Lækre lokker: Kend dit stylingprodukt

Det kan være svært at finde rundt i junglen af hårprodukter, så vi har bedt frisør og hår stylist Nicci Welsh fra United Makeup Academy om at forklare brugen af nogle af de mest populære styling produkter lige nu.

HÅROLIE

For blot få år siden var hårolier stort set ukendte i Danmark, men i dag er de blevet så populære, at Moroccanoils Light Treatment Oil vandt årets forbrugerpris ved Danish Beauty Awards 2012. Oliernes popularitet skyldes, at de plantebaserede olier gør håret blødt og glansfuldt samtidig med, at de binder fugten i håret, så det både ses og føles sundt.

Hvem kan bruge det?

Da hårolie udelukkende bruges i hårets spidser er det kun velegnet til mellemlangt og langt hår, og kan især anbefales, hvis dit hår er slidt og/eller farvebehandlet.

Sådan gør du:

Hårolie bliver lettere optaget i fugtigt hår, så påfør olien inden du føntørrer dit hår. Pump en lille mængde svarende til en to-krone ud i håndfladen og gnid det mellem hænderne inden du krammer olien ind længder og spidser, hvor håret typisk føles groft.

– Du kan også godt bruge olien i tørt hår, men så bliver håret en anelse fedtet, advarer Nicci Welsh.

Tip:

Da´hårolie virker beskyttende på håret, behøver du ikke at spraye det med et varmebeskyttende produkt, inden du føntørrer det og du kan også glatte håret med olien i.

Se også: Se årets bedste produkter 2012

HÅRPUDDER

Hårpudder fungerer som et volumengivende styling produkt, der løfter hårets rødder ved hovedbunden og giver fylde på toppen af hovedet, hvilket er genialt til skandinavisk hår, som typisk er fint og glat, men uden fylde.

Hvem kan bruge det?

Da hårpudderet kun bruges på toppen af hovedet, kan det bruges af alle uanset hårlængder, men fungerer bedst i hår, der ikke er alt for tungt.

Sådan gør du:

Inddel toppen i tre skilninger, drys pudderet i hårbunden langs hver skilning og masser let med fingrene, indtil pudderet er opløst, forklarer Nicci Welsh. Pur herefter op i håret efter behov.

Tip:

Er du vant til at toupere håret for at få fylde ved rødderne, kan du fint bruge et hårpudder som alternativ.

Se også: 20 lette skønhedstip til vinteren

VOKS

Voks har efterhånden udkonkurreret gelen som danskernes favorit stylingprodukt til kort hår, hvilket skyldes voksens evne til at forme og holde på håret, uden af det bliver helt stift.

Hvem kan bruge det?

Der findes utallige varianter af voks, så at finde den rette kan være noget af en udfordring. Den hårde, matte voks (som også går under navnet "mud") anbefales til kort hår som "bare skal sidde". Når voksen stivner, bliver frisuren nærmest urokkelig. De blødere varianter med fibre (og eventuelt tilsat glans) er bedre til lidt længere hår, som godt må have lidt bevægelse i frisuren uden at den mister hold.

Sådan gør du:

Uanset om du bruger hård eller blød voks skal den påføres i tørt hår.

Brug en klat svarende til en fingerspids og varm den op mellem håndfladerne, inden du påfører den i håret og sætter frisuren på plads med fingrene, anbefaler Nicci Welsh.

Tip:

Brug en blød voks til at samle spidserne i det lange løse hår eller til at fiksere flyvske hår i en stram opsætning. Det giver frisuren en perfekt afslutning og håret ekstra glans.

TØRSHAMPOO

Ligesom hårolien er tørshampooen blevet voldsom populær i de seneste år, hvilket måske skyldes, at mange frisører anbefaler, at du ikke vasker dit hår hver dag. Tørshampooen vasker ikke håret rent, men opsuger fedtet fra hovedbunden, så det ser renere ud, så hårvask kan udsættes en ekstra dag (og kun en!).

Hvem kan bruge det?

Alle uanset hårlængde kan bruge tørshampoo, men det er især velegnet til hår/hovedbund, der nemt fedter.

Sådan gør du:

Nicci foreslår, at du inddeler håret i skilninger og sprayer tørshampooen på med ca. 30 centimeters afstand, hvorefter du sætter håret på plads med fingrene. Brug endelig ikke børste, da du ikke ønsker at få hårshampooens pudder ud i hårets længder.

Tip:

Brug et par pift tørshampoo i det rene hår, som alternativ til en volumen spray.

MOUSSE

Selvom mousse har eksisteret i mange år, er det stadigt et populært stylingprodukt, fordi det, ud over definition og hold, også giver fylde.

Hvem kan bruge det?

Mousse fungerer bedst til kort hår eller til at fremhæve og definere krøller uanset hårlængde.

Sådan gør du:

Du kan nemt komme til at bruge for meget, så start med en lille håndfuld skum svarende til størrelsen på en lime, anbefaler Nicci Welsh. Fordel moussen i hænderne og brug fingrene som en kam, mens du reder det ind i det fugtige hår. Tør herefter håret tørt med en føntørrer.

Tip:

Hvis du lader dit hår lufttørre, bliver moussen mere stiv, og du får en overflade à la "wet look".

SALTVANDSSPRAY

Idéen bag saltvandssprayen er at imitere den struktur, håret automatisk får efter en dag på stranden, hvor sol og saltvand giver det en lidt tør og mat overflade med tydelige samlinger og en let fylde. Et look der har været populært i mange år, fordi håret ser lækkert ud på en skødesløs og naturlig måde.

Hvem kan bruge det?

Alle uanset hårlængde kan bruge saltvandsspray, men strukturen og fylden kommer tydeligst frem i mellemlangt til langt hår.

Sådan gør du:

Da saltvandsspray primært består af vand, er det en fordel at spraye det i fugtigt hår, så du slipper for at tørre det to gange. Nicci Welsh anbefaler, at du løfter håret i sektioner startende bagfra og spray'er hver sektion fra rod til spids inden du føntørrer det tørt.

Tip:

I tørt hår giver et par sprøjt med saltvandssprayen en let fylde uden den markante struktur.