Kender du nogen, der har taget sit eget liv?
Hver gang der sker 10 selvmord i Danmark, bliver de syv begået af voksne mænd. De tør ikke vise svaghed og bruger oftere uigenkaldelige selvmordsmetoder, lyder forklaringen fra Bente Hjorth Madsen. Hun er psykolog med 12 års erfaring som leder af Center for Selvmordsforebyggelse i Århus og forklarer, at mænd typisk holder deres problemer tæt ind til kroppen:
- Mænd skjuler deres selvmordstanker, opretholder facaden i rigtig lang tid og kører situationen så langt ud, at den ikke er holdbar til sidst. Samtidig er de også meget skamfulde, og ingen må vide, at de har det svært. De føler simpelthen, at de mister mandigheden ved at bede om hjælp og vil for alt i verden opretholde en selvopfattelse af at være stærk, selvstændig og handlekraftig.