“Jeg synes, at kernefamilien og ægteskabet har rigtig meget godt at byde på”

Katrine Marie Guldager bor på en lille, stille villavej i Kastrup. Huset ligner et hvilket som helst andet hus i området, og alt ånder ro, kernefamilie og leverpostej. Katrines mand er i Sverige for at ­fikse noget på familiens ødegård, datteren er på spejderlejr, og sønnen i børnehave. Meget mere normalt og Danmark-agtigt bliver det næppe. Og det passer forfatteren til Køge-krøniken godt. Rigtig godt faktisk. Katrine Marie Guldager fik nemlig nok af fællesmøder, ­fællesbad og fællesferier under sin opvækst i 70'erne i Danmarks første bofællesskab, Sættedammen, hvor folk vadede ind og ud hos hinanden og aldrig respekterede en lukket dør.

– For et sensitivt barn – som jeg var – var det måske ekstra problematisk med rammer, der var udflydende, og forældre, der var så optagede af at ændre alt. Jeg tror, jeg ville have haft meget mere glæde af at vokse op på en villavej, hvor alt var fast, og de samme ting skete hver dag. Og sådan er der mange børn, der har det, tror jeg. Som virkelig har brug for faste rammer i barndommen.

– Jeg kunne slet ikke forholde mig til så mange mennesker hele tiden dengang, og det kan jeg heller ikke i dag. Jeg er meget mere en huleboer. Jeg tror virkelig på, at børn har glæde af en kernefamilie. Børn har brug for nogle, der påtager sig ansvaret for at være deres forældre, og som er helt tydelige i det ansvar. Så villavejen er helt klart det, de fleste børn gerne vil have, tror jeg.

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "Jeg synes jeg har klaret mine skilsmisser ret godt"

En families opløsning
I Køge-krøniken, som netop er afsluttet med det sjette bind, "Ilden", følger man en familie fra 1938 og 50 år frem.

– Det sidste bind slutter i 1988, hvor en periode i Danmarks-historien også sluttede. Krøniken dækker hele det antiautoritære oprør, 70'erne og tiden frem til lige før Murens fald. ­Familien i krøniken har hængt i en tynd tråd, og de har hele­ ­tiden haft konflikter. Der har hele historien igennem været drama i familien, og spørgsmålet har været, hvor meget en ­familie egentlig kan bære, før den bryder sammen.

– Jeg har gennem hele Køge-krøniken gjort mig meget umage med, at det skulle være en fiktiv fortælling, for jeg synes, det er ens opgave som forfatter at iscenesætte noget alment og ikke bare snakke om sig selv. Men det har jo vist sig, efterhånden som jeg har skrevet krøniken færdig, at det også i høj grad er min egen historie, jeg har beskrevet. Min egen families opløsning. Efter jeg mistede min far i 1988, har jeg haft mindre og mindre kontakt med min mor og min søster.

70'ernes opløsning af kernefamilien som institution og Katrines egne oplevelser har ført til, at hun i dag hylder ægteskabet som "vores eneste redning", og det er da også det – ægteskabet, og hvordan man får det til at fungere – der trænger sig på i snakken over køkkenbordet denne formiddag. Katrine hørte engang en præst sige om ægteskabet, at det er "i medgang og i modgang og i tomgang", og det er hun meget enig i. Der er masser af leverpostej og tomgang i ægteskabet, det er ikke bare idel lykke at finde den eneste ene – og for cirka halvdelen af befolkningen bliver den eneste ene også hurtigt til et navn på en skilsmisseansøgning. Katrine mødte selv sin mand, som er elektriker, for 10 år siden, og i dag er de forældre til to børn på 7 og 4 år. Katrine blev altså gift og mor i en relativt sen alder, og selvom hun elsker den ro, familien har givet, er hun ikke blind for de udfordringer, der også er i ægteskabet og forældrerollen.

– Det handler om de forandringer, der er sket med ægteskabet hen over de sidste 50 år. Jeg kalder det "Det nye ægteskab", altså ægteskabet som det ser ud, efter at kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og alting ændrede sig i 70'erne. "Det nye ægteskab" står over for nogle helt andre udfordringer end "Det gamle ægteskab".

Hvilke udfordringer tænker du på?
– Den ene nye udfordring er, at man er nødt til at skabe en struktur helt forfra, hver gang der er nogen, der vil skabe en familie. Tidligere kunne man i højere grad forlade sig på kvinderoller og manderoller og hvem-gør-hvad. Tingene var ikke til diskussion på samme måde i "Det gamle ægteskab". I det "Det nye ægteskab" – særligt når man kommer hjem med det første barn fra hospitalet – skal man simpelthen til at kæmpe om, hvem der gør hvad. Man nedarver ikke bare en model, og det er en kæmpe udfordring for hvert eneste ægteskab. Man kan ikke bare sige, nå men du skal tage opvasken, fordi du er kvinde. Punktum. Der er ikke noget, der givet. Og man skal også virkelig være et meget modent menneske selv, for man skal være klar over, hvad man vil være med til, og hvad man ikke vil være med til. Det kan ikke nytte noget, at man siger, at man vil være med til en hel masse, som man så alligevel ikke vil, for det betyder, at man bliver nødt til at gå på et tidspunkt.

– Det andet problem er, at man skal finde løsningen på det, jeg kalder "Nærhedens problem". Vi har så mange ­udfordringer med vores børn og vores arbejde og alt muligt andet, og når folk skal ­fortælle, hvorfor de skal skilles, så siger de ­næsten altid, at det er, fordi de ikke længere kan snakke sammen. Det er ikke noget med, at de ikke får nok sex, at der ikke er nok penge, eller at manden drikker. Nej, det er simpelthen, at man ikke kan finde ud af at snakke sammen. Og hvordan løser man det problem i en verden, hvor man hele tiden bliver hevet væk fra ­hinanden? Det er nærmest, som om den moderne tilværelse med masser af teknologi simpelthen gør, hvad den kan, for at ødelægge nærheden mellem ægtefæller. Folk tjekker mails om aftenen og sidder i det hele taget med hver sin skærm i stedet for at være sammen og tale sammen.

– Vi har kæmpet meget herhjemme om, hvordan strukturen skal være, så vi begge to er nogenlunde tilfredse. Hvem gør hvad, må børnene få slik hele tiden, og hvornår skal de i seng? Kan han tillade sig at tage på fisketur hver anden weekend, og kan jeg lige smutte, fordi jeg skal til hot yoga om aftenen? Det synes jeg, vi har kæmpet meget om, men jeg synes, vi er ved at være nogenlunde ude over det. "Nærhedens problem" er nok ikke noget, man løser permanent og en gang for alle, men vi har f.eks. en time hver aften, hvor vi skal snakke sammen. Eller – vi SKAL ikke – men det gør vi ­automatisk. Klokken 21 lukker og slukker vi for, hvad vi nu måtte have gang i, og så sætter vi os sammen. Eller lægger os. Gør noget, så vi er sikre på at få snakket sammen hver dag. Og det fungerer udmærket. Og her er det en fordel at være gift med en håndværker, for han har fri, når han har fri. Men altså, det er ikke noget, man løser bare sådan, og især børn river forældre fra hinanden. Børn er kæmpe modspillere i forhold til det med nærheden, for man kan aldrig nå at færdiggøre en sætning, før den bliver afbrudt.

Hvordan håndterer I det?
– Jeg tror, det er en kæmpe hjælp, hvis man har det som topprioritet at være sammen. Og der er min mand og jeg heldige på den måde, at vi ikke har en stor omgangskreds begge to. Vi har hinanden, som vi skal snakke med. Jeg har ikke lige tre veninder, jeg skal nå at fortælle noget, og han har ikke lige tre venner, han skal tale med. Det er os to. Jeg tror, det er vigtigt i et ægteskab, at man ikke også hele tiden skal pleje andre relationer. Det er okay, at døren er lukket indimellem, så man ikke hele tiden har familie, svigerfamilie, naboer og venner rendende. Det kan godt blive meget uoverskueligt i en ­moderne ­verden, synes jeg.

LÆS OGSÅ: Karen Busck: “Selvhøjtidelighed er noget af det værste hos en mand”

Skrappe mor
Katrine begyndte på Køge-krøniken, lige da hun havde født sin datter, og historien slutter nu, hvor datteren begynder i skole.

– Mit liv har ændret sig meget i den periode, fordi jeg ­netop har fået to børn. Nogle gange har jeg spurgt mig selv, hvorfor jeg absolut skulle skrive en kæmpe roman lige på det tidspunkt i livet, hvor man er allermest presset. Og ikke får sovet. Men jeg tror simpelthen, det har været en måde at holde fast i noget på, som ikke var børn. En måde at holde fast i min gamle identitet som forfatter på.

– At skrive en krønike er et ret firkantet projekt, som har været en god ramme om mit eget liv. Og nu, hvor børnene er lidt større, har jeg igen lidt frihed. Når man starter på en ny bog er man nødt til at være et andet menneske, man er nødt til at have flyttet sig. For mig har det været meget fint, at jeg har skrevet krøniken fra det samme sted i livet i de her seks-syv år, for der har ikke været tid til, at jeg lige kunne kaste alt overbord og nytænke det hele. Krøniken har været en fast opgave i en periode, hvor jeg ikke har haft tid til at redefinere mig selv.

LÆS OGSÅ: Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff: “Vi er fælles om at være naive romantikere”

Du blev mor første gang i en alder af 42, hvad har det betydet, at det var så relativt sent?
– Jeg tror, det har betydet, at jeg har lidt mere ro på. Mange, som får børn, når de er yngre, har samtidig en masse andre opgaver at løse. Man skal finde sin plads på arbejdsmarkedet og så videre. Man hviler mere sikkert i sit eget fundament, når man er lidt ældre. Den følelse har jeg haft. Jeg skulle i hvert fald ikke have børn tidligere, jeg var alt for forvirret.

Hvordan er du som mor?
– Jeg er overraskende skrap, vil jeg sige.

Hvorfor overrasker det dig?
– Fordi jeg med min 70'er-baggrund havde troet, at jeg bare skulle hygge mig med mine børn. At vi skulle have det så skægt og lave fede ting sammen. Og så har jeg i stedet kunnet mærke, at de hele tiden efterspørger grænser, grænser og grænser. Og derfor er man nødt til hele tiden at give dem grænser. Så det har overrasket mig, at man er nødt til at være så skrap og sige nej hele tiden. Men det er det, de gerne vil have.

Falder det dig svært?
– Nej. Men det har overrasket mig, at jeg er nødt til at gentage de samme ting i en uendelighed. Børn bliver smaskforvirrede, hvis de ikke har nogle forældre, der helt tydeligt fortæller dem, hvad de må og ikke må.

Katrine ser den tid, vi lever i, som meget anderledes end tiden, hun voksede op i. På godt og ondt.

– Jeg synes, der var mange gode ting i 70'erne. Det var da fedt, at fællesskabet var meget mere opprioriteret, end det er i dag. I dag er vi nærmest gået i den anden grøft. Jeg kan godt savne mange af de politiske ting fra dengang, men jeg savner ­ikke de store familieeksperimenter. ­Undersøgelser viser gang på gang, at folk gerne vil ægteskabet og kernefamilien, de kan bare ­ikke altid få det til at fungere. I 70'erne talte vi om kernefamilien som noget negativ. Folk, der boede bag en ligusterhæk, var ligusterfacister, men efter min mening er kernefamilien ikke noget dårligt. Jeg er da meget afhængig af den tryghed, der er i kernefamilien. Det er vigtigt for mig, at jeg kan stole på min mand, og at jeg altid føler, at vi kan hjælpe og ­støtte hinanden. Jeg følte, det var megahårdt alle de år, hvor jeg ­boede alene. Jeg synes, at ­kernefamilien og ægteskabet har rigtig meget godt at byde på. 

LÆS OGSÅ: Kaya Brüel: “Jeg har følt mig svigtet af min mor”

LÆS OGSÅ: Ulla Essendrop: “Jeg gider overhovedet ikke tage kampe på mit udseende. Det er det simpelthen for ligegyldigt til”

LÆS OGSÅ: Thomas Warberg: Bagstiv under Live fra Bremen