Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Afhængig af porno
Foto: Les Kaner

Afhængig af porno

Karens kæreste var afhængig af porno: “Det var noget hæsligt sex, fordi jeg overhovedet ikke blev inkluderet”

Unge danskere har et pornoforbrug så højt som aldrig før. Det er et problem, for særligt børn og unge er i fare for at blive afhængige af det hurtige fix, som porno kan give. Vi er ved at ødelægge en hel generation af unge, lyder opråbet blandt andet fra seksualunderviser Karen Sundtoft, der selv har haft problemet helt tæt på.

Af Louise Gade Sig 

Så lå de der på sengen. Helt slukørede. Karen Sundtoft på 31 år og hendes kæreste på 22 år havde netop dyrket sex sammen for tredje gang. Men det var endnu en skuffelse.

LÆS OGSÅ: Hvad er feministisk porno, og hvorfor er den vigtig?

– Det var noget hæsligt sex, fordi jeg overhovedet ikke blev inkluderet. Min kæreste dyrkede nærme st sex med sig selv, han onanerede i mig for at være helt ærlig. Jeg følte, at han kun kunne kigge på sin pik, der kørte ind og ud af mig – et closeup på det, det handlede om. Han fik ikke udløsning, og senere fandt jeg ud af, at han ofte heller ikke havde fået rejsning – den der unge pik, der spontant rejser sig på upassende tidspunkter, oplevede han slet ikke, siger Karen Sundtoft i dag to år senere. Det undrede hende. Gennem sit arbejde som seksualunderviser havde hun hørt, at et stort pornoforbrug kunne kobles sammen med rejsningsproblemer og manglende udløsning, men hun havde aldrig overvejet, at det kunne komme så tæt på.

LÆS OGSÅ: “Du kan nemt blive afhængig af at se porno”

– Det er jo fuldstændig uhørt, at en fyr i begyndelsen af 20'erne har problemer med at få rejsning og udløsning. Når vi talte sammen, havde han også svært ved at koncentrere sig og tabte
tit tråden, men jeg var så vild med ham og ville ham så gerne, at jeg ikke kunne lade være med at gå videre ind i problematikken, siger hun.

Så da de lå der i sengen, spurgte hun ham direkte: "Hvor meget porno ser du egentlig"?
Han tøvede i begyndelsen, men fortalte så, at han så en del. En hel del, faktisk. Som regel hver dag, morgen og aften.

– Han fortalte, at han glemte hele verden, når han så porno. At det blev brugt til at holde svære ting på afstand, men at han blev skræmt over, at han ikke kunne føre en normal samtale i de perioder, han så allermest porno, fordi han ikke kunne være mentalt til stede og holde fokus. På studiet kunne han fuldstændig miste koncentrationen, fordi det porno, han havde set om morgenen, flashede for hans indre blik. Det frustre-rede ham, men han kunne ikke lade være – det var det første, han tænkte på, når han vågnede om morgenen.

Ødelægger en generation

Karen Sundtoft er uddannet socialrådgiver og har siden 2012 holdt foredrag for folkeskoleelever, gymnasieelever og højskoleelever om sex. 42 procent af internetbrugere mellem 10-14 år har set porno online, og når de er fyldt 17 år gælder det en overvældende del af dem: 93 procent af drengene og 62 procent af pigerne. Det fremgår af tidsskriftet CyberPscyhology and Behavior.

Karen Sundtoft er ikke i tvivl om, at de unge danskere under 20 år forbruger langt mere porno, end de gjorde i tidligere generationer. Det samme billede tegner sig i en undersøgelse, ALT for damerne har lavet. En rundspørge blandt 32 danske sexologer viser, at 81 procent oplever et øget pornoforbrug blandt unge. Nogle af sexologer beretter om børn helt ned i børnehavealderen, der kigger på porno, men i gennemsnit begynder danske unge at se porno som 11-årige. Den seksuelle debutalder er i gennemsnit 16 år, og det betyder, at de unges erfaring med sex de fem første år udelukkende kommer fra porno. Det kan potentielt ødelægge en hel generation af unge mennesker, mener Karen Sundtoft.

– Sex kører i hovedet på de unge, og det er helt naturligt, men tilsæt så porno i den her unge hjerne, der tager alt ind uden forbehold. Særligt drengene er hyperseksuelle. De tror, de lærer noget om ordentlig sex ved at se porno – for eksempel er rigtig mange af drengene meget optaget af analsex og tror, at det er en obligatorisk del af et samleje. Samtidig er deres onanifrekvens ofte så høj, at de ser porno mindst en gang om dag-en, og der bliver nærmest ikke onaneret uden, fortæller hun.

– En dreng i 7. klasse sagde til mig, at han syntes, han så for meget porno og var nødt til helt at holde en pause, andre 7. klasses elever fortæller, at de prøver at skære ned i deres forbrug. Det er nogle ret vilde erkendelser, som plejer at komme fra voksne mænd, siger hun.

Fuld gas på mindreværdet

Der findes en sammenhæng mellem unges nemme adgang til porno og et usundt forhold til sex. Ifølge Victor Cline, tidligere professor og ph.d. i Psykologi ved Universitet i Utah, begynder børn og unges hjerne nemlig i perioder at programmere sig seksuelt og finde ud af, hvad den finder tiltrækkende og ophidsende. I netop de perioder er det afgørende, hvilke indtryk der kommer udefra. Når hjernen bliver eksponeret for hardcore pornofilm, bliver det lagret som en permanent del af hans eller hendes seksuelle opfattelse. Også Dr. Sharon Cooper, børnelæge fra North Carolina Universitet, mener, at børn og unge er mere sårbare over for porno end voksne på grund af hjernens spejlneuroner. Det er de nerveceller, der giver os ny viden om, hvordan vi som mennesker påvirker hinanden, og de spiller en afgørende rolle for, hvordan børn og unge lærer. De observerer, spejler sig i andres handlinger og efterligner deres opførsel. Fordi porno er så eksplicit, kan det have en stærk effekt blandt børn og unge sammenlignet med andre medier, har den kvindelige læge tidligere forklaret i Washington Post.

Karen Sundtoft bakker op:

– Det er et kæmpe problem, og vi bliver ved med at tro, at de godt kan skelne mellem porno og rigtig sex. Nu har vi highspeed internet og dermed highspeed porno – det vil sige, at du lynhurtigt kan finde ny og voldsommere porno, det er blandt andet det, der gør dig mere og mere hooked. Vildere og vildere. De unge indretter hjerne efter porno. Hvis du har set porno i tre-fem år, får du indtryk af, at din pik skal være så stor, du skal have sex på dén måde, du skal holde så lang tid. Det giver et forskruet billede af sex, og jeg kender historier om unge drenge, der er taget med piger hjem fra byen, men ikke kan overskue at dyrke sex, fordi de ikke mener, de er veludrustede nok. Eller unge mænd, der ikke dyrker sex, fordi de ikke lige har fået trænet nok. Der er fuld gas på mindreværdet.

Pikken er levende igen

Karen Sundtoft stillede sin kæreste et ultimatum – hun sagde ligeud, at hvis han ville blive ved med at være hendes kæreste, så måtte han stoppe med at se porno. For hun ville ikke dyrke dårlig sex, og hun vil ikke have en kæreste, der ikke fik noget ud af den sex, de dyrkede.

– Han var virkelig ked af det, men hvis jeg skulle vende den følelse, jeg havde af at være en onanidukke, så skulle der ske noget drastisk. Det gode var, at han hellere ville dyrke rigtig sex i stedet for at se porno. Så skadet var hans hjerne trods alt ikke, at han syntes porno var sjovest, men sådan bliver det for nogle mænd, siger hun.

Hendes kæreste stoppede med at se porno fra den ene dag til den anden.

– Vi har diskuteret, hvor lang tid der gik, men pludselig var alt forandret. Min kæreste vågnede hver morgen med rejsning, som de fleste andre fyre på hans alder, og han var lykkelig over igen at have en pik, der levede sit eget liv og pludselig kunne rejse sig, når han tænkte på mig eller så en lækker kvinde på gaden. "Min pik er levende igen," sagde han. Jo længere tid der gik, jo mere kunne jeg også mærke, at han i det hele taget var mere fokuseret og koncentreret, siger Karen Sundtoft og tilføjer, at alle problemer langtfra var løst.

– Der lå et kæmpe arbejde i at få ham til at inkludere mig i akten som andet end et underliv og et par bryster. Pornofilmene droppede han helt, men fordi vi bor langt fra hinanden, er han faldet i flere gange med billeder, og det er svært, for der er hele tiden et behov for at skalere det op. Og det er netop det, porno kan gøre, forklarer hun – med tiden kræver hjernen vildere og vildere input for at blive tilfredsstillet.

– Porno sender dopamin ud i din hjerne, fordi du ser en partner, du kan formere dig med. Hjernen forstår bare ikke, at at det er umuligt at formere sig med en skærm, så hver gang, du ser en ny partner på skærmen, der har lyst til sex, bliver der sendt mere dopamin ud, og sådan eskalerer det. Det er et rush og giver dig lyst til at se mere porno, og vi finder nye og vildere genrer for at sætte niveauet af dopamin op. Her starter en ond cirkel, som sender helt almindelige mennesker ud i at se genrer af porno, de aldrig havde troet, de skulle se – men chokeffekten sender igen ekstra dopamin ud i hjernen. Jeg har selv set alt for meget porno i perioder, for jeg er helt med på, at det er et fantastisk nemt quickfix. Men så bliver jeg fanget og ender et eller andet sted, hvor det bliver så nedladende, at jeg kan få mareridt over det. Porno virker voldsomt på vores hjerner.

Det er et samfundsproblem

Kan nutidens unge så havne det sted, som Karens kæreste gjorde? Ja, og måske mere til, siger Karen selv.

– For dem bliver det nok endnu sværere. Min kæreste begyndte at se porno senere, end de unge gør i dag, og han begyndte at dyrke sex nogenlunde samtidig, så han kunne opveje pornoen med sine egne seksuelle erfaringer. Når den årgang, der er 13 år nu, bliver 40 år, er jeg oprigtigt bange for, at nogle af dem ser tilbage på et sexliv, som kunne have været så meget bedre, hvis de ikke havde brugt 10 år på at se for meget porno og 10 år på at komme over det. Som det er lige nu, tror jeg desværre, vi har en generation, som bliver ramt på deres selvværd, potens og hjerne. Jeg synes virkelig, det er et samfundsproblem, som vi skal få øjnene op for nu, siger hun. Helt konkret vil hun gerne gøre seksualundervisning til et timefag i folkeskolen. Et fag, hvor man hver uge taler om sex, krop og menneskelige relationer et par timer.

– Viden er vejen frem, for man kan sagtens se porno, hvis man forstår, hvad det er, man ser, og hvis man ikke gør det for ofte. Mange mener, det er forældrenes ansvar, men forældrene får altså bare ikke gjort noget ved det, og man kan ikke klandre dem. Forældrenes egne hjerner blev ikke indoktrineret med samme massive mængde porno, da de var unge, så de forstår ikke, hvad det gør ved deres børn, siger hun.
Hun føler, at hun i sit eget parforhold har fundet en fin balance med pornoen.

– Jeg kan reelt ikke vide, hvor meget porno, min kæreste ser, men jeg føler, vi fundet en god middelvej, hvor vi sagtens kan være lidt "pornoagtige" i sengen, for det kan være superfrækt. Vi har bare sex på en helt anden måde, fordi min kæreste har løftet blikket. 

LÆS OGSÅ: ”Idet vi passerer hinanden, griber han fat i mit ene bryst”

LÆS OGSÅ: ”Jeg vågnede af, at han lå i min seng og onanerede op ad ryggen på mig”

LÆS OGSÅ: Det sker der i kroppen, når du bliver ophidset

Om porno

I Indien og Island diskuterer man et forbud mod porno.

I England har premierminister David Cameron indført, at pornofiltre som udgangspunkt er slået til på alle computere, så forbrugerne selv skal tilvælge adgangen til porno. "I de mørkeste hjørner af internettet, foregår der ting, som er en direkte fare for vores børn," sagde David Cameron i en tale i 2013. Sidste år indførtes der således et filter på internettet, som man selv aktivt skal bede sin internetudbyder om at få fjernet, hvis man ønsker at se porno. Det blev af nogle anset som et moralsk korstog imod sex og en fratagelse af friheds-rettigheder.

I en undersøgelse fra EU-organisationen "EU kids-online" fra februar 2013, svarede 10.000 børn og unge mellem 9-16 år på, hvad der bekymrede dem mest på internettet. Her kom porno på førstepladsen.

Det siger politikerne

"Vi har et ansvar for at handle"
Lotte Rod, ordfører for børn, sundhed og undervisning, Radikale Venstre:

– Det er meget tankevækkende, at porno tilsyneladende er skadeligt for børn og unge, der endnu ikke har udviklet pandelappen. Det er nyt for mig, og jeg vil derfor spørge sundhedsministeren, hvad vi har af forskning både dansk og internationalt på området. Hvis vi ved, at det er skadeligt, har vi et ansvar for at handle.

Hvordan kan vi ellers beskytte børn og unge?
– Jeg synes ikke, børn skal have adgang til porno i skolen. Det skal skolerne kunne blokere. Jeg vil spørge undervisningsministeren, hvordan reglerne er, så vi kan sikre os, at skolerne har de redskaber, de har brug for.

"Lad os tage hul på debatten nu."
Jane Heitmann, sundheds- og psykiatriordfører, Venstre.



– Internettet har rigtig mange fordele, men desværre følger der også nogle problematikker med. Det skal være op til den enkelte skole, om man vil indføre et forbud eller filter. Det er oplagt at diskutere i skolebestyrelserne, hvad der skal være tilgængeligt. Forældre har også et enormt stort ansvar for at tage snakken med deres børn om at se porno på nettet.

Der forskes stort set ikke i konsekvenserne af pornoforbrug i Danmark. Er det noget, du vil kæmpe for at afsætte midler til?
– Ja, jeg synes, det kunne være spændende, og jeg vil gerne drøfte mulig-heden for at tilføre nogle midler til området næste gang, der skal være fordeling af forskningsreserven. Lad os tage hul på debatten nu.

 

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Sex