min nye film var der dage, hvor jeg gik på arbejde i England og tænkte, "hvad fanden laver jeg her – jeg kender dem jo ikke..."

– Det har været fantastisk at få min lille søn, Albert, forrige sommer. Og mine to døtre, som nu er 19 og 16, elsker ham og er vildt gode til at have ham, så det fungerer rigtigt godt. Jeg føler ikke, at det var at starte forfra. Jeg føler bare, at familien fortsætter. Men i forhold til Albert har der været den udfordring i det, at jeg har været meget væk hjemmefra for at lave "Far from the Madding Crowd". På et år har jeg lavet to film, så der har været smæk på.

SVAGE PUNKTER
– Jeg arbejder for meget. Det har jeg altid gjort. Det er et meget svagt punkt for mig, fordi det ofte er et fravalg af livet ved siden af. Og det har jeg aldrig kunnet administrere. Dels er jeg meget pligtopfyldende, min branche æder ALT af dem, der vover sig ind i den, og så bliver man vel også ofte et spejlbillede af sine forældre. Og min far, som jeg ellers både holder meget af og betragter som et stort forbillede, har også altid arbejdet meget. Det er jeg ked af – altså at jeg arbejder støt videre i hans spor. Jeg er ked af, at der var ti år – efter "Festen" – hvor det gik mindre godt for mig med at lave film, og at jeg derfor lod mig drukne i arbejde for at komme med igen. De år var hårde. Og egentlig er der også mange år omkring Filmskolen, jeg ikke kan huske. Fordi jeg knoklede som en sindssyg.

– Når jeg indimellem bliver fremhævet som en lykkens pamfilius, der er kommet let til det hele, må jeg ryste på hovedet. For jeg har kraftedeme arbejdet meget! Det har faktisk kostet så meget, at jeg nogle gange tænker, at det har været for dyrt. På det personlige plan. Så meget liv, der er forsvundet ind i at lave det her. Jeg synes, jeg er blevet bedre til at være til stede i mit liv – meget bedre, men det bliver nok en livslang udfordring. Ja, bedre siger jeg så... jeg har jo lige fortalt, at jeg var væk hele sidste år og i perioder boede i England. Jeg havde familien med derovre i nogen grad. Mine børn går jo i skole, og min kone studerer på Det Teologiske Fakultet, så de kunne ikke være der så meget – og de gider da heller ikke sidde et år på et hotel og vente på, at jeg kommer hjem og sover i fem timer.

LÆS OGSÅ: For omverdenen lignede det bare dårlig opdragelse

– Kolleger vil dog nok sige, "men undskyld mig, det var jo, derfor du gik fra alle mulige vigtige møder klokken 16 – netop fordi du skulle hente dine børn. Vi har aldrig hørt så meget om nogen børn som dine." Ligesom amerikanske eller engelske samarbejdspartnere også bliver sindssyge af at høre om mine børn – fordi jeg hele tiden skal have dem med eller ikke kan tage af sted på grund af dem. Jeg elsker at have min familie med, vi har oplevet store dele af verden sammen. Så jeg er ikke hæmningsløs på den måde. Jeg ender bare ofte i en situation, hvor alle er utilfredse.

– Jeg tror, mange mænd gør sig afhængige af den higen, der er efter dem. Du får en opskruet ide om, hvor vigtig du er, når der er bud efter dig. I realiteten bare fordi du frustrerer en masse mennesker omkring dig. Det er en illusion, som er kunstigt holdt ved lige bare ved at have lidt for mange snore ude. Klassisk for mænd, vil jeg mene... sikkert også for mig.

– Og så betragter jeg det som en svaghed, at jeg ikke har lavet mad i fem år! Det er da ikke noget at være stolt af – særligt ikke når man er vokset op i et kollektiv. Der er bare nogle kønsroller, vi fuldstændig er faldet tilbage i hjemme hos os. Det er jo et valg. Og jeg har fundet det vigtigere at være ude at lave mine
film end at lave mad. Selvom jeg i virkeligheden tror, at det er overdrevet vigtigt at stå og lave mad med sin familie. Det handler igen om at have hænderne nede i sit eget liv i stedet for bare at flyve hen over det. Og så i øvrigt at være noget for dem, man elsker.

– Men jeg smører madpakker til mine børn, og jeg er god til det. Jeg står ret godt i konkurrencen med uhyggeligt skarpe Bernadotte-forældre (den populære privatskole Bernadotteskolen i Hellerup, red.) i madpakkesammenhæng. Helene klager heller ikke over at skulle lave mad. Hun elsker det. Føler sig heldig. Og så har jeg i øvrigt en ekstremt generøs og hengiven kone. Så det er ikke en dødssyg kønsrollekommentar fra min side. Det er noget med at være til stede i sit liv. Jeg har altid kæmpet for at have hænderne mere nede i mit liv. Og jeg har hænderne meget mere nede i det, end jeg havde for ti år siden. Meget mere!

– Samtidig tager jeg mine film så meget mere roligt nu, at det faktisk også er liv at lave dem. Det er ikke et fuldstændigt sindssygt stress- og angstscenarie, som det eksempelvis var, da jeg lavede min afgangsfilm. Jeg har været i det der ambitiøse, fremadrettede arbejdsdødsridt i mange år af mit liv. Og dét fortryder jeg. Det kan jeg ikke anbefale nogen. Men jo, det var da også, derfor min afgangsfilm blev god. Fordi jeg knoklede som et svin for dem.

– Det er min kone, der haler mig tilbage, når jeg er på vej ud i for meget stress og arbejdspres. Hendes egen personlige udfordring – som jo i høj grad er kvinders udfordring generelt – er, at hun også har pissetravlt! Det har vi jo snart alle sammen! Det er faktisk et helt bizart liv, vi har fået banket op, og det er ofte værre for jer kvinder. Men heldigvis er Helene vanvittigt dygtig til at nyde – og vanvittigt dygtig til at minde mig om det. At man skal nyde livet. Hun køber sjove ting, der smager godt, og siger alt muligt opmuntrende og fejrer ting hele tiden. Vi er meget yin og yang på den måde. For jeg er rigtig dygtig til at tale om at spare og fortælle, hvor forfærdelig verden i virkeligheden er. Vi kan komme ud ad en dør, kigge på den samme himmel og sige, "hvor er det fantastisk vejr" og "hold kæft, hvor er det lortevejr!" i munden på hinanden.

BLØDT PUNKT
– Jeg er nok opdraget til at være en blød mand. Det var moderne at være blød og lyttende, så de forbilleder, jeg havde i de år, jeg blev dannet, var bløde. Eller også var de bløde udenpå og meget kyniske indeni. Det afskyr jeg og lægger straks mærke til det.

– Min far minder meget om Oak fra "Far from the Madding Crowd", som jeg meget betragter som et blødt menneske, der kan give plads til en kvinde og dog stadig være en mand. Sådan ser jeg også min far. Kvinder har altid været rigtig glade for min far, og han har altid interesseret sig oprigtigt og lyttet, og jeg tror, det er en meget vigtig dyd over for kvinder. At give dem opmærksomhed og lytte.

VENDEPUNKTER
– Det første store vendepunkt i mit liv var, da jeg flyttede i kollektiv som 7-årig. Det var et chok, og det var noget, jeg var flov over, og noget jeg kom til at elske højt. Og det næste store vendepunkt var, da jeg flyttede derfra igen som 18-årig – sikkert ud fra et behov for at forsimple mit liv. For første gang i mit liv var jeg alene fra morgen til aften. Det var rædselsvækkende.

– Mine børn og ægteskaber befinder sig selvfølgelig på listen over de største vendepunkter i mit liv, men de historier må tilhøre de værelser her i huset, jeg selv beholder nøglen til.

– Men det var da også en meget skelsættende dag for mig, da jeg kom ind på Filmskolen som 19-årig. Jeg spillede guitar og ville egentlig gerne være rockstjerne. Dengang var jeg meget genert, og jeg tænkte, at det ville hjælpe, hvis jeg blev berømt, for så ville folk vide, hvem jeg var, når jeg kom ind i et rum, og så slap jeg for at være opsøgende. Men det rig-
tige vendepunkt kom så, da jeg havde
gået der et halvt år, og mit band stillede mig et ultimatum: "Det er os eller filmskolen". Jeg elskede at spille, så det ville blive et fravalg af hele mit sociale lag. Samtidig havde jeg opdaget, hvor pissesvært det er at lave film, og hvor mange ydmygelser der ligger i den branche. Det var meget voldsomt at skulle fravælge musikken. Jeg græd!

– På Filmskolen opdagede jeg, at jeg var blevet voksen lidt hurtigt. Fordi jeg startede så tidligt på det og også var blevet gift. Jeg var kun lige fyldt 20 og havde et ansvar, som man nok mindst burde være i 30'erne eller 40'erne for at have. Og så opdagede jeg, at den generthed og sårbarhed, som jeg altid havde haft som barn, var noget, folk var interesserede i på lærredet, så det her med at undersøge den menneskelige skrøbelighed og dele den med andre var en stor tilfredsstillelse.

– I offentligheden ændrede min karriere sig jo virkelig med "Festen" i 1998. Jeg lavede en film, som folk stadig refererer til og formentlig vil blive ved at gøre efter min død. Det er få mennesker forundt. Men den blev også slutningen på en succesbølge i mit liv. Alt det tekniske var sorteret fra i Dogme-konceptet. Tilbage var essensen af det, jeg elsker. Og så oven i købet med en historie, der chokerede verden. Det var en eksplosion, som gjorde, at jeg blev nødt til at gøre noget helt andet herefter. Den kunne ikke gentages. De næste ti år var jeg på et eventyr fuld af smerte, for der var kæmpe forventninger til mig, og samtidig var jeg 100 procent desorienteret.

– Jeg vendte først rigtig tilbage til mig selv og min egen retning, da jeg lavede "Submarino", efter at alt var styrtet sammen. Mit ægteskab. Min karriere. Min økonomi. Og mit samarbejde med Nimbus Film. Så jeg var også i en slags renset situation – tilbage til udgangspunktet, hvilket egentlig også var et fantastisk sted at være. Det var smertefuldt at komme derhen, men da jeg første landede dernede i askedyngerne, var der en klarhed i tingene. Indtil "Submarino" havde det været forbundet med angst og forventninger og søgen at lave film – men dén havde jeg virkelig lyst til at lave. Dér kom jeg tilbage til det, jeg holder af ved at lave film.


LÆS OGSÅ: 8 tegn på han er manden, du skal have børn med

LÆS OGSÅ: Skader du dine børn ved at lægge billeder af dem online?

LÆS OGSÅ: Derfor er det så svært at være bonusmor

Thomas Vinterberg, 45:

Filminstruktør.

Lige nu aktuel med "Far from the Madding Crowd", som er optaget i det engelske højland. Opvokset i et kollektiv i Hellerup. Bor i Charlottenlund med sin kone, Helene Reingaard-Neumann, som er skuespiller og læser til teolog, og deres fælles søn, Albert på snart tre år. Er desuden far til Nanna på 19 og Ida på 16, som han har med sin tidligere kone, Maria Walbom. Blandt andet kendt for den Oscar-nominerede afgangsfilm "Sidste omgang" (1993), dogmefilmen "Festen" (1998), som ligeledes vandt stor international anerkendelse, "Submarino" (2010) og den Oscar-nominerede "Jagten" (2012).
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview