Johannes Nymark ALT for damerne Interview
SPONSORERET indhold

Johannes Nymark: "Det viste sig heldigvis, at jeg tog fejl"

Skuespiller Johannes Nymark om at være bange for at træffe de forkerte beslutninger, om at hvile mere i sig selv med alderen og om at elske alt med sukker.

Af:: Nicoline Tauning Foto: Miklos Szabo
13. jul. 2021 | Livsstil | ALT for damerne

Hvad er det vigtigste, du har lært af dine forældre?

– Det er, at man skal opføre sig ordentligt og behandle andre mennesker med respekt. Vi er nødt til at kunne se os selv udefra nogle gange. Erkende at det ikke altid bare handler om at få ret. Det er skidesvært, når følelserne tager over, men jeg tror på, at man kan lære noget om sig selv ved at prøve. Det er, som om vi som mennesker ofte møder det, vi ikke kender til med negativitet eller ligefrem aggression. Især hvis det foregår bag en skærm, hvor man kan være anonym. Det, synes jeg, er et ærgerligt reaktionsmønster. Mine forældre har uden tvivl forsøgt at lære mig at møde det ukendte med et åbent sind og nysgerrighed.

Hvad er det bedste råd, du ville give dine børn?

– Mit bedste råd vil være, at de skal tro på sig selv og knokle for det, de gerne vil opnå. Og så skal de øve sig i at sætte ord på de ting, som kan frustrere dem. Det tror jeg kan være en kæmpe gave i mange forskellige sammenhænge gennem livet.

LÆS OGSÅ: Johannes Nymark: "Mine børn skal lære at tro på, at det, de gør, er godt nok"

Har du nogensinde fortrudt en beslutning?

– Jeg kan generelt godt være ret vægelsindet og have svært ved at beslutte mig, så jeg har jo uden tvivl en frygt for at træffe en forkert beslutning og komme til at fortryde den. Jeg fortryder ofte den kø, jeg vælger i Netto, fordi jeg hurtigt bliver utålmodig og synes en anden kø pludselig bevæger sig hurtigere frem. Men store ting i livet har jeg ikke fortrudt.

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

– Der er rigtig mange begivenheder og beslutninger, som har ændret mit liv. Faktisk har jeg det lidt sådan, at alle beslutninger jeg træffer ændrer min vej og min retning i livet. Store som små. Det er måske også derfor jeg har svært ved at træffe dem. Men af store begivenheder vil jeg nævne, da jeg boede i New York i knap et år. Det havde længe været en drøm for mig at opleve byen, og det var den første by, jeg flyttede til, da jeg flyttede hjemmefra og gik på skuespillerskole derovre. Den by, som jeg forbandt med frihed, muligheder, drømme skulle jeg stå på egne ben i. En anden livsændrende begivenhed var at få børn. Jeg har to børn, og de to oplevelser var meget forskellige. Første gang bar præg af en usikkerhed over, hvad der skulle ske samt en stor forventningsglæde. Anden gang blev jeg ramt af en form for lammelse og en frygt for, at jeg ikke ville kunne elske min nyfødte søn lige så meget som min datter. Det viste sig heldigvis, at jeg tog fejl.

Hvornår har du nydt dit arbejde mest?

– Når jeg har følt mig 100 procent til stede i en arbejdssituation, hvor jeg ikke dømmer mig selv og det, jeg laver, eller vurderer og analyserer, inden jeg er færdig. Når jeg føler mig fri i kroppen og i hovedet. Dér nyder jeg mit arbejde mest. Det kan for eksempel være ved at improvisere. Jeg har gennem seks år været en del af teatergruppen FELT, hvor vi har arbejdet med at undersøge, om man kan skabe teaterforestillinger, som er helt improviserede, hvor intet er aftalt på forhånd, men hvor der alligevel opstår en sammenhængende historie eller handlingsforløb ved at være fuldstændig til stede i rummet og søge en slags åbenhed og forbindelse til hinanden – uden ord. Vi har oplevet, at man kan rigtig meget gennem energi og netop åbenhed. Men det kræver træning ikke at dømme sig selv og hinanden. Når det lykkes, er det en rigtig fed følelse.

LÆS OGSÅ: Lene Beiers mor: "Jeg kunne godt se, at hun svedte lidt"

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

– Jeg har fundet en grundlæggende tro på mig selv og mit værd. Jeg har fundet ud af, hvad der betyder noget for mig. At det er vigtigt for mig med en god blanding af familieliv, arbejde og andet socialt liv. Hvis ikke der er en balance i det, oplever jeg en uro i mig selv. Jeg har nu også fået en vished om, at jeg kan leve af min passion, og det er også noget, min alder og min erfaring har givet mig. Selvfølgelig er der altid en usikkerhed i at arbejde freelance i underholdningsbranchen, men jeg har en indre stemme, der siger, at det hele nok skal gå. Det giver ro. Derudover er det en dejlig følelse at have to søde - og frække - børn.

Hvor er du henne om 10 år? 

– Forhåbentligt er jeg i den lejlighed, som jeg lige er flyttet ind i med min kæreste, og som jeg er meget glad for. Jeg har fået hul igennem til nogle udenlandske jobs, og jeg spekulerer ikke alt for meget på, om huslejen nu kan betales i næste måned. Jeg er blevet endnu bedre til at være i nuet og ikke bekymre mig for meget om fremtiden. Jeg forsøger at finde den balance, som giver mig mulighed for at nyde livet, som det er, men samtidig efterlade rum til motivation og ambition. Jeg er muligvis ikke i mål om 10 år, men jeg er forhåbentligt kommet det lidt nærmere.

Har du en guilty pleasure?

– Alt slik og kage. Og pandekager. Og is! Jeg elsker is. Også is inde i pandekager. Sukker! Når man har børn, er det en guilty pleasure, man bliver nødt til at holde lidt i kort snor – altså indtil de er gået i seng om aftenen, haha.

Anbefalet til dig