”Man er ikke i tvivl, når man møder kærligheden. Vi fungerer jernhamrende godt”

Min datters veninde på 12 år hopper rundt i stuen, aftenen inden jeg skal interviewe Danmarks ukronede konditordronning. Hun har én af Mette Blomsterbergs 12 kogebøger, og det er den bog, hun har læst allermest i. Den overgår både 'Harry Potter' og 'Anne fra Grønnebakken'.

Jeg fortæller det til Mette Blomsterberg, da hun sidder over for mig. Hun er ved at løbe over af taknemmelighed og stolthed.

Noget af det bedste, hun ved, er, når folk kommer op til hende med en af hendes kogebøger fyldt med post-it-noter – med gode fif og korrektioner til opskrifterne. Når de bruger hendes opskrifter organisk og tilpasser dem. Hun spørger retorisk, det gør hun ofte, leger med spørgsmål/svar for sig selv:

"Hvordan skaber du en drøm af en kage ud af fem æg, en håndfuld mel og sukker? Hvordan føles det perfekte kys? Det findes der jo ikke én opskrift på, vel?," siger hun.

"Det hele handler om følelser."

Hun gnider tommelfingeren mod pege- og langefingeren for at vise det der, man ikke kan beskrive. Det, der opstår i luften mellem to mennesker, lige før læberne mødes. Det er alkymi, når æg og sukker forvandler sig til en smuk lagkage og viser os, hvor mange muligheder livet rummer. Hvis man bare gør sig umage.

"Hvad for en ovn har du? Er dine æg fra din mormors høns, der er mikrosmå, eller er de størrelse large fra Føtex? Der skal ingenting til – ikke at opskriften så mislykkes, men så kommer der nuancer. Det er nuancerne, der gør skabelsen så fascinerende. Det, der gør livet fascinerende."

Hun kan huske dengang, hun lige var gået i gang med sin programserie 'Det søde liv', hvor hun blev stoppet på gaden af én, der havde lavet hendes pandekageopskrift 30 gange.

"Øj," siger hun og tager hænderne op mod brystet.

"Jeg blev varm helt ind i knoglerne og tænkte: Jeg har inspireret hende til at lave noget, der skaber glæde i hendes liv. Som hun kan servere for andre, hun holder af. Det betyder så utrolig meget for mig."

Kartoffelmadder

Jeg byder på frokost hjemme hos mig, og det viser sig, at lige netop det betyder ekstremt meget for hende. Kærligheden til måltidet er det strå, der er flettet tydeligst ind i Mette Blomsterbergs livsfortælling. Samlingen omkring måltidet er helligt for hende og har altid været det.

Fra at være mindstebarnet og den eneste pige i en søskendeflok på fire med travle og selvstændige forældre, til opvæksten med en alenemor, der nærmest arbejdede på treholdsskift for at klare sig økonomisk. Til senere, hvor hun selv fik sin egen familie med sin tidligere mand og deres to døtre. Til nu. Hvor hun står et helt nyt sted. Skilt efter 23 år. Forelsket i sin kæreste, med voksne børn og en større ro på bagsmækken end nogensinde.

Vi spiser kartoffel- og avocadomadder. Da jeg tidligere stod og anrettede dem, rystede jeg en smule på hånden. Mette Blomsterberg er kendt for sin perfektionisme. Vil hun studse over, at de friterede løgringe ikke er intakte?

Det første, hun gør, er at gribe sin telefon og tage billeder af maden, som hun roser, og hun understreger endnu engang, hvor taknemmelig hun er for, at vi skal spise sammen. Hun kommer direkte fra Forbrugerrådet Tænks koldskålstest, og før det var hun i Go’morgen Danmark og lave en rabarbersorbet. Hun har ikke fået andet end de 10 skefulde koldskål.

"For mig er det en grundværdi at spise sammen. Det her med at servere noget lækkert og rart, uden at det behøver at være fint. Jeg mener, at vi har en forpligtigelse til, at det sker. Vi skal ikke acceptere, at det ikke kan ske, fordi Anton skal til fodbold, jeg er også selv lidt træt og min mand hellere vil ud at cykle," siger hun.

Ligesom hun selv har sørget for at samle familien igennem årene. Allerede fra hun var ganske lille, fik hun lov til at stå for maden og kagerne, og det fortsatte hun med senere, da hun selv blev mor. Det fælles måltid er et kærlighedssprog, et fællesritual, der går tabt, når vi ikke orker at samles med vores elskede. Hvad er det næste, vi så ikke orker?

Yde for at nyde

Hun siger, at hvis jeg gav hende opgaven at lave en lækker picnickurv på 20 minutter ud fra det, der er i rummet lige nu, ville hun pille gardinerne ned og bruge dem som dug.

Hun ville trylle – bruge ungernes kreakurv, der er fyldt med tusser og papirer, til selve picnickurven. På ingen tid ville hun skabe lækkerhed ud ad ingenting. Det er noget af det, opvæksten med en alenemor og knaphed har lært hende. Måske er det endda en medfødt, kreativ gave, der fik lov til at udfolde sig af det benspænd, at der i perioder nærmest ikke var salt til ægget.

Hun kan i hvert fald huske, at hun altid blev rost, når hun gjorde sig umage.

"Når man gjorde noget, så gjorde man det ordentligt – og så fik man ros."

Hun spørger sig selv, om det har været med til at lære hende, at man skal yde for at nyde? At man er god, når man præsterer? Formentlig, ja. Hun sætter sig tilbage.

"Men det passer jo til den, jeg er, til mit DNA. Jeg har været heldig at have fået arbejdsomheden med hjemmefra. Det har også givet mig selvtillid, at jeg allerede fra en tidlig alder fik lov til at lave mad derhjemme. Der er ingen hemmelig kode i livet. Hvis man øver sig og bliver ved, så er der en ret stor sandsynlighed for, at man også lykkes med det, man gør. Det giver mig en selvtillid i livet at vide, at uanset hvad jeg gør, så har jeg ydet mit bedste."

Perfekte-Mette

Hun blev stoppet igen på gaden, da hun var på vej mod interviewet. Det er ikke let at være en offentlig person, alle på forhånd har en forestilling om, og som de gerne konfronterer hende med: At hun er højere, har en mindre skinger stemme, mindre bagdel eller er mere blød, end de havde forestillet sig. Det er et vilkår, hun er Mette Blomsterberg, der står på sine tunge fødder, uanset om livet byder på storm eller sol, siger hun med et smil.

Der er bare lige den ene ting, der klæber sig til hende, som hun er træt af. Som blot udgør en lille del af det at være et helt og komplekst væsen. En dreven forretningskvinde eller købmand, som hun selv kalder sig, mor, kæreste, et følsomt menneske, cirkushest, konditorprinsesse, vildbasse og bonderøv.

"Jeg er træt af perfekte-Mette," siger hun.

"Jeg er perfektionistisk med mit fag, det er nok det, folk har svært ved at skelne. Når jeg har været vært i mine egne programmer eller er dommer ved 'Den store bagedyst', så er jeg på arbejde med en faglig mission. Det er ikke det samme, som at jeg ikke kan have rod i mit skoskab eller forvirring i mit følelsesliv. Eller være træt af naboen, der bliver ved med at parkere ude foran min dør.

Ofte bliver folk så overraskede, når de møder mig. Så hører de for eksempel, hvor meget jeg bander i virkeligheden. Det er klippet ud af programmerne, for jeg kan da godt tale lidt ad gangen uden at bande," siger hun og griner. Det gør hun i øvrigt ofte.

Livet er ikke let og perfekt, mennesket ej heller. Hendes yngste storebror døde af alkoholmisbrug. Begge forældrene er gået bort. Et sted i livet brød hun med faren og senest den der skilsmisse efter mange års ægteskab. Bare for at nævne lidt.
Igennem årene, når livet har været svært, fortæller hun, hvordan hun har ligget under dynen om aftenen og knuget sig til den, mens følelser bumlede igennem hende som et lyntog. Enhver, der har mistet en elsket, er blevet skilt eller har haft et brud med en forælder, ved, hvordan den smerte så let som en kniv, der skærer igennem blødgjort smør, hakker ind i vores inderste kerne.

Mette Blomsterberg er ærlig over for sig selv. Hun ved, hvad hun føler, når det er blevet mørkt, og hun er alene. Men hun ved også, hvordan hun står op næste morgen og leverer varen. Hvordan hun lader pakken af svære følelser ligge, for nu er der et interview, bagefter produktudvikling og så en kogebog, der kalder.

Det er cirkushesten i hende, der har trukket i tøjlerne siden 1995, hvor hun besluttede sig for at blive selvstændig. Det er noget genetisk, tænker hun. Enten har man det ekstra gear og modet til at kaste sig ud i et eventyr uden ridehjelm og sadel, eller også bliver man stående samme sted. Det sidste er også helt ok, men det nytter ikke, at man efter 7 år er blevet bitter og ulykkelig. Vi skal turde at træffe de rigtige valg. Og det er ikke altid de lette valg.

Hun får ofte selv sine idéer og inspirationer om natten, når der er ro og stilhed. Så står hun hellere op, drikker en halv kamillete og tømmer hjernen. Skriver ulæselige noter på køkkenrullen eller på et stykke papir, så ved hun, at idéerne, der i bund og grund er hendes levebrød, befinder sig et sikkert sted. Så kan hun lægge sig til at sove. Hun er heller ikke færdig med at have sine egne tv-programmer. Der er sket utrolig meget siden dengang, hun måtte forklare, hvad pistacienødder er, i 'Det søde liv'. Eller at man måske kunne skaffe sig noget glukose, hvis man bankede på i baglokalet på apoteket.

Måske stoler hun så meget på sig selv, fordi hun var heldig at have en mor, der elskede hende højt, som var pavestolt af sin datter, men som også var ærlig og sagde det, hvis hun syntes, at Mette var for strid. Hun føler sig også heldig over at have haft en mor, der stod ved sig selv og sine valg.

"Jeg havde det for eksempel ikke godt med, at hun passede mine børn og sagde, at hun havde skruet ned for cigaretterne, og det betød måske, at hun havde kæderøget 24 i stedet for 26 cigaretter derhjemme, men sådan var det. Hun stod ved den, hun var. Derudover har hun vist mig, at en kvinde godt kan være økonomisk selvstændig."

Husk kærligheden

Selvom Mette Blomsterberg siger, at hun er rundet af den gamle skole, er hun også en moderne forretningskvinde, der eksempelvis inspirerer virksomheder til at øge arbejdsglæden og kreativitet i hverdagen med sine foredrag. Hun har skabt sig et navn og succes i en verden, der primært bestod af mænd, dengang hun blev konditorlærling som 16-årig.

Hun har aldrig følt sig krænket af at få et klap i numsen eller af komplimenter på gaden. For hun er ekstremt tydelig med, hvad hun vil finde sig i – og ikke finde sig i. På den måde er hun hærdet af opvæksten med tre brødre og har styr på sine grænser. Er der én ting, der har været vigtigt for hende at lære sine døtre, så er det lige netop det her med grænserne. For de er så individuelle, og det vigtigste er, at man kan mærke på sin egen krop, hvad der er ok, og hvad der ikke er.

"Jeg kan godt frygte, at vi pludselig ikke tør at gøre tilnærmelser til hinanden, som jeg synes er noget af det fineste i livet. De fleste af os har nok prøvet at blive forelskede i noget, der pludselig opstår. Er det et blik? Er det en lille note? Er det en berøring, så det, der egentlig bare var en snak over en kop kaffe, blev til noget helt andet, spørger hun og understreger, at vi her ikke taler om kriminelle handlinger og krænkelser. De skal naturligvis straffes."

Hun taler om den underliggende afstand, der opstår mellem mennesker, der af frygt for at krænke mister lysten og evnen til at nærme sig hinanden.

"Som den der gamle kone kan jeg godt være lidt nervøs på de unges vegne over, om den fine og spontane gnist mellem mennesker går tabt, hvis vi skal liste rundt om hinanden og aftale alt på forhånd. Den lille flirt, som ikke behøver at ende i noget seriøst, men som bekræfter os som mennesker af kød og blod, tror jeg er så umådelig vigtigt."

I bund og grund må man aldrig miste troen på kærligheden og evnen til at elske. Det må være det vigtigste i livet, siger hun. Kærlighed er mange ting. Det er kærligheden til veninder, venner, børn, til partneren, kæledyret eller bare til livet.

"Kærlighed er et meget vigtigt krydderi. Jeg øser gerne ud af den, og jeg elsker at tage imod den. Når du åbner dit hjerte, så gør du dig sårbar – men hvis ikke du giver, så får du heller ikke særlig meget. Og jeg vil rigtig gerne bede om meget, så jeg deler også gerne ud."

Alle de tårer

Hun kan huske, hvordan hun som helt ung hellere ville spise to biografsæder, end hun ville græde i biografen. På et tidspunkt i livet lærte hun dog at elske sin følsomhed. For ikke så længe siden trillede tårerne ned ad hendes kinder til en sølvbryllupsfest. Fordi det er så smukt og skørt at følges ad.

– Jeg har altid haft let til tårer, både de glade og de triste, de er min ventil. Jeg kan huske, da jeg så mine nevøer gå luciaoptog, og jeg var den eneste blandt de voksne, der græd. Og det var jo ikke engang mine egne børn.

Der er naturligvis også blevet grædt en masse tårer op til bruddet med pigernes far. Det er en stor skillevej, noget er slut. Det har jeg læst, at hun siger, et andet sted. Hun vil også gerne sætte flere ord på nu, men hun træder forsigtigt. Det er ikke kun hendes historie, der er andre involverede. Mennesker, hun elsker og passer på.

"Grundlæggende er jeg en åben bog. Når det er sagt, så leverer jeg også det, situationen kræver, det er mit overlevelsesinstinkt," siger hun og holder en tænkepause.

"Jeg er i mange år gået på kompromis med mig selv for, at vores familie kunne lykkes. Jeg har nok forsømt at tage mig selv alvorligt, og det sætter sine spor."

Efter sin skilsmisse har Mette Blomsterberg mødt kærligheden på ny, og hendes kæreste har fået noget i hende til at falde på plads. Hun beskriver det som et tandhjul, der falder i hak, mens hendes skuldre synker en smule. Hun har kendt ham i mange år, men de har ikke haft kontakt i 16 år. Så pludselig stod han dér. Som et skib, der finder sin havn, siger hun med et smil. Begge har levet et liv, gennemgået brud, de kommer med bagage, og det har sine komplikationer.

"Man er bare ikke i tvivl, når man møder kærligheden. Vi fungerer jernhamrende godt sammen. Han er en voksen, ordentlig mand, som er god for og ved mig, og vi har det ekstremt dejligt. Men det er da selvfølgelig en proces. Jeg tænker, der går noget tid, før alt falder på plads, men vi er på vej et virkelig godt sted hen."

De skal nyde sommeren. På Smukfest og Bornholm. Derudover planlægger hun at låne døtrene til en to-tre-dages rideferie et sted i Danmark. Men hun skal også slappe helt af. Og det gør Mette Blomsterberg bedst ved at skrive på sin kommende kogebog. Så kan hun sidde med fødderne i vandet og skrible opskrifter ned. Drikke lidt rosé til en god frokost og måske skrive videre bagefter. Hun kan ikke bare fortælle sin hjerne, at den skal lukke ned, for nu er hun altså på ferie.

Mette Blomsterberg underskriver både mails og sms’er med ordet Blomst efterfulgt af den lyserøde blomst-emoji. Da jeg spørger til hendes yndlingsblomst, svarer hun ”anemoner, vintergækker, påskeliljer, perlehyacinter, tulipaner, hornvioler”.

Og det giver mening, at Mette Blomsterberg er en sejlivet forårsblomst, der overlever storm som sol – langt fra en sommerblomst, der kun trives i det søde og perfekte liv.