23-årige Maja: "Jeg er træt af at blive behandlet som et sexobjekt pga min hobby"

"Jamen, hvem hepper I så for?"

Det er nok det spørgsmål, jeg hyppigst bliver mødt med, når jeg fortæller, jeg dyrker cheerleading. Et spørgsmål, som især udspringer af den udbredte uvidenhed, sporten kæmper imod.

Som cheerleader bliver jeg ofte mødt med en forestilling om, at vi udelukkende er en flok flotte piger, som er sat i verden for at tilfredsstille mænds blikke og levere pauseunderholdning.

Ofte sker det, at jeg ivrigt og stolt fortæller folk om de hårde træninger, blå mærker og store konkurrencer, for bagefter at blive spurgt, om jeg ikke lige kan lave et lille danseshow eller råbe et kampråb!

Gang på gang bliver vi udstillet som sexobjekter, når medierne konsekvent (når cheerleading en sjælden gang imellem omtales) vælger at fokusere på pompoms og lårkorte uniformer frem for at fortælle om de svære stunts og pyramider, som cheerleading især handler om eller de flotte placeringer, danske cheerleadinghold hiver hjem til internationale konkurrencer.

Fordommene er mange, og som udøver er de frustrerende konstant at blive mødt med.

Devaluering, respektløshed og hyperseksualisering af sporten møder jeg konstant, selvom jeg bruger al min fritid på hård fysisk træning og svære teknikker. Præcis som mange andre sportsudøvere.

De stunts og kast, som for det utrænede øje ser halsbrækkende ud, er fuldstændigt gennemøvede sekvenser, der bygger på teknik, tillid og benhård træning. Når vi laver stunts opstår en tæt fysisk kropskontakt, hvor vi bliver smurt ind i hinandens sved, står klæbet op ad hinandens maver og får hinandens numser i hovedet. Vi får blå mærker og ømme muskler.

Det lyder måske ikke super charmerende, men den tætte kropskontakt, som for nybegyndere kan virke grænseoverskridende, er lige præcis nøglen til den holdånd og det sammenhold, jeg sjældent møder andre steder.

Det kræver god teknik og massiv styrke hos alle at udføre svære stunts og kaste høje baskets (en teknik, hvor en person kastes op i luften og gribes, red). Tillid er et nøgleord i cheerleading, fordi vi er fuldstændig afhængig af, at vores holdkammerater griber og er der, hvis vi falder – i bogstavelig forstand. Det er en sportsgren med en stor alsidighed i kropstyper, som sjældent ses; alt fra de små, tynde nips, som står øverst i pyramiderne, til de store, robuste brød, som bærer de tunge stunts. Og alt herimellem. Den mangfoldighed i kropstyper er en nødvendighed for at skabe et så stærkt hold som muligt.

Disciplinen blev i 2013 internationalt godkendt som selvstændig sportsgren, og sporten er også blevet officielt godkendt at Dansk Idrætsforbund. Til Verdensmesterskaberne i 2016 deltog i alt 32 lande fra 5 forskellige kontinenter, og fra 2020 vil cheerleading formentlig også være en olympisk sportsdisciplin.

Men kampen for den sportslige anerkendelse har været hård. Og der er stadig lang vej, når det gælder folks opfattelse af den fysisk krævende sport, som flere og flere tager op, men som desværre også stadig bliver misbrugt af dansehold, som ikke har forstået, hvad sporten egentlig går ud på. Og det er frustrerende.

Forhåbentlig vil cheerleading en dag få den respekt, som sporten fortjener. Og forhåbentlig kommer den dag snart.

Så for at besvare det spørgsmål, jeg har fået stillet utallige gange; Vi hepper ikke for nogen.