På arbejdspladsen findes der regler og lovgivning for, hvordan vi skal agere i forhold til hinanden.
Men reglerne er pakket ind i mange krøllede hjørner af lovgivningen, som vi ikke altid har lige stor opmærksom på, såsom arbejdsmiljøloven, ligestillingsloven osv.
Et af de mere omdiskuterede områder er regler om sexchikane, som jo er lovgivningens hjælp til, hvor langt vi må gå i forhold til sexuelle antydninger på vores arbejde.
Jeg synes selv at alle reglerne er uoverskuelige og svære at fortolke. Og det er de jo også, for i sidste ende, vil det altid være den krænkede, som vurderer, om han/hun er blevet udsat for sexchikane. Og han eller hun må så – i mange sager - have domstolen til hjælp i forhold til en konkret vurdering af sagen.
Drop platte kommentarer
Derfor bruger jeg selv den mest enkle regel af alle – jeg sørger for ikke at komme til at tale nedsættende, eller komme med platte kommentarer til mine kolleger. Det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan fortælle en sjofel joke eller bruge et sjofelt udtryk i ny og næ. Men sørg altid for, at det ikke falder – eller kan opfattes som personligt.
OG hvis det falder, så det kunne misforstås – så sørg for at få sagt undskyld – hurtigt. Hellere et undskyld for meget end et for lidt!
I denne uge, har jeg har valgt at bringe et direkte citat fra Videncenter for Arbejdsmiljøs hjemmeside, som jeg synes er en super god guide til at forholde sig til sexchikane på vores arbejdspladser.
Fortæl os gerne, om det er noget du/I kan bruge/bruger på jeres arbejdsplads!
Sådan forebygges sexchikane
Alle niveauer på arbejdspladsen kan spille en rolle i at forebygge sexchikane.
- som medarbejder
Sig klart og tydeligt fra over for de handlinger, som du ikke bryder dig om. Sexchikane bliver ofte ikke bremset, fordi det i starten kan være svært at skelne mellem komplimenter, gemytlige berøringer o.l. og chikanerende handlinger. Sexchikane starter kun sjældent lige på og hårdt. Men den mest effektive strategi er at sige fra prompte, selv om det kræver mod og styrke. Den strategi, de fleste vælger: afværgelse og undgåelse virker sjældent på en anmassende mand. At prøve at formilde chikanøren ved hjælp af kvindelig omsorg er det værste, man kan gøre: en chikanerende mand vil derimod opfatte det som opmuntring. Du bør under ingen omstændigheder give efter for chikanørens ønsker. Søg hjælp, hvis chikanen fortsætter. Hos kolleger, tillidsvalgte og/eller ledelse.
- som kollega
Respekter hvis din kollega siger fra over for dine eller andres handlinger. Også selv om du selv synes, de er uskyldige eller bare for sjov. Hvis du bliver vidne til sexchikane, skal du ikke "dukke dig" men sige tydeligt fra og støtte den, det går ud over. Din kollegiale opbakning er meget væsentlig både for sagens forløb og for den enkelte kvinde.
Sådan forebygger du sexchikane som tillids- og sikkerhedsrepræsentant eller medlem af MED-udvalg
Du skal reagere hurtigt og kontant ved mistanke om sexchikane. Det vigtigste er at hjælpe den ramte. Vær opmærksom på, at sexchikane kan være den bagvedliggende årsag, hvis en kollega opfører sig underligt, ofte melder sig syg eller siger op/bliver fyret. Det er bedst, hvis problemet kan klares med en samtale med chikanøren eller ledelsen. Men hvis det er nødvendigt, skal du være med til at bygge en sag op. Dvs. kortlæg tid, sted og art af chikane. Find eventuelle vidner. Søg støtte hos fagforeningens ressourcepersoner.
- som leder
Tag det som leder altid alvorligt, hvis en ansat føler sig dårligt behandlet eller chikaneret og vælger at fortælle om det. Ledelsen bør udtrykke klare holdninger, der tager afstand til sexchikane. Den bedste måde er ved at kombinere information og diskussion i personalegruppen.
- som organisation
Det er altid arbejdsgiverens ansvar, at de ansatte ikke bliver udsat for sexchikane. Det er vigtigt, at virksomheden vedtager en politik og et regelsæt om seksuel chikane - før skaden sker - som en del af personalepolitikken. Den bør fastslå, at:
- sexchikane er uprofessionelt og ulovligt
- sexchikane ikke tolereres
- sexchikane kan medføre afskedigelse af krænkeren
- ingen behøver finde sig i sexchikane.
Kilde: Videncenter for Arbejdsmiljø
Alice Louise Wedell-Neergaard
Alice har været ansat i Tryg i 20 år - de sidste 11 år som topleder. I dag driver hun virksomheden HeartPerformance, hvor hun arbejder med forandringsledelse, ledelsesprocesser og lederudvikling.
Alice har desuden en bred erfaring med at kombinere karriere og familieliv. Fx har hun haft orlov fire gange, og hun var Trygs første kvinde med hjemmearbejdsplads. Privat er hun mor til tre børn på 18, 16 og 13 år. Læs mere om Alice her.