Kom tæt på designduoen bag Dolce & Gabbana
Den italienske designduo har i løbet af 26 år skabt et imperium, der trodser både skiftende modetendenser og økonomiske op- og nedture. Senest har modehuset kastet sig over haute couture og relanceret parfumeklassikeren Dolce & Gabbana. Her får du historien om designerne, der elsker stærke kvinder – og hinanden – fortalt af dem selv.
Den 9. juli i år blev hverdagen i den sicilianske by Taormina vendt op og ned. De lokale noterede sig et stort antal unge gudesmukke piger på byens cafeer og restauranter, der med deres lange, slanke kroppe og graciøse bevægelser mest af alt mindede om en flok gazeller på afveje. Og i løbet af dagen strømmede flere sælsomme skabninger til: Det excentriske modeikon Anna Dello Russo, amerikansk Vogues Anna Wintour, skuespillerinden Scarlett Johansson og et større opbud af italienske society-piger var blot nogle af de i alt 200 særligt inviterede gæster fra den internationale modebranche, der flokkedes på gårdspladsen i det tidligere kloster San Domenico i Taormina.
Her, omgivet af en duft af jasmin, og alt imens et religiøst optog for helgenen Pancrazio sneglede sig igennem byens gamle gader udenfor, overværede gæsterne Dolce & Gabbanas første haute couture-opvisning. En kollektion, der i månederne op til havde været omgærdet af mystik, og som designerne Stefano Gabbana og Domenico Dolce selv havde lagt så meget arbejde og drømme i, at Domenico Dolce umiddelbart efter showet brød sammen i en lettelsens gråd.
Modehuset, der så ofte associeres med sydende sexappeal og leopardprint til alle sæsoner, havde nemlig ikke bare begået sin første haute couture-kollektion med 73 overdådige look. De havde skabt en så forførende opvisning i smuk skrædderkunst, at italiensk Vogues chefredaktør, Franca Sozzani, ikke tøvede med at kalde showet for et historisk øjeblik i italiensk mode. De inviterede modeskribenter fra Vogue, Le Figaro og The Daily Telegraph var enige: Kollektionen var en milepæl i Dolce & Gabbanas 26 år lange karriere.
“Hvert stykke tøj var mere detaljeret og kunstnerisk udført end noget, vi tidligere har set fra dem,” skrev Lauren Milligan fra Vogue.com.
Og selv om kollektionen med sin aura af gammeldags siciliansk glamour ikke fulgte sæsonens trends, er der ikke nogen tvivl om, at Milano-baserede Stefano Gabbana og Domenico Dolces couture-kjoler vil finde vej til de røde løbere over hele verden. Akkurat som mærkets prêt-à-porter-kollektioner begejstrer kunderne fra år til år, uanset om tiden dikterer minimalistiske snit eller, som Dolce & Gabbana foretrækker, feminin sensualitet.
Designerduoen er nemlig i store træk ligeglad med de evigt skiftende tendenser i branchen og skaber i stedet tøj ud fra et fast ideal inspireret af italienske filmdivaer som Sophia Loren og Gina Lollobrigida. Dermed har Dolce & Gabbana også aflivet myten om, at homoseksuelle designere elsker at klæde deres modeller i alt, der er androgynt, strygebrætsfladt og drenget, og byder i stedet indenfor i en verden, hvor kvinder er stærke og kvindelige, og mænd ligner moderne sicilianske gangstere.
De ikoniske korsetter
Dolce & Gabbana laver i dag 14 årlige kollektioner inden for prêt-à-porter, cruise, pre-kollektioner, accessories, makeup, børnetøj, undertøj og nu også haute couture. Mærket blev grundlagt i 1982 af sicilianeren Domenico Dolce og Stefano Gabbana fra Milano – et på overfladen umage partnerskab.
Domenico Dolce blev født i 1958 og voksede op på Sicilien med en far, der arbejdede som skrædder, og en mor, som havde en tøjbutik. Ganske naturligt udviklede Dolce en brændende interesse for mode, og som 18-årig rejste han til Milano for at søge arbejde i branchen. Her fik han et job i et designstudie, hvor han mødte den fire år yngre Stefano Gabbana.
Stefano Gabbana havde aldrig skænket modeverdenen en tanke i løbet af sin opvækst, men havde i stedet interesseret sig for grafisk design og reklamebranchen. Han uddannede sig som reklamemand, men fandt hurtigt ud af, at faget alligevel ikke passede til ham. I stedet blev han i 20’erne nysgerrig på en anden slags design – nemlig tøj. Han har senere fortalt, at det faktisk er Domenico, der har lært ham det meste af, hvad han i dag ved om mode. Og ligesom Gabbana hurtigt faldt for Dolce på privatfronten, blev han også dybt forelsket i mode og styling. Duoen blev kærester, og et kreativt samarbejde tog form.
I oktober 1985 viste designerne deres første kollektion under navnet Dolce & Gabbana under modeugen i Milano. Kollektionen hed Geometrismo, og stilen var en mere feminin og kropsnær version af 80’ernes dominerende ‘power dressing’-tendens. Modepressen var imponeret, men Dolce & Gabbanas designeventyr var nær ved at slutte allerede, før det overhovedet kom rigtig i gang.
Designerne fortæller til Eurowoman: “Vi fik gode anmeldelser for showet, men pludselig forlod det firma, der skulle producere kollektionen, os,” siger Stefano Gabbana.
“Vi var rundt hos alle vores venner og bad om hjælp, men vores design og kvindeideal var alligevel for anderledes til, at folk troede på en succes,” fortsætter Domenico Dolce.
“Så tre måneder efter modeugen stod vi uden penge og uden en fabrikant,” siger Stefano Gabbana.
“Ved juletid i 1985 tog jeg hjem og snakkede med min familie på Sicilien. De var villige til at hjælpe os økonomisk, men faktisk havde jeg allerede sendt et brev for at aflyse vores bestillinger på stoffer, eftersom vi stadig ikke havde nogen fabrik, hvor vi kunne producere tøjet. Heldigvis strejkede posten dog, så brevet kom aldrig frem, og vores stoffer blev leveret. Og med min families hjælp fik vi sat sommerkollektionen 1986 i produktion,” slutter Domenico Dolce.
Op igennem resten af 80’erne skilte Dolce & Gabbana sig ud med deres romantiske sicilianske look med blonder og ikoniske sorte korsetter, som stod i skærende kontrast til tidens store designere som fx Armani og Versace, der viste stramme bukser og miniskørter. Dolce & Gabbana-stilen var indbegrebet af klassisk italiensk sensualitet, og modehuset hyrede stærke skønheder som skuespillerinden og modellen Isabella Rossellini til at repræsentere looket i reklamekampagner.
Isabella Rossellini har tidligere fortalt om sit første møde med Dolce & Gabbana:
“Den første Dolce & Gabbana-ting, jeg fik på, var en hvid skjorte, der egentlig var ganske ærbar – men skåret til at få det til at se ud, som om mine bryster var ved at bryde ud af den.”
Nyder godt af krisetider
I 1990 lancerede Dolce & Gabbana deres første herretøjskollektion, i 1992 kom parfumen Dolce & Gabbana, og i 1994 den mere budgetvenlige og yngre linje D&G til både kvinder og mænd. D&G blev i 2011 slået sammen med hovedlinjen Dolce & Gabbana – til manges overraskelse, eftersom det var D&G, der tjente flest penge til modehuset. Men, som den engelske avis The Guardian noterede sig i forbindelse med sammenlægningen: “D&G’s designæstetik har altid henvendt sig til en cheerleader med et budget som en CEO”.
Store stjerner som Nicole Kidman, Tom Cruise og Madonna blev i 90’erne reklamesøjler for Dolce & Gabbana på den røde løber, og mærket skabte sågar 1.500 kostumer til Madonnas turné The Girlie Show i 1993. Den flamboyante sangerinde blev – og er – en af designduoens yndlingskendisser og har siden optrådt i parrets tøj både privat og i mærkets kampagner.
Andre Dolce & Gabbana-favoritter har senere talt både Kylie Minogue, som designerne også har klædt på til turné, og Scarlett Johansson og Monica Bellucci (ansigter for Dolce & Gabbanas makeuplinje), modellen Gisele Bündchen (ansigt for parfu-
men The One) og senest den franske diva Laetitia Casta, som har fået æren af at pryde mærkets seneste parfumekampagne for relanceringen af Dolce & Gabbana-duften.
Det rapporteres, at Dolce & Gabbana i dag omsætter for ca. 920 mio. dollars, og mens den øvrige modeindustri i fire år har været plaget af finanskrisen, har duoen fra Milano klaret sig glimrende. I 2010 viste mærkets regnskab endda en 20 % stigning i salget – et godt tegn på, at finanskrisen i sine første år fik forbrugerne til at søge mod mere feminine og kvindelige design og sky de alt for avantgardistiske kreationer.
Stefano Gabbana og Domenico Dolce giver da heller ikke meget for krisetider – dem har de med egne ord overvundet flere af, siden mærket åbnede midt i en krisetid i 1986.
“Jeg tror, vi tiltrækker kriser. Da vi lancerede vores kvindetøjskollektion i 1986, blev Libyen bombet, og alle vores amerikanske kunder aflyste deres møder med os og tog hjem til USA. Da vi lancerede vores første herretøjskollektion i 1990, blev Kuwait invaderet,” sagde Dolce til Interview Magazine i 2009.
Gabbana supplerede:
“Jeg er så træt af at høre om, hvordan “kunderne har ændret sig i krisetider”. Jeg har hørt den samme sang siden 1986. Vi gør bare vores arbejde som altid,” sagde han i samme ombæring.
Artiklen fortsætter på næste side...Kærlighed på italiensk
Designerne, som kalder leopardprint for en ‘basisfarve’ i garderoben, er i dag ikke længere kærester, men de bor fortsat i samme bygning i Milano. Domenico Dolce må som underboen tolerere baslydene fra Stefano Gabbanas mange vilde fester i lejligheden ovenpå, hvor bl.a. den italienske L’Uomo Vogue-redaktør Giovanna Battaglia ynder at danse rundt til Madonna-hits. Designerne er stadig hinandens bedste venner og sammenligner i dag deres forhold med kærligheden mellem brødre. Men to meget forskellige brødre. I forbindelse med duoens 25-års jubilæum fortalte Stefano Gabbana sidste år til engelsk Vogue:
“Vi har skændtes de sidste 25 år! Han har én smag, jeg har en anden, og vi prøver altid at overbevise hinanden om, hvad der er bedst. Domenico er skrædder og går op i detaljer og skulderproportioner. Jeg er mere flamboyant og instinktiv. Jeg kan være usikker i mit privatliv, men i mit job er jeg beslutsom. Vi er et godt team, for Domenico har, hvad jeg ikke har, og omvendt. Nogle gange går der timer, uden at vi siger et ord – eller en hel dag. Vi er lidt som et gammelt ægtepar på den måde. Vi er familie.”
Livet som designerduo og homoseksuelt par i det konservative Italien har ikke altid været nemt. Stefano Gabbana mener dog alligevel, at han og Domenicos forhold er forbilledligt for homo- og heteroseksuelle overalt.
“Vores kærlighedshistorie fortsatte, efter forholdet sluttede. Uden sex, og uden at vi nu bor sammen. Og hvorfor skulle det ikke også det? Domenico var mit livs første store kærlighed, og jeg har ikke lyst til at glemme det,” fortalte Gabbana i 2009 til Interview Magazine.
Kærlighed og romantik er evigt tilbagevendende temaer i designernes kollektioner, der dog har skruet en anelse ned for den aggressive sexappeal siden 80’erne og start-90’erne.
“Sexet er ikke altid lig med kurver og store bryster. Se bare på de mange smukke asiatiske kvinder. Sexappeal er i øjnene og i kvinders bevægelser. I 80’erne var seksualitet meget vulgær, men i dag er det anderledes,” sagde Domenico Dolce i 2011 til britisk Vogue.
Dolce & Gabbana har i det nye årtusind desuden vundet flere priser for deres innovative onlineaktiviteter, lanceret onlinemagasinet Swide.com såvel som deres egen blog og mobilkanalen D&G, hvor man kan se mærkets modeshows live. Designerne ser deres virtuelle imperium som en vigtig del af deres forhold til forbrugerne og en måde, hvorpå de kan udbrede kendskabet til Dolce & Gabbana over hele verden. Men selv om deres design nødvendigvis må imødekomme efterspørgslen fra nye markeder som det førnævnte asiatiske, forbliver Dolce & Gabbanas værdier uomskiftelige og rødderne solidt plantet i den sicilianske jord.
“Vi bliver til stadighed inspireret af stærke kvinder, som ved, hvad de vil. Det var også derfor, vi valgte Laetitia Casta som ansigt for parfumen. Hun legemliggør den form for femininitet, der er indbegrebet af vores mærke og altid vil være det,” siger Stefano Gabbana.
Se også: Kom tæt på søstrene bag The Row »