"Desperation i min datters blik efterfulgt af samme: Mor, mor, mor, stop, det er super SPURGT”

Indtil sidste år har jeg shoppet tøj til min nu preteen-datter, og hun har aldrig sat spørgsmålstegn ved min tøjsmag. For min skyld kunne vi fortsætte sådan, til hun flytter hjemmefra som 30-årig.

Så kommer jeg hjem en dag med et par fine bukser og en nederdel, hun virker glad-ish, og tøjet forsvinder ind på værelset. Jeg spørger et par gange, hvorfor hun ikke bruger bukserne.

”Mor. Næste gang du køber bukser, skal du ikke købe stramme cringe (kiksede, pinlige) mom-bukser. Det er altså ikke noget for min generation. Seriøst”.

LÆS OGSÅ: "I syv år har jeg healet mig selv hver aften. Det er min måde at håndtere frygten på"

Jeg har faktisk i al hemmelighed anset mig selv som en art stil-mogul. En status, der har stået uimodsagt i vores lille stamme. Indtil nu.

Noget tid efter, da jeg følger ungerne til skolen og falder i snak med en af lærerne og måske griner lidt højt, hiver hun i mig og hvisker helt desperat: ”Mor, mor, mor, seriøst hele skolen kan høre dig, du er så boomer” (og nej, gamle jas, boomer har ikke noget med boomer-generationen at gøre, men bruges mere som gammel og helt off). Jeg fatter ikke alvoren, da hun løber ind, mit grin har jo ikke ændret sig over årene. Det har ligesom altid været højt.

Så har hun en veninde på besøg. Jeg stiller veninden et, for mig at se, ganske neutralt, nærmest ligegyldigt spørgsmål, altså bare for at opbløde den lidt forkrampede preteen-stemning. Samme nye desperation i min datters blik efterfulgt af samme: ”Mor, mor, mor, stop, det er super SPURGT” (SPURGT er en teenager-sarkastisk henvisning til, at du ikke er blevet spurgt, inden du begynder at udtale om et eller andet emne).

Det var dér, jeg ramlede ind i point of no return. Den sårede MOR fyldte rummet ud med bebrejdelser. MIG, der stadig selv husker, hvor pinligt det var at have en mor. Punktum. MIG, der har gjort alt for at være en superepisk cool mor, mig, der bare er usammenligneligt meget federe end alle andre mødre.  

Min datter er bare sådan der:

”Mor, helt ærligt, slap af, jeg er din datter. Jeg skal ligesom synes, du er pinlig, uanset hvad”.

Men jeg havde jo lagt store planer for, hvordan vi kunne redde fremtidige mor/datter-relationer ved helt at undgå mors dramatiske statusfald – fra Gud til Gollum. Visionen gik i al sin enkelthed ud på, at mor bare blev ved med at være Gud resten af livet. Men datter har en anden dagsorden.

LÆS OGSÅ: Nillou Zoey Johannsen: Min livskrise har lært mig den største lektion af alle

Så har jeg brugt lidt tid på at samle mig selv op fra gulvet igen. Det er jo ikke fordi, JEG objektivt set er pinlig. Det er bare fordi, at hun skal løsrive sig, og i den proces har der i en periode været en markant stigning i restriktionerne herhjemme. Ikke for meget unødig snak, når der er veninder på besøg.

Seriøst, ingen grin, dans eller synge med på sange, ingen høje, spontane hilsner på gaden. Kys på munden foran andre er sååå SUS (suspicious, umuligt at lokalisere brugen af ordet, virker altid ude af kontekst), og fik jeg nævnt høje grin?

Så. Mors enevælde er væltet, og det er faktisk befriende. Nu kan jeg fuldt ud koncentrere mig om mit nye selvbestaltede kald som tåkrummende boomer-mom.

PS: Klummen er naturligvis blevet godkendt af preteen-komitéen. Den er ikke ret overraskende super cringe, SUS, SPURGT og mega 2020 og RIP-mig-agtig (dødpinlig).

Jeg forudser flere klummer om emnet, hun er trods alt kun lige fyldt 11.