Malmø
SPONSORERET indhold

Kaffe, kunst og kanelbuller: På endagstur til Malmø

Byen på den anden side af Øresund udgør et perfekt sted til et kort get-away. Her kan du spise lækker mad, drikke god kaffe og shoppe billige mærkevarer. ALT.dk guider dig til en endagstur i den svenske storby.

Af:: Emma Kleist Christensen Foto: Getty images
20. apr. 2018 | Livsstil | ALT.dk

Har du også brug for at komme lidt væk fra hverdagen?

Så er en smuttur til Malmø oplagt. Her kan du nemt og billigt få en masse skønne oplevelser, tømme kontoen på shopping og spise god mad.

Det tager cirka 30 minutter at komme fra København til Malmø, så du behøver kun at tage én dag ud af kalenderen for at opleve byen og komme væk fra hverdagen.

Vi har fundet de bedste steder, du skal besøge, hvis du skal tilbringe en dag i Malmø.

Klokken 11: Tid til billig shopping

I perioder hvor den svenske krone ligger lavt, kan du finde mange gode kup ved at tage til Malmø og shoppe. Men hvor skal du tage hen for at finde de bedste butikker? Vi har fundet tre bud.

Den alternative: Beyond Retro

Er du på udkig efter cool og unikt vintagetøj, skal du lægge vejen forbi Beyond Retro, som har et stort udvalg af lækkert genbrugstøj, der er håndplukket af butikkens stilsikre stylister.

Butikken er meget hypet for sit gode udvalg af genbrugstøj, og har 19,7 tusind følgere på Instagram. Hvis du vil vide, hvorfor svenskerne er så vilde med Beyond Retro, kan du finde den i nærheden af Möllevångstorget i Malmø.

Mitt Möllan, Claesgatan 8, Malmö (https://www.beyondretro.com/)

Designbutikker og kendte brands: Gågaden

Malmø har selvfølgelig også en gågade, hvor du kan finde alle de smarteste butikker og high-street brands. Du finder gågaden ved at gå fra Malmö Central mod Stortorget via Hamngatan. Herfra fortsætter du lige ud ad Södergatan, som er gaden, hvor mange af de gode butikker ligger. På vejen finder du blandt andet stormagasinet Åhlens, hvor de sælger alt fra parfume og hudpleje til luksusmærketøj og boligartikler.

Åhlens City, Södergatan 15, Malmö.

Storcenteret: Emporia

Er vejret mere til indendørsshopping, kan du tage til udkanten af byen nær togstationen Hyllie. Her ligger shopping-centeret Emporia, der har 144 butikker med alt, hvad hjertet begærer. Du kan nemt bruge en hel dag på at tulre rundt i centeret, drikke kaffe eller få ordnet negle.

Emporia, Hyllie Boulevard 19, Malmö.

Klokken 13: Frokost i Malmø

Gå-ud-kulturen er stor i Malmø. Det betyder, at der ikke blot er mange, lækre restauranter, men at mange af dem også serverer særdeles god frokost. Vi har fundet tre steder, hvor du kan få den bedste frokost i Malmø.

Den lokale: Saltimporten

Du skal ikke være bange for at sidde side om side med fremmede mennesker, hvis du skal spise frokost på dette hippe cafeteria. Her sidder svenskere ved langborde og spiser dagens ret, som enten kan fås i en vegetarisk eller ikke-vegetarisk udgave. Maden er simpel, veltillavet husmandskost, som serveres med rustikt brød og enten vand eller vin.

Saltimporten, Hullkajen, Grimsbygatan 24, Malmö.

Den nemme: Mitt Möllan

Ligesom i København er streetfood et koncept, der er kommet for at blive i Malmø. I udkanten af det multikulturelle kvarter, Möllevångstorg, ligger det lille, overdækkede madmarked Mitt Möllan. Du kan vælge mellem mad fra otte forskellige madboder, som blandt andet inkluderer vietnamesisk mad, gourmet-pizzaer og indiske retter. Der er en afslappet atmosfære, og du kan få rigtig lækker mad til meget få penge.

Mitt Möllan, Claesgatan 8, Malmö.

Den eksotiske: Namu

På Namu kan du få noget af det bedste, koreanske gourmetmad, som er lavet med svenske råvarer. Og der er mange muligheder for at gå på opdagelse i deres lækre retter.

Du kan for eksempel få en smagemenu, hvor du får flere retter serveret efter hinanden, eller du kan bestille en masse små retter til deling ved bordet. Dertil kan du få cocktails, som er skræddersyet til hver enkelt ret, så din koreansk-svenske smagsrejse bliver verdensklasse.

Namu, Landbygatan 5, Malmö.

Klokken 14: Så er der fika!

I Sverige er der stor tradition for at tage en lille eftermiddagspause - en såkaldt fika - hvor du drikker kaffe med en lille kage til. Vi har samlet to af vores yndlingssteder, når du skal stille kaffetrangen.

Kaffeeksperten: Solde Kaffe

På den lille kaffebar ved kanalen i Malmø er kafferistning i højsædet. Alle medarbejdere er klædt i farverige kitler, og de tager deres arbejde meget seriøst.

På Solde kan du stifte bekendtskab med Bodil, Mäster, Vera og Bror, der er navnene på de forskellige slags kaffe, som har fået hver deres personlighed ud fra kaffens karakteristika. For eksempel er Mäster sød, fyldig og en smule bitter, mens Vera er elegant, syrlig og en anelse ivrig. Hertil kan du få en lille småkage eller croissant for at fuldende din fika.

Solde Kaffe, Regementsgatan 2, Malmö, Sweden.

Overdådige kager: Patisserie David

Denne lille franske bager er et overflødighedshorn af alle de lækreste kager. Hver morgen bager de friske forsyninger af både landlige baguetter, sprøde croissanter og uimodståelige eclairs. Du kan både købe det to go eller nyde det i bageriets hyggelige baggård.

De syndige fristelser hele er næsten så smukke, at du ikke nænner at sætte tænderne i dem – men det er også så velsmagende, at du ikke nænner at lade være.

Patisserie David, Östergatan 7b, Malmö, Sweden.

Klokken 16: Gå på kulturel opdagelse

Malmø har et rigt kulturliv med masser af museer og gallerier. Du kan både finde store, klassiske værker, samt moderne, eksperimenterende kunst.

Det klassiske: Malmöhus

På det gamle renæssanceslot kan du gå på opdagelse i en stor samling af skandinavisk kunst og møbelkunst. Men det er ikke det eneste, der gør Malmöhus et besøg værd. Slottet i sig selv er nemlig også en oplevelse værd, og de fine parkarealer omkring giver plads til en dejlig slentretur efter museumsbesøget.

Malmöhus, Malmöhusvägen 6, Malmö.

Det moderne: Moderna Museet

På det moderne museum er samtidskunst i højsædet. Her kan du se nogle af de mest betydelige værker fra nyere tid samt moderne klassikere. Museet findes både i Stockholm og i Malmø, hvoraf den malmøske afdeling befinder sig i en rå, industriel, orange bygning i hjertet af byen.

Moderna Museet, Ola Billgrens plats 2–4, Malmö.

Klokken 19: Middag og drinks

Når dagen er omme, er det tid til et måltid mad. Der er masser af gode steder rundt i byen, hvor du kan både kan finde gourmetmad og afslappede, rustikke bistroer. Vi har udvalgt to restauranter, hvor du er sikret den bedste madoplevelse.

Den rå: Bastard Mat & Vin

Der er altid fuldt hus på Bastard, så du skal huske at bestille bord, hvis du vil spise her. Menuen  byder på kød i lange baner, når de skæggede kokke med tatoveringer op ad armene kokkererer rustikke retter med masser af hjerte og velsmag.

Hvis du vil have noget at drikke til maden, vejleder tjenerne kyndigt i deres store udvalg af drinks og særlige naturvine.

Bastard Mat & Vin, Mäster Johansgatan 11, Malmö.

Den eksklusive: Vollmers

I et gammelt bondehus i det indre Malmø finder du den moderne gourmetrestaurant Vollmers. Maden er yderst eksklusiv og er blevet belønnet med hele to Michelin-stjerner. Alle råvarerne er af lokal oprindelse, og du kan endda læse på menukortet, hvor langt de forskellige ingredienser har rejst, før de er endt på din tallerken.

Restauranten er i den dyre ende, men prisen er klart oplevelsen værd. Hvis du alligevel vil finde en mere prisvenlig udgave, har samme ejer lavet konceptet Snapphane, hvor maden stadig er sublim, men konceptet er mere afslappet bistro.

Vollmers, tegelgårdsgatan 5, Malmö.

Anbefalet til dig