Jesper delte sit "crush" på Facebook, og så skete dette...

Intro

"WTF? Kan man nu ikke engang dele ting på Facebook - uden at blive holdt op på dem!?"

Hej. Jeg hedder Jesper Sylvester og jeg har en historie jeg gerne vil fortælle dig.

Okay. Så jeg var på ferie hos et vennepar i Miami. To ugers velfortjent *vacation* i byen hvor jeg var den eneste der havde vaskebalje i stedet for vaskebræt. Det måtte jeg gøre noget ved.

Hver morgen tog jeg en løbetur langs med vandet, og sørgede for at tage billeder af det - primært så jeg kunne vise folk på Facebook - hvor overskudsagtig jeg var.

Jeg delte også billeder af solnedgange, lækre biler og mig iført stramt livredder outfit. Hey! Jeg er i Miami - ergo skal jeg konstant flashe alt det fede ved mig.

Men jeg begik en (kæmpe!) fejl.

I et uopmærksomt sekund hvor min hjerne pludselig går på *vågeblus* og der begyndte at svømme kunstige fisk rundt som pauseskærm - fik jeg delt en statusopdatering som ændrede alt det.

En uskyldig tanke på én af mine løbeture, som endte med at vække hele mit "venne-bibliotek", deres venner (plus deres venner) og til sidst også medierne.

Få ALT for damerne i din postkasse hver uge. Se vores mange gode tilbud her.

Den lød sådan her:

"Jeg møder hende hver morgen på min løbetur. Hun står inde bag glasset med en grå hættetrøje, med hovedet gemt i hætten. Hun har de flotteste øjne (and I'm a sucker for beautiful eyes).

Jeg glæder mig til at møde hende hver morgen, fordi hun giver mine ben ekstra motivation til at løbe, og hjælper mig til at ranke ryggen og trække maven ind...

På vej hen til hende, så varmer jeg min stemme og smile muskler, så jeg er klar til at sige Gooooodmornin' (og blinke overskudsagtigt til hende).

Hun minder mig om de lækre flirts jeg har haft på campingferie med mine forældre som barn, og suset ved at møde mennesker du ikke ved om du nogensinde ser igen. Skal jeg stoppe op?

Men der er noget ved hende. Hendes smil er slidt kan jeg mærke. Hun er en virkelig flot pige, men hendes smil afslører at hun måske har levet for længe på overfladen.

Gad vide om hun føler sig fanget? Og hvis hun gør - véd hun så godt at døren til det fængsel hun føler sig fanget i, er åben?

Måske jeg skulle finde ud af det..."

Fra det ene sekund til det andet, så gik jeg fra at få 3 forkølede tommelfingre på Facebook (for mine mega lækre billeder) - til 150 og 50 kommentarer om at "Nu skulle jeg bare se at komme i gang."

Det du kommer til at læse om på de kommende sider, er den sande, ucensureret og daglige beretning af hvad der skete - dagen og dagene efter statusopdateringen.

For jeg delte hele hændelsesforløbet som daglige *noter* på Facebook, og endte med at have flere tusind mennesker der fulgte min rejse ind i det område jeg altid har været et båthorn: Kærlighed.

En "real life" unisex kærlighedshistorie, der udspillede sig o ffline og blev fortalt online - med enslutning jeg aldrig havde set komme!

Læs mere på næste side...

LÆS OGSÅ: Derfor bruger vi FacebookKapitel 1
Jeg står op, binder løbeskoene og gør mig klar til endnu en lækker dag i Miami. Jeg spiser en let morgenmad med mine venner og føler mig mega ovenpå. Lige indtil de minder mig om, at jeg jo i dag, skal stoppe op og tale med “hende”.

Åh Gud.

Mit “selvtillids-barometer” falder til minus 200, og jeg sjosker ud til elevatoren og ned på gaden. Jeg tænder for Sunlounger, tager solbriller på og sætter i gang. Jeg lunter ned bag lejlighedskomplekset og ned til den sti, som løber langs med vandet. Da jeg kan det det glasparti, som hun plejer at stå inde bag ved, så tænker jeg “Er jeg så heldig at hun ikke står der i dag?”

Nej. Det var jeg ikke. Mit hjerte begynder at slå hurtigere end Safri Duos trommesolo og jeg mærker min mave trækker sig sammen. Helt sammen!

Da jeg er 10 meter fra hende, ville det mest naturlige være at sætte tempoet ned. Men det gør jeg ikke. Der sker noget mystisk. Mine ben nægter simpelthen at stoppe. Som hang de fast i et hamsterhjul, så blev de bare ved med at løbe. Og heldigvis for det!

Istedet, så smiler jeg lidt usikkert til hende, siger “Gooooodmornin’” (lidt akavet fordi musikken i ørene var mega høj) og løber videre. Jeg kunne simpelhen ikke få mig selv til at stoppe.

Jeg når kun to meter videre, før jeg begynder at fortryde. Tænker på hvad jeg burde gøre. Hvad jeg burde sige. Jeg beslutter mig for (tøsedreng), at se om hun er der på tilbagevejen, fordi så kan jeg … Jeg når ikke at tænke meget mere før jeg står ansigt til ansigt med en sort lukket låge.

LÆS OGSÅ: Derfor gør Facebook dig misundelig

Lågen, som ellers alle andre dage jeg har løbet har været åben, er lukket i dagens anledning. Den første del af strækningen jeg løber på tilhører det “compound” jeg bor på, og den er altid frit tilgængelig for alle at løbe på. Men lige præcis i dag, er den ikke bare lukket så udefrakommende ikke kan komme ind - den er lukket for indefrakommende som ikke kan komme ud. Med kæde, hængelås og hele svineriet.

Der er kun én vej tilbage, og det er derfra hvor jeg kom! Jeg skal altså tilbage til, hvor hun står. “Okay, jeg fatter det.” tænker jeg - jeg må gøre det.

Fandens!

I stedet for at gå de 50 meter tilbage, så løber jeg - bare for at det skal se fuldstændig spontant ud, og jeg ikke kommer til at ligne en alt for stor idiot. Jeg retter tøjet, rømmer stemmen og gør mig klar til at stoppe op. Men nu kan jeg ikke se hende! Hun står der ikke længere! For helvede, Jesper. Det er simpelthen for latterligt det her.

Imens jeg hiver pisken og min cilice frem - som jeg skal til at afstraffe mig selv med - spotter jeg hende igennem glasset. Hun ligger på en “solstol” med lukkede øjne. Fedt! Nu vækker jeg hende! Argh!!

Jeg banker på ruden og føler mig som verdens største stalker! Hun løfter hovedet og kigger på mig og jeg får sagt:

“Okay, this is really going to sound awkward, but I have to ask you something…”

Læs mere på næste side...

LÆS OGSÅ: Lasse Rimmer fandt kærligheden på FacebookKapitel 2

Hun rejser sig op fra stolen og kommer hen til glasset. Som om det ikke føltes mærkeligt i forvejen, så gør niveauforskellen at hun er cirka en meter over mig og jeg står og kigger op på hende. Jeg føler mig som Klods Hans der skal til audiens hos prinsessen!

Jeg står og puster, fordi jeg jo lige har været ude og løbe MEGA langt (50 meter!) - så åbner jeg ballet:

“Okay, so Iv’e been seeing you every morning on my run for the last week, and I couldn't help noticing how beautiful you are. You actually give my legs motivation, and make my run much more exiting. So much that I posted it on Facebook yesterday and told people about you - wondering how come you are out here every morning?”

Omend det ikke var min mest brillante åbning, så reagerede hun med et kæmpe smil og et grin som fik mig til at slappe af. Hun sagde at det var rigtig sødt af mig at stoppe op og spørge.

Hun fortæller mig så at hun kommer herned hver morgen for at meditere og hun bruger lyden fra havet til at berolige sig med. Hun fortalte mig en masse om sin "praksis og ritualer", og hvordan de var med til at gøre gode ting for hendes liv.

Men fordi jeg er, den jeg er, så kunne jeg ikke lade være med at spørge hvornår, hun var begyndt at interessere sig for det - hvad var grunden?

Inden hun svarede så tog hun hætten fra sin badekåbe ned, så jeg kunne se hele hendes ansigt og lange mørke hår - på en måde virkede det som om hun faktisk også slappede af.

Hun fortæller mig, at hun har levet et hektisk liv i Miami i mange år, uden nogen reel kontakt til sig selv. Hun har truffet både dårlige mænd og dårlige beslutninger, som alt sammen har været med til at afkoble hende fra sig selv. Det er først indenfor det sidste år, at hun er ved at begynde at finde sine rødder igen.

Jeg fortæller hende at jeg er meget glad for, hun deler det, og at jeg synes hun er super sej. Og fordi jeg kunne mærke det ville være okay, så fortæller jeg hende, at hver gang jeg mødte hende, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på om hun følte sig fri, i sit liv ...

Så spærrer hun øjnene op og siger "REALLY?" og griner højt - det er ret sødt fordi hun har både et flot smil og et sødt grin. Det viser sig at hun også har set på mig om morgenen og tænkt "That guy really seems like a free soul!", og tænkt at sådan ville hun også gerne have det.

LÆS OGSÅ: Sådan får du meget mere kærlighed

Igennem mange år har hun følt sig fanget i en rolle hun ikke følte var hende, men hun havde haft den så længe så hun ikke vidste hvordan hun skulle komme af med den. Det var sjovt at jeg nævnte det, for hun følte faktisk at det først var nu, at hun var ved at føle sig fri igen.

Vi snakker længe om alting og ingenting, og hun spørger hvor jeg bor henne. Jeg fortæller jeg bor hos et vennepar som hedder Charlotte og Andreas. Igen griner hun højlydt! "NOO! I know them from the gym!" Okay. What are the odds!!

Jeg tænker hurtigt og spørger hende, om ikke jeg må tage et billede af hende, så jeg kan vise dem hvem hun er - sådan så de kan sige at de kender hende! (Men i virkeligheden tog jeg faktisk billedet for at vise det til dig) :-D

Efter jeg har taget billedet er det som om samtalen ligesom går i stå. Jeg vidste ikke helt hvad jeg havde lyst til skulle ske, andet end jeg virkelig nød at tale med hende. Men jeg tænkte det var mit que til at smutte. Jeg siger tak til hende fordi hun tog sig tid til at sludre, og at jeg håber at se hende igen en dag.

Så siger hun "I really hope so to. If you want I could give you my number, and maybe we could catch up some time".

Jeg forsøger at virke fuldstændig cool. !

(Hun giver mig sit nummer?! A stranger! Wau!) Som om jeg havde forventet at hun ville give mig sit nummer og havde lyst til at tale - mere end bare Klods Hans til Prinsessen. Hun spørger hvornår jeg tager hjem, og jeg fortæller hende at jeg oprindeligt ikke havde nogen bagkant, men at der var opstået en mulighed som gjorde at jeg allerede tog hjem i næste uge.

Hun bliver stille og smiler lidt. Jeg hopper op på glasgelænderet og giver hende et kys på kinden, og ønsker hende en dejlig dag.

Da jeg kommer hjem sender jeg hende en sms så hun også har mit nummer. Fire minutter senere har vi aftalt at mødes i morgen kl. 09:00 … !

Læs mere på næste side...

Få ALT for damerne i din postkasse hver uge. Se vores mange gode tilbud her.Kapitel 3

Inden jeg fik set mig om, så blev klokken 9:00 og jeg skulle mødes med hende.

Døgnet der gik inden, brugte jeg på at gå at grine lidt for mig selv, føle mig sej, plat, modig, latterlig og on top of the world. Den der følelse der kommer når man har gjort noget man havde lyst til, men ikke turde. Men jeg tænkte også meget på hvordan det ville blive at mødes med hende igen.

Vi aftalte at mødes på et sted, der hedder “Apple a Day”, som egentlig mest af alt mindede om et apotek. Jeg bestiller en "Detox B" juice (Ananas, Æble, Avocado, Ingefær og Basilikum fyi) og det samme gør hun. Vi sætter os ved et lille cafébord som står ude midt i “butikken” (som i øvrigt har det største udvalg af kosttilskud jeg længe har set).

Der går ikke mange sekunder, fra vi har bestilt til vi har sat os, før samtalen bare flyder. Vi taler ikke om fritidsinteresser, jobs eller vind og vejr - vi taler om hvordan vi hver især er havnet der hvor vi er.

Efter at hun delte sin historie (kort) med mig forleden, så vælger jeg at fortælle hende min historie. Der er ingen tvivl om at den gør et meget stort indtryk på hende. Det er som om at den aktiverede en “Play” knap indeni hende, hvor hun pludselig deler en endnu mere privat historie (som jeg desværre ikke kan fortælle).

Det føltes pludselig som om at vi var blevet “placeret” overfor hinanden af højere magter, som om der var nogen der havde “bestilt” mig til at tale med hende, lige nu, lige her. Samtidig, så føltes det som om vi havde kendt hinanden i mange mange år (måske vi også har).

Det var weird, for selvom jeg ikke kunne lade være med at kigge på hende med mine primatøjne, så kunne jeg mærke at det her møde ikke handlede om dén slags relation, som jeg måske havde tænkt på. Det her var noget andet.

Vi når kun at tale en times tid fordi hun skal til spinning, men det føles som om vi har fået essensen af 800 timers samtale bearbejdet på den tid. Jeg gør min juice færdig, og går med hende ud.

Hun tager rundt om mig med begge hænder på vej tilbage, og siger “Du aner ikke hvor glad jeg er for at have mødt dig. Der er sket så meget med mig de sidste mange måneder, men jeg har ikke haft nogen at dele det med. Nogen der virkelig forstår det.”

Jeg vidste godt hvad hun mente.

Vi aftaler at mødes to dage efter på samme tid, da hun har fødselsdag. Fuldstændig spontant (og uden nogen som helst situationsfornemmelse), spørger jeg hvor gammel hun bliver?

Hun svarer 47 …

Jeg taber kæben.

Læs mere på næste side...
Kapitel 4

Det var alligevel satans... 47! Hun kunne lige så godt have sagt 80 - chokket ville være lige så stort.

Da jeg møder hende første gang og vores møde den anden dag, følte jeg vi var ens. På samme niveau. Det samme sted. Af en eller anden grund, så har et tal gjort, at jeg ikke længere føler det? Jeg er jo kun 33!

WTF?

Som havde jeg fuldstændig nulstillet alt hvad jeg havde mærket de sidste par dage, så går mine tanker fuldstændig i selvsving.

Jeg tager mig i at tænke "Jamen, hvis nu det tilfældigvis var mere, og jeg havde taget fejl af grunden til vi skulle mødes - så kan det jo slet ikke gå!"

Jeg er jo alt for ung til hende. Jeg er ikke spændende nok. Jeg er ikke rig nok. Jeg er ikke lækker nok. Jeg er ikke [indsæt alt] nok.

Men egen usikkerhed væltede ind over mig, som om jeg pludselig skulle bevise en hel masse. Mine 600 års personlig udvikling føltes langt væk, og jeg følte mig lige pludselig igen som drengen der ikke var god nok...

Nu havde jeg faktisk ikke lyst til at se hende igen. Det var der jo ingen grund til. Vi havde jo talt om det vi skulle, og mere var der vel egentlig ikke til det. Det ville også være rart med en time ekstra til at pakke kuffert i, og jeg skulle også lige besvare nogle mails.

Så jeg tager min telefon og begynder at skrive en besked til hende. Det tager lidt tid at skrive, fordi jeg ikke helt ved hvordan jeg skal skrive det. Imens jeg sidder og stirre ned i telefonen og retter/sletter, så kommer der en sms fra hende:

"You are so important to me. Can't wait to see you!"

For helvede...!

Læs mere på næste side...Kapitel 5

Efter jeg ser beskeden fra hende, så ved jeg bare at jeg ikke kan blive hjemme. Jeg må konfrontere ENDNU en frygt. Nu gik det ellers lige så godt!

Anyway, jeg tager et bad efter dagens sidste løbetur og konstaterer efterfølgende at ALT mit "pæne" tøj, er beskidt. Som en vaskeægte kælling går jeg i panik. Jeg kan sgu da ikke komme i en t-shirt og klip klappere - så ligner jeg da først en idiot.

Men eftersom alt(!) allerede var pakket ned, og det der var tilbage var til rejsen tilbage, så måtte jeg tage det på. Det huede godt nok ikke mit ego. Endnu en ting jeg skulle bekymre mig om.

Jeg går ud af døren og tager elevatoren ned fra 10., og lige da elevatoren åbner, så står hun der!

Hun smiler hendes charmerende smil, som på en eller anden måde, altid får mig til at slappe af. Vi går ned til "Apple a Day" igen, og bestiller en juice, og sætter os over i sofaarrangementet (på hendes opfordring).

Af en eller anden grund er jeg lige så nervøs for at se hende i dag, som jeg var da jeg skulle "vække" hende første gang, men imens hun sidder og taler så lægger hun sin hånd på min og bare kigger på mig og siger: "It's okay".

Jeg slipper luften ud af lungerne, og lader maven som jeg har spændt siden jeg så hende, slappe af. Jeg lader skuldrene dale og føler jeg dykker ned i sofaen.

Vi snakker igen om alting og ingenting, men der er mere fysisk kontakt hver gang vi skal tale. Det er meget vigtigt at vi rører hinandens lår, arme, skuldre eller hænder - hver gang vi skal forklare noget.

Da klokken bliver 12, og jeg skal til at tilbage for at gøre det sidste klar til hjemturen, så lægger hun sit hoved på min skulder og spørger "When are you coming back to me?". Helt instinktivt svarer jeg "Much sooner than both you and I think!"

Hun kysser mig på halsen, tager min hånd og rejser sig op.

På vejen tilbage til Flamingo (hvor jeg bor), er jeg helt afslappet. Glad indeni. Glad fordi jeg kom. Vi stopper lige ude foran døren jeg skal ind af, og hun tager rundt om mig og kigger på mig som om der er noget hun virkelig gerne vil sige.

Jeg spørger hende “What are you trying to say?". Hun kigger ned i jorden nogle sekunder og kigger op "I'm really really going to miss you..." Jeg ved præcis hvad hun mener.

Imens hun kigger på mig så tager jeg rundt om hende og giver hende verdens største og længste kram. Jeg holder det. Mærker hvordan hun trækker vejret dybt og knuer sig ind til mig. Så hvisker jeg hende ind i øret "I'll be back soon. I promise.”

En time senere sidder jeg i taxaen - på vej hjem til Danmark.

Læs mere på næste side...Efterspil

I dagene hvor det hele stod på, skrev rigtig mange mennesker til mig. Der var kommet vildt mange fremmede mennesker til, som igennem mine venner, havde fulgt historien. De kunne se sig selv i det jeg oplevede og følte sig inspireret. Der var mænd som fik lyst til at begynde at løbe og kvinder som ville gå flere ture, så der kunne komme en løber forbi dem!

Pludselig havde jeg delt en historie, som viste sig at være universel og symbolsk for mange. En historie som gav hele Danmark lyst til at løbe mere! What are the odds.

Men hele episoden lærte mig en mega vigtig ting.

Og nej, det var ikke at gå fra comfortzone til uncomfortzone. Just do it. Og alt det andet pladder, som er SÅ let at sige. Det gav ligesom sig selv. Nej, det jeg lærte var, at jeg fik mere selvtillid af at dele min historie. Af at skrive om mine tanker til andre. Hvis jeg ikke havde skrevet den skide statusopdatering, så havde jeg aldrig stoppet op. Men opbakningen, spark i røven og klapsalverne, gav mig mod til at gøre dét, som jeg ikke turde gøre “alene”.

Få ALT for damerne i din postkasse hver uge. Se vores mange gode tilbud her.

Så nu er jeg kommet hjem. Det er oktober og nogle måneder siden jeg mødte hende. Min vaskebalje er blevet mindre, men det er min selvtillid saftsusme ikke.

Så hvad skete der egentlig med os? Rejste jeg tilbage? Er vi blevet et par?

Nej. Det blev vi ikke. Faktisk nåede jeg kun at være i kontakt med hende i fire uger. Og det selvom jeg allerede, på vej hjem i flyveren, havde planlagt hvordan jeg kunne komme tilbage tre uger senere.

Men to uger senere, sker der noget som jeg ikke lige havde forudset. Jeg møder Pia fra Valby. Hvad der skulle have været et helt normalt businessmøde, ender meget anderledes. Jeg bliver smask forelsket!

Fra den ene dag til den anden, vender alting igen på hovedet og jeg befinder mig i et nyt dilemma: Hvordan får jeg forklaret det nu løbeglade Danmark, at jeg ikke tager tilbage og udlever den ellers så oplagte kærlighedshistorie, men nu har fundet en “anden”?

Jeg har oprettet en blog, hvor jeg har skrevet om den vanvittige hjemtur fra Miami (som bla. inkluderede tilbageholdelse grundet narkosmugling, Exorcisten og afmontering af mine knæskaller) og selve mødet med Pia. Nå ja, og så min debut som nudist.

Læs fortsættelsen på historien på min blog her.

LÆS OGSÅ: Lasse Rimmer fandt kærligheden på Facebook