”Kvindernes karrierepræferencer BØR ikke være en karrierehindring”
Foto: iStock Socialt ansvar, etik og mening er vigtigt for kvinder, når de vælger arbejdsplads. For mænd handler det derimod mere om prestige og løn, når de kigger efter drømmejob.

”Kvindernes karrierepræferencer BØR ikke være en karrierehindring”

Kvinder vil have mening, og mænd vil have prestige, viser ny undersøgelse. Men det er ikke kvindernes karrierevalg, der er årsagen til, at der er så få kvinder i toppen af dansk erhvervsliv, mener ekspert.

Kvinder vil have mening, og mænd vil have prestige, viser ny undersøgelse. Men det er ikke kvindernes karrierevalg, der er årsagen til, at der er så få kvinder i toppen af dansk erhvervsliv, mener ekspert.

Socialt ansvar, etik og mening er vigtigt for kvinder, når de vælger arbejdsplads. For mænd handler det derimod mere om prestige og løn, når de kigger efter drømmejobbet. Sådan lyder konklusionen på en ny undersøgelse af 15.478 danske universitetsstuderende, som rådgivningsvirksomheden Universum har foretaget.

Dermed gentager undersøgelsen et af de argumenter, som ofte bliver lagt på diskussionsbordet, når vi diskuterer, hvorfor der er så få kvinder i toppen af dansk erhvervsliv. Kvinder vælger de bløde værdier, mænd vælger de hårde – og de hårde er vejen til ledelsesgangene. Men det giver i virkeligheden ikke virksomhederne det, de søger, nemlig at skabe de bedst mulige resultater hvis man spørger Marianne Egelund Siig , der er Head of Diversity i Nordea og selv har været leder i mere end 20 år.

Hun mener, at vi skal have et opgør, med måden vi opfatter og forstår de såkaldt bløde og hårde værdier. De "hårde værdier" – penge og prestige - er nemlig kortsigtede strategier. De giver rigtig nok resultater lige nu og her – men kun på den korte bane, viser forskning. De "bløde" værdier – som at skabe mening og socialt ansvarlige virksomheder – skal vi bruge for at skabe bæredygtige resultater på den lange bane, forklarer Marianne Egelund Siig:

- Vi ved, at de virksomheder, der skaber bedst resultater og har mest tilfredse medarbejdere er dem, der arbejder ud fra et større formål, med mere meningsfuldhed, har større grad af kønsbalancer og mangfoldighed og bæredygtigt fokus. Derfor BØR kvindernes præferencer ikke være en karrierehindring. Det er veldokumenteret, at ledelsesteams med god kønsbalance på alle parametre vinder over de virksomheder, der alene ledes af mænd.

LÆS OGSÅ: 23-årig mistede 200.000 i forretningseventyr. Sådan vendte hun fiaskoen til succes

Kvinder bliver holdt tilbage
Vi hører tit fra ledere i erhvervslivet, at der ikke findes barrierer for kvinder, der vil ledelse. At man udelukkende vælger på baggrund af kompetencer, og når der ikke er flere kvinder i toppen, er det på grund af de individuelle valg, kvinderne selv har truffet. Men sådan hænger det ikke sammen. Årsagerne til, at kvinder og mænd ikke kommer til tops i samme tempo som mænd, er nemlig veldokumenterede. Det handler om vores bevidste og ubevidste forestillinger om "de rigtige ledere", overfor de kvaliteter vi tillægger "rigtige kvinder." Den måde, vi evaluerer og vurderer kvinders potentiale, kompetencer og performance på, spiller en afgørende rolle for, hvor langt kvinder kommer, forklarer Marianne Egelund Siig:

- Vi bilder os ind, at det alene er dine kompetencer og resultater, der afgør, hvor langt du kommer. Men sandheden er, at hvis vi virkelig valgte ud fra kompetencer og resultater, så havde vi for længst set en anden kønsbalance i de øverste dele af vores magtstrukturer. Fra dag ét, når kvinder starter for foden af arbejdslivet, bliver de forsynet med rigtig mange kilo ekstra bagage i forhold til mændene. Samtidig sidder vi på toppen og spejder efter flere kvinder, vi kan forfremme, og kan ikke begribe, at der ikke er flere, der er nået højere op.

LÆS OGSÅ: Forbes' unge, danske business-stjerner: "Jeg kan ikke rigtig holde ud, når folk siger, at man bare skal tage springet

Mænd skal ind i kampen
Vi betragter os selv som et ligestillingsland. Men når det kommer til kvinder i ledelse, ligger vi helt nede på 81. plads ud af 142 lande. Vi er tilmed faldet ud af den nordiske liga, når det kommer til ligestilling generelt, fra en 5. plads helt til en 14. plads. Lige nu går det altså den forkerte vej – og det bør få alarmklokker til at ringe, mener Marianne Egelund Siig:

- Vi skal have med i vores bevidsthed, at mænd og kvinder i Danmark faktisk er lige uddannede og lige kompetente. Generelt på samfundsplan kan man sige, at hvis man vil have de bedste, der er, skal man have kønsmæssigt halv/halv. Har man ikke halv/halv, har man ikke de bedste. Så har man snydt sig selv for at få de bedste på grund af sine bevidste eller ubevidste forestillinger, det er egentligt ret simpelt.

Fordelene ved at have bedre kønsbalance i ledelse er veldokumenterede på alle niveauer, fra hvordan et team præsterer til positive tal på bundlinjen. Analyser peger på, at vi kan skabe værdi med op mod 167 milliarder om året ved ligestillingsmæssigt at komme på niveau med et land som Island, der lige nu ligger på førstepladsen i Norden i forhold til ligestilling. Derudover viser forskning, at når der er ligestilling i hjemmet, så er børnene, mødrene og fædrene gladere, dygtigere og sundere. Det er virkelig svært at finde argumenter for ikke at gøre noget ved problemet – uanset hvilket køn man er født med, mener Marianne Egelund Siig:

- Mændene skal for alvor ind i kampen og opdage, at dette er et fælles problem, ikke kvindernes problem eller et problem med kvinder. Og et fælles problem kræver fælles løsninger. Til gengæld vil ALLE også vinde ved det.

Udover bundlinjen handler det naturligvis også om, hvilket samfund vi vil give videre til næste generationer, mener hun:

- Vi skal kunne kigge os selv, vores sønner og døtre, niecer og nevøer, i øjnene med en bevidsthed om, at vi har skabt et samfund, der ikke værdsætter den ene højere end den anden på grund af deres køn. Og vi skal huske os selv på at diskrimination på grund af køn, ganske enkelt bryder med de fundamentale menneskerettigheder.

LÆS OGSÅ: Derfor skal virksomheder vide, hvad kvinder vil have

LÆS OGSÅ: "Det handler ikke om kvinders DNA eller om, at kvinder skulle have et særligt omsorgsgen"

LÆS OGSÅ: "Den største ligestillingsudfordring er, at vi bilder os ind, at vi har ligestilling"

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview