Line Baun Danielsen: "Det var ikke kun let at være skilsmissebarn"

0-10 år: Marmelademadder og klaver

– De år formede mig til at være den, jeg er. Mine forældre blev skilt, da jeg var halvandet år, og så flyttede jeg med min mor til Hillerød, hvor jeg boede i hus med min mormor og moster i stuen, og mig sammen med min mor ovenpå. Min mor syntes vist, det var lidt anstrengende i længden, men for mig var det fantastisk at vokse op med både kvinder og en far, som jeg var hos hver anden weekend. En af de første dage, efter jeg var startet på fritidshjem, var der en dreng, der hældte en kvart liter mælk i mit hår og sagde, at nu skulle jeg være gråhåret. Så ville jeg ikke derover mere men vendte tilbage til mit hjem med dam og mølle, marmelademadder og klaver, indtil jeg blev klar til at starte i første klasse.

– Jeg husker min barndom som leg ude på vejen, og jeg synes, det er så synd for de børn i dag, som ikke oplever at lege gemme, krig, sjippe og alt det andet. Der var en enorm frihed, og det er det, jeg husker min barndom bedst for. Jeg kunne endda cykle fra Hillerød til Hørsholm med min veninde bag på cyklen uden cykelhjelm på. Det gjorde man bare.

LÆS OGSÅ: Jesper Wung-Sung: "Det var min første selvstændige beslutning"

10-20 år: Skilsmissebarn med hockeystav

– Jeg drømte om at blive enten bager eller journalist. Journalist fordi min far var journalist, og bager var vist fordi, jeg elskede romkugler. Min mor fik først sent en uddannelse, og hun gik meget op i, at det skulle jeg have. Da jeg var 13 år, flyttede jeg med min mor og hendes kæreste til Virum, så jeg måtte sige farvel til provinsen og goddag til et nyt liv tættere på byen, og jeg skulle have nye venner. Det var ikke kun let at være skilsmissebarn. Der var to af alting: to værelser, to fødselsdage osv. Men i de år introducerede min far mig til ishockey, og det var noget, der åbnede mine øjne.

– Jeg kæmpede fra en tidlig alder for, at der skulle være et pigehold i ishockey, og det var også i de år, jeg fandt ud af, at jeg havde det, man kalder seksuel kapital. Jeg var en køn pige, og det var en god ting i ishockeyverdenen. Jeg begyndte at skrive klubbladet, jeg kom i bestyrelsen, og i det hele taget blev ishockey en rød tråd i mit liv, og så blev jeg hurtigt kendt som hende sportspigen, der spillede med rød læbestift og sort kohl om øjnene.

– Jeg havde altid udlængsel, for jeg var vokset op med en mor, der kørte Vesteuropa tynd på bilture, så mine år gik med at spare nok op til at komme på interrail om sommeren. Det var nysgerrighed og udlængsel, der drev mig, og jeg har faktisk rejst alene, siden jeg var 14 år. Det eneste, min mor ikke ville have, var, at jeg rejste til Italien, for der var mændene vist lidt for nærgående. Jeg gjorde det alligevel, for hun kunne jo ikke vide, hvor jeg var, når jeg ringede hjem på collect call. Det fik mine egne børn sgu ikke lov til.

20-30 år: Til soldaterfest i hjemmesyet

– Efter studentereksamen kom jeg ind på fransk og samfundsfag på universitetet. I den periode flyttede jeg sammen med en veninde i en lejlighed i Ordrup. Der lærte jeg livets sjove sider at kende. Vi ejede ikke kongens mønt, og vi havde en lejlighed uden bad. I stedet købte vi klippekort til det lokale solcenter, hvor vi kunne bade. Hendes bror var soldat, så vi gik til soldaterballer, som vi syede vores egne kjoler til efter Burda-mønster, for vi havde ikke råd til andet.

– Jeg gik på universitetet, hvor jeg skilte mig en del ud ved at gå med læbestift og attachemappe, og så havde jeg studiejob på en sprogskole, hvor jeg underviste udenlandske erhvervsfolk i dansk. Da sprogskolen sendte mig til Stockholm for at arbejde, slog jeg til. Det første jeg gjorde, var at slå op i telefonbogen på ishockeyklubber, og så kom jeg til prøvespilning hos et hold, som var svenske mestre. På den måde kom jeg også på det svenske landshold og spillede blandt andet VM i Canada for Sverige.

– Da jeg kom hjem til Danmark igen, startede jeg det første danske kvindelandshold i ishockey. I den forbindelse var jeg med til at forhandle rettigheder med tv-stationerne, og en dag ringede TV2, fordi de desperat manglede en kvindelig sportsvært, og jeg fik jobbet helt uden at have været til en casting.
Da jeg begyndte på TV2, begyndte et helt nyt kapitel for mig. Jeg flyttede til Odense, men jeg beholdt mit studiekort i ti år, hvis det nu ikke skulle gå i tv-branchen, jeg må dog indrømme, at jeg aldrig har fået den uddannelse, min mor ønskede, jeg skulle have.

LÆS OGSÅ: Merete Eldrup: "Det er næsten pinligt at skulle erkende i min alder..."

30-40 år: TV-darling

– Jeg gik fra at være en helt almindelig kvinde til at blive kendt i hele Danmark overnight. Alt kunne lade sig gøre. Man fik ideer, gakkede ud, sagde pyt og videre til det næste. Det var en sund måde at arbejde på. Fællesskabet på TV2 var enormt. Der har været meget negativt fokus, men jeg må sige, at jeg ikke genkender det, jeg følte bare, vi var én stor familie og hinandens fortrolige. Var jeg blind for sexismen? Måske handlede det om, at jeg havde en kæreste, som jeg boede sammen med på Fyn, så ham tog jeg hjem til efter arbejde, når de andre tog i byen.

– Mange andre var enten singler eller forlod deres familier for at arbejde på Fyn i hverdagene, og der blev helt sikkert kysset og knaldet i hjørnerne, men jeg var ikke en del af det. Der blev også skabt ægteskaber på TV2 – nogle af dem holder endnu. Men det var datidens kultur, og jeg bliver ked af det, når jeg hører TV2 omtalt som et horehus.

– I 1996 blev jeg gravid og flyttede tilbage til Sjælland, selv om det var vemodigt at sige farvel til TV2 på Kvægtorvet. Jeg blev siden ansat hos Nordisk Film til at lave TV2-programmer, og jeg fik lov at lave både kongelige bryllupper, rejse, sportsbegivenheder og nyheder. Jeg havde også fået så meget status, at jeg kunne stille krav. Jeg havde fri hver dag klokken 15 og hjemmearbejdsdag, før det overhovedet fandtes. Det var nødvendigt, for børnene flyttede mit fokus væk fra mig selv, og begge mine børn havde kolik det første halve år af deres liv, men jeg indrettede mit arbejdsliv efter de to, for jeg var så heldig at jeg kunne plukke de job, jeg ville have; Linen ud, Mors hammer og Roomservice for eksempel.

40-50 år: Mødet med udløbsdatoen

– Jeg var meget efterspurgt i den periode, og jeg nød det, selv om der var travlt. Jeg kunne være værtinde ved UEFA-lodtrækningen i Geneve den ene dag og rejse direkte videre til Rom den næste. Jeg kunne sige ja til kæmpe opgaver, fordi jeg havde en familie derhjemme, der var klar til at være der. Men jeg vidste også, at tv-vært er lige som at være sportsudøver, for der er en udløbsdato, jeg havde dog aldrig troet, den ville komme så brat.

– Ole Stephensen og jeg blev valgt fra, da der kom en rokade på TV2, og for første gang oplevede jeg, at der ikke var en kødrand af tilbud til mig. På den ene side var det et chok, men på den anden side var det ikke rigtig overraskende. Mest af alt var det ubelejligt, fordi jeg var blevet alenemor. Jeg ville klare mig selv, så jeg startede en virksomhed, og den har jeg endnu. Men jeg gik fra at sidde sikkert i sadlen med høj løn, sundhedsforsikring, pension og det hele til at skulle starte forfra.

– Det var meget lærerigt, og jeg har ikke fortrudt noget og savner ikke at være på skærmen. Men jeg mødte aldersfascismen allerede som 48-årig, jeg kunne mærke, at der hele tiden kom yngre kvinder, som kunne det samme som mig, men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle ud af den verden. Dengang var jeg forundret, men i dag kan jeg se, at det nok handlede om min alder.

– Kort efter var jeg med i et projekt, som gik konkurs, og jeg fik tilbudt et job på Lorry, mens jeg slikkede mine økonomiske sår. Jeg blev faktisk mega glad for at være der, for jeg kom ind i en familie, som jeg huskede det fra årene på TV2. Der var en kærlig tilgang til jobbet, spændende regionalstof og søde mennesker. Jeg havde tidligere lavet nyheder om Irak og Afghanistan, nu skulle jeg lave nyheder om det, der foregik lige uden for hoveddøren.

LÆS OGSÅ: Søren brølede højt midt på græsplænen og følte sig pludselig som den mand, han burde være...

50-60 år: Det voksne kvindeliv

– I 2016 havde jeg gået med en række småsygdomme i kroppen, og pludselig blev jeg ramt af stress to gange inden for et halvt år. Så gik jeg i tænkeboks og spurgte: Hvad nu fru Baun? Jeg var ved at gå død i vagtplaner, så jeg sagde op på Lorry efter 28 år i tv-branchen. Nu var jeg arbejdsløs som 54-årig, og jeg kunne godt mærke, at jeg nok ikke fik et nyt job. Det pikerede mig, så jeg lavede et univers til kvinder over 45 år. På min blog skriver jeg om arbejdsvilkår, børn, overgangsalderen og alt, der relaterer sig til et voksent kvindeliv. I dag er bloggen mit tredje barn, og jeg har lært at tjene penge på den uden at sælge ud af mig selv.

– Efterhånden har jeg også så store børn, at de ikke bor hjemme mere. Det var nærmest et overgreb på mit moderskab, at Emil flyttede. Jeg glemmer aldrig den dag. Men jeg glemmer heller aldrig den næste dag, da der stod en kæmpe buket foran min dør med kortet: "Tak mor, det slutter ikke her".
Jeg går ind i 60’erne med en vis sørgmodighed, fordi mit arbejdsliv nærmer sig en afslutning, og fordi man skal sige farvel til så mange, når man kommer i den alder. Men jeg har også stadig drømme. For eksempel at flytte til Paris med min yngste søn eller blive farmor en dag.