Jeg er enebarn, og min mor har valgt mig fra

Spørgsmål om mor, der vender ryggen til alt - også sin datter

For snart et år siden mistede jeg min far efter et voldsomt sygdomsforløb. Jeg er enebarn, og min far og jeg har altid haft et særligt bånd. Det tog afsindig hårdt på mig at miste ham, selvom jeg i dag er en voksen kvinde på 44 år.

Min mor har også været knust, men hun er ikke den, der viser følelser eller taler om dem, mens jeg selv har haft et behov for at tale med netop hende, fordi vi kun har hinanden tilbage nu. Jeg har en sød kæreste, der gerne lytter, men han kender jo ikke min mors og min fælles historie, og han nåede kun at møde min far nogle få gange.

Jeg har accepteret min mors fravalg af mig, mens efterspillet omkring alt papirarbejdet stod på. Jeg gav hende ro, fordi jeg tænkte, at der så senere ville blive plads til, at vi fandt hinanden igen og fik talt om vores sorg. Det er jeg bange for ikke kommer til at ske nu.

LÆS OGSÅ: Min nye nabo chikanerer mig. Hvad gør jeg?

For 10 dage siden dukkede min mor nemlig uanmeldt op hos mig. Den korte version er, at hun skal bruge min underskrift for at sælge deres hus, så hun får midler til at købe en andelsbolig i Spanien. Hun vil så flytte i en lille lejelejlighed her i byen og bo en del af året i Spanien. Hun har en halvsøster, der også bor der.

Jeg var slet ikke forberedt på det, og jeg er såret over, at hun ikke engang har overvejet at inddrage mig i sine planer om sin fremtid og mit barndomshjem. Hun har jo ret til at vælge sin egen alderdom, men jeg føler, at hun vender ryggen til alt, hvad vi har haft sammen – også til mig.

Jeg forsøgte at tale med hende om det, og her svarede hun, at det nok er hendes måde at bearbejde sin sorg på. Når jeg så går længere ind i det, lukker hun af. Hvis jeg ikke skriver under, kan hun ikke komme videre, men hvis jeg skriver under, siger jeg farvel til mit barndomshjem, og det kan jeg ikke holde ud. Hvad skal jeg gøre? Jeg har bedt om tænketid, og det har hun accepteret.

LÆS OGSÅ: Brevkasse: Jeg frygter, at min søn stjæler fra mig

Vibeke Dorph om at sætte folk fri

Der er mange måder at tackle sorg på, det er din og din mors vidt forskellige reaktioner på din fars død et godt eksempel på. Mens du har brug for tid til at dvæle ved minderne om din far, så reagerer din mor stik modsat. Hun har brug for at komme væk og videre. Det er hendes måde at tackle sorgen på, og den er lige så legitim og forståelig, som din.

Du stod din far nær. Du var der sikkert også for ham i den sidste tid, hvor han var så syg. Alligevel tænker jeg også, at det jo nok var din mor, der af naturlige årsager tog det helt store slid, når det gjaldt pasningen og omsorgen for din far. Hun kan i den periode have bearbejdet en masse følelser og i sit stille sind taget afsked med det liv, de havde sammen. Det er måske nok også derfor, hun nu er så parat til at komme videre.

LÆS OGSÅ: Brevkasse: Er min kæreste den rigtige for mig?

Egentlig tænker jeg, at der da intet panikagtigt er i, at din mor har det sådan nu her et helt år efter hans død. Var det sket efter blot et par måneder, ville jeg nok være lidt mere skeptisk, men efter et år lyder det da meget naturligt

Var jeg i dine sko, ville jeg droppe bebrejdelserne og skynde mig at sætte din mor fri. Jeg kan godt forstå, det kan synes svært lige nu, men jeg er ret overbevist om, at du også selv vil føle en lettelse ved at give slip på fortiden og i stedet begynde at se frem.

Jeg tror heller ikke, at din far ville ønske for dig og din mor, at I skulle holde hinanden som følelsesmæssige gidsler for hans skyld. Han ville nok bare gerne have, at I begge to er glade. Så begynd selv at gå i den retning og lad din mor gøre det samme.