”Hvad jeg ikke havde set komme, var omverdenens reaktion på vores skilsmisse”

For to år siden skrev jeg et blogindlæg om, at min eksmand og jeg var blevet skilt, og vi midt i skilsmissen havde fået et stærkere og kærligere bånd til hinanden. Hvad jeg ikke havde set komme, var omverdenens reaktion på vores skilsmisse. Særligt budskabet om, at det er muligt at skilles i forsoning, fordi alt andet går ud over børnene, var en gigantisk torn i øjet på andre skilsmisseramte i min omgangskreds. Beskederne svingede fra hån til skam:

”Bare vent til han eller du møder en anden”

”Lad os se, når hverdagen rammer, og I virkelig skal til at samarbejde”

”Tror du, folk bliver uvenner med vilje?”

”Skriv et indlæg om din lykkelige skilsmisse om to år, lad os se, hvordan det går”

LÆS OGSÅ: "Desperation i min datters blik efterfulgt af samme: Mor, mor, mor, stop, det er super SPURGT”

Andre prøvede at splitte os og skrive beskeder til den ene for at understrege deres sympati. Familie og venner. Det var fårene skilles fra bukkene-følelsen, og alting gik i opløsning. Jeg erfarede, at skilsmisser kan vække det grimmeste i mennesker.

Nu er der gået to år. Vi har skiftevis haft andre partnere, der er blevet smurt over 100 leverpostejsmadder, vi har haft skolehjemsamtaler, diskussioner om skærmtid osv.

Challenge accepted om et skilsmisseindlæg.

Ærlig talt, så troede jeg, at jeg ville danse (og elske) mig igennem min skilsmisse, men det har jeg ikke gjort. Til gengæld har jeg stået stille, som i det bibelske citat: ”Jeg flytter mig ikke, før du velsigner mig”.

Og det har gjort det muligt at fastholde en god, kærlig og tryg relation til ham. Jeg har tilladt følelserne og kunne se min egen rolle, der har ført til bruddet. Hvor mange ting jeg i vores ægteskab har bebrejdet ham, som jeg selv burde have taget ansvar for. Og hvordan jeg dermed har afgivet min magt fra mig.

Vi har altid været ærlige over for hinanden, men det er blevet endnu mere rent nu. Dengang måtte vi holde sammen for enhver pris, så der var veje, vi undgik at gå ned ad, fordi de var fyldt med miner og vejsidebomber.

LÆS OGSÅ: "I syv år har jeg healet mig selv hver aften. Det er min måde at håndtere frygten på"

Min erfaring er, at skilsmissen rummer et stort potentiale for at hele gamle sår, hvis man tør stille ind på sig selv og være nysgerrig på, hvordan man føler og tænker, i stedet for at fokusere på den anden. Det lyder fladt at skrive, men jeg har været i de mørkeste kamre i mit hjerte, grædt en flod og stadig stået op næste dag og smurt madpakker. Den proces har koblet mig til en råstyrke, der lå gemt i mig. Som jeg aldrig havde mærket, hvis jeg stadig havde været i offerposition eller gemt mig bag ham.

Min erfaring er også, at skilsmissen er en forlængelse af ægteskabet. Har man aldrig turdet være ærlig og sårbar, hverken over for sig selv eller sin partner, har jeg svært ved at se det ske, efter man er blevet skilt. Skilsmissen forstørrer ligesom alting. Jeg har altid insisteret på at tale sammen. Det gjorde vi stadig de sidste år under et kuldsejlet ægteskab. Selvom vi begge vidste, at vi ramte enden, blev vi ved med at give hinanden taletid.

Han er far til mine børn og kommer altid til at være i mit liv. Den relation er den absolut vigtigste at have på plads, og det i sig selv burde være motivation nok til at insistere på et godt og tillidsfuldt forhold. Også selvom vi er skilt.