Julie Berthelsen: ”Jeg endte med at bruge nogle år på at finde ud af, hvad jeg skulle gøre med mit liv”

Hvad er det bedste råd, du vil give dine børn?

"At de har god tid. De skal ikke føle, at de har travlt med at finde ud af, hvem de er, og hvad de skal her i livet. Jeg er selv vokset op med nogle normer, der sagde, at jeg allerede som meget ung skulle vide, hvem jeg var, og hvad jeg ville. Det, syntes jeg, var et ret hårdt pres – og det skal mine egne børn ikke føle."

Hvornår vidste du selv, hvad du gerne ville med dit liv?

"Jeg opdraget til at have rimelig godt styr på tingene, og derfor vidste jeg det tidligt. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle have en uddannelse. Derfor var jeg ekstremt målrettet allerede i gymnasiet, hvor jeg vidste, at jeg ville læse medicin senere. Det var et stort ønske – og ingen tvang, for jeg interesserede mig meget for det. Jeg var enormt struktureret omkring det og fulgte selvfølgelig min plan. Men da jeg havde læst medicin i to år, stod jeg ansigt til ansigt med nogle ret svære valg."

"Jeg elskede skisport og var professionel langrendsløber, og jeg skulle beslutte, hvad der skulle ske med den sport samtidig med, at musikken blev ved at banke på. Det var lidt som om, at jeg hver gang åbnede døren og sagde "goddag" til musikken, men så lukkede jeg den igen. I sidste ende var der dog ikke andet at gøre end at sige ”kom indenfor”. Så jeg blev hevet ud af medicinstudiet og hen på musikkens vej, og der har jeg været i 20 år nu."

Hvis du kunne gå tilbage og give dit yngre jeg et råd, hvad skulle det så være?

"Hmm, det er faktisk lidt svært, men det er nok lidt i tråd med det råd, som jeg ville give til mine egne børn. Jeg tænkte jo, at jeg kunne lægge en plan og så følge den. Men jeg er et tydeligt bevis på, at de ting, der skal ske, de sker for dig – uanset hvilken plan, du har. Man skal bare turde at se mulighederne, og det kræver faktisk mod. Jeg endte med at bruge nogle år på at finde ud af, hvad jeg skulle gøre med mit liv, men det, vil jeg faktisk mene, er, som det skal være. Jeg havde brug for den tid. Så jeg tror, at jeg ville sige, at jeg skulle huske at nyde min ungdom. Vi har så forbandet travlt med at blive voksne, og det er ærligt talt noget lort. Nyd det nu. Vær i det og tag det hele ind. Vi skal være bedre til at lagre den tid, hvor vi er unge, energiske og frie."

Hvad er så det bedste ved den alder, du har nu?

"Det er roen! Når man er færdig med at panikke over, at man fylder 40, haha, så finder man ud af, at 40’erne faktisk giver en så utrolig meget. Jeg har nemlig en helt anden ro i dag, og det er simpelthen så befriende. Jeg kender mig selv. Jeg kender mine svagheder. Jeg kender mine forcer. Jeg er også et sted i mit liv, hvor jeg har fået børn, og det har tvunget mig ud i en helt anden form for selvudvikling. Jeg har gennemgået faser, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle. Det har givet mig en ny forståelse for mig selv og min krop, som jeg elsker."

"Jeg ser på den og alle dens funktioner med nye øjne. Da jeg var ung, svingede jeg 1-2 kilo i vægt, og det var bare så ih-og-åh-forfærdeligt. Men det er noget vrøvl. For når man kommer til det her punkt i livet, svinger man med 10 kilo. Jeg gør i hvert fald efter graviditeter, børn, hormoner og alt det andet, som kroppen går igennem. Men mit fokus er ikke længere så meget på det. Jeg tænker bare: ”Nå ja, det går nok – vi har det jo fint”. Jeg prøver at tænke på, hvad det er, der gør mig glad, og hvornår jeg egentlig har det godt. Det er det, der skal have fokus."

Hvad vil du især sige, at du har lært af at blive mor?

"At der er en kærlighed, der er langt større end den, jeg kendte til før. En kærlighed, som lærer mig nye grænser og giver mig nye muligheder. Det har udvidet min horisont for, hvad der er muligt at føle og gøre, og hvad jeg er i stand til både som kvinde og som menneske. Hvis man troede, at man ikke kunne klare mere, så finder man ud af, at det kan man godt. Så det har gjort mig stærkere at blive mor, og jeg lærer hele tiden mere. Mine børn er desuden gode læremestre. Især når det gælder min utålmodighed, som er skideirriterende."

Hvad har de lært dig i forhold til din utålmodighed?

"Når man får børn, bliver man ofte bare nødt til at være tålmodig, og det presser mig. Det ender tit med, at jeg springer i luften, fordi jeg ikke har den nødvendige tålmodighed. Men det præmieres med dårlig samvittighed hos mig selv, og det lærer jeg noget af. Man kan sige, at alt mit møg skal jo ikke gå ud over dem, men det kommer det nogle gange til – og lige så vel min mand. Det går også ud over ham nogle gange. Men han kan på den bedste og fineste måde få mig ned på jorden igen, både når vi taler om min tålmodighed, men også min energi og mit tempo i både arbejdsliv og i mit hoved. Vi er modsætninger på en meget komplementerende måde, og det er fedt. Han er god til at få sagt tingene til mig i tide og minde mig om, at jeg ikke behøver have så travlt. For han ser, når det ryger ud af mit hoved."