Madredaktøren anmelder restaurant Villa Vest
Sommerens bedste spiseoplevelse! Madredaktøren giver topkarakter til restaurant Villa Vest, der ligger med udsigt til Vesterhavet.
Nogle gange er det ikke kun maden på tallerkenen der gør det. Omgivelserne, stemningen og vejret kan være med til at hæve en spiseoplevelse til det sublime. Og en sådan aften havde jeg på Villa Vest, der ligger i den nordjyske kystby, Lønstrup. Det var en af de sjældne sommeraftener, hvor vinden havde lagt sig som en lun brise og havet lå glimtende og roligt foran restauranten, der fra starten var med til at sætte forventningerne til en fantastisk aften. Det blev det også.
I modsætning til sidste år (hvor jeg også spiste her) har restauranten nu én fast menu. Så kan man selv vælge om man vil have 3,4 eller 5 retter. Den faste menu giver åbenbart plads til små appetizere og ekstra små retter mellem de faste retter. Effektivt kokketrick.
Pigvar i grønt – delikat til sidste mundfuld
Jeg ved godt, at det er et billigt kokketrick at give gæsterne mere end det de har bestilt. Men hold op hvor det virker. Især når det der kommer er delikat til sidste bid.
Fisk og skaldyr er i centrum med et væld af grønt og spiselige blomster uden at det virker som ligegyldigt pynt. Det er tænkt ind i retterne, så det komplimenterer smagen på bedste vis.
Hummer fra Limfjorden var en af de ekstra retter, vi måtte smageDesserten er et kapitel for sig. Da solen på det tidspunkt var på vej ned under horisonten fik vi lov til at trække uden for og få desserten her. En fantastisk smagseksplosion af grønne jordbær og chokolade i forskellig afskygninger. Herefter var der kaffe og sødt, som også var crème de la crème.
Vinene til maden var i øvrigt velvalgte og betjeningen var topprofessionel men samtidig nede på jorden. Alt i alt var blev det en sommeraften uden sidestykke, hvor alt gik op i en højere enhed.
Dessert, mens solen synker i Vesterhavet. Så kan man ikke blive mere lykkelig
Det spiste vi:
Forret: Pighvar med bælg ærter – kartoffel – karse
*
Mellemret: Hummer med gulerod – friteret brød – hummermayonnaise - smækker
*
Hovedret: Kylling fra Rokkedahl med beder – løg – syltet ramsløg
*
Mellemret: Oste fra Sønderhavens Gaardmejeri
*
Dessert: Grønne bær – kernemælk – chokolade
Det betalte vi 3.500 kr for to med snacks, fire retter, vin, kaffe, avec og overnatning og morgenmad på det tilhørende Lønstruphus Badehotel
3 retter kan fås til 528 kr.