Madelskeren Mads Steffensen har spist bedst i Thailand

Madelskeren Mads Steffensen har spist bedst i Thailand

Mads Steffensen elsker mad, som du kan læse i ALT for damerne uge 9. Derfor blev der flere spørgsmål og svar end der var plads til i bladet.

Hvem er dine forbilleder i et køkken?

− Jeg har jo ikke rigtigt forbilleder som sådan, men jeg har mødt en masse virkelig dygtige kokke i forbindelse med mit arbejde, specielt da jeg var på Aftenshowet, og de har alle været imponerende.

Hvad er din bedste oplevelse med mad?

− Vi var i Thailand for nogle år siden, og der sad vi i strandkanten med fødderne i vand og spiste thai, imens solen så småt gik ned og tjenerne agerede barnepige for ungerne. Det var ikke tosset. Jeg kan bedst lide når thai-mad er stærkt krydret og slår igen.

Hvem ville du invitere til dit drømme-middagsselskab?

− Så ville jeg invitere alle fodboldspillerne fra Barcelona, og måske også Michael Laudrup som sidekick. Jeg ville sidde mellem Messi og Xavi og så skulle vi have hakkedrenge med brun sovs og bløde løg og så trefarvet is til dessert. Jeg tror ikke, det er noget, de er vant til at få, men det ville måske være en inspirerende menu for sådan en flok, der har rødder over hele verden. 

Hvad spiser du, når du skal forkæle dig selv?

− Det var som om fondue blev glemt nede i 80'erne, og det er en skam. Jeg er ikke så vild med det mad, man hiver op af olien, men selve processen er jeg tosset med. Fondue er hyggelig og fortjener et comeback.

Læs meget mere om Mads Steffensen i ALT for damerne uge 9.

Fakta

Mads Steffensen, 41, journalist. Gift med Marianne og far til tre drenge på syv, 11 og 14 år. Lige nu er Mads aktuel som ny vært på ”Kender du typen” på DR1.