Mia Stensgaard: Det har omkostninger at arbejde så meget
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Mia Stensgaard

'Arvingerne'-scenograf: "Familien stresser mig mere end jobbet"

Hun er en garvet scenograf, som scenevant arbejder sammen med store instruktører på filmlærredet, tv-skærmen og de skrå brædder. Men når det kommer til familielivet, er 41-årige Mia Stensgaard stadig Bambi på glatis, og intet tyder på, at det ændrer sig lige foreløbig.

Mit liv lige nu er præget af kaos. Jeg føler, at alting sker samtidig. Sådan vil det nok altid være, når du møder mig. Jeg er altid i en form for transformation. Jeg er i gang med anden sæson af Arvingerne, står med et ben på vej til Wien, hvor jeg skal lave en opera, og arbejder på en film med Anders Thomas Jensen og en ballet på Det Kgl. Teater. Der er altid mange projekter oven i hinanden. Men jeg føler, at de er begyndt at samle sig lidt. Jeg arbejder sammen med de samme folk flere gange. Tidligere skød jeg mere med spredehagl. Samtidig har livet med en familie trængt sig på de senere år. En ting er, at jeg var 35 år, da jeg fik min søn og to voksne stedbørn, men at fatte, at jeg nu har en familie, har taget tid. Mit arbejde har fyldt patetisk meget. Familielivet er spændende, men det er også noget, jeg skal lære. Jeg er på vej ind ad nogle nye døre, og det kræver et åbent sind.

Jeg havde nok regnet med, at jeg var mere klar til 40’erne. Jeg synes stadig, at det kniber med at få vejrtrækningen og kroppen med i alle udfordringerne. Jeg føler mig ofte bagud. Jeg havde vel en forventning om, at jeg skulle være lidt mere til stede. Det er blevet bedre, men jeg er der ikke helt. Jeg er endnu lidt umoden på mange områder. Min tilværelse er stadig hektisk. Jeg har haft et fantastisk arbejdsår, men jeg har også ligget to måneder i en skov i sommerferien og restitueret. Hvis man tog en lakmusprøve af mig, ville der være alt for meget syre, men sikkert også alt for meget base. Jeg mangler at finde balancen. Jeg prøver stadig at finde ud af, hvem jeg er. Når jeg kigger på mit liv i helikopterperspektiv, er det fantastisk og vidunderligt. Jeg er et rigtig godt sted, men jeg er også i oprør.

Det har omkostninger at arbejde så meget, som jeg gør. Nummer ét er ensomheden. Jeg kan tonse af sted med hovedet nede i jorden i et halvt år og glemme alt omkring mig, men hvor er alle henne, når projektet stopper? Jeg har en familie ved siden af mig, men den har nogle andre rytmer. Jeg troede, at jeg blev stresset af mit arbejde, men jeg bliver tusind gange mere stresset af at skulle indgå i sociale sammenhænge og i et familieliv. Deadlines og præstationer på arbejdet er a walk in the park for mig. Det er familien ikke. Jeg er ikke trænet i det, og det ligger måske ikke så naturligt for mig. Det er ofte en udfordring at få det til at hænge sammen. Jeg kan kontrollere mit arbejde til en vis grad, men jeg kan ikke kontrollere mit barn eller min mand. Jeg kan ikke bruge de samme arbejdsmetoder. Man kan ikke tale om, hvorvidt en familie eller et venskab er lykkedes eller ej, som man kan med arbejde. De er ikke som en dekoration, man bare kan flytte rundt på. Det er en befrielse at erkende.

Jeg har ofte fået at vide, at jeg er perfektionistisk. Det synes jeg egentlig ikke, jeg er. Jeg synes, at ordet perfektionisme lukker sig meget om sig selv. Jeg har drømme og visioner, og jeg sætter barren højt, men jeg er ikke optaget af, om en bestemt dims skulle have stået et helt bestemt sted. Jeg ser mere mine visioner som platforme, vi kan springe fra. Det er en længsel efter at opnå en samhørighed i samarbejdet med manuskriptforfatteren, instruktøren, skuespillerne etc. Jeg er meget afhængig af andre i mit arbejde. Når visionen i samarbejdet lykkes, er det en succes. Jeg er nok mere ambitiøs, end jeg er perfektionistisk.

Jeg har altid syntes, at det var rart at blive ældre. Jeg begyndte allerede som 25-årig nyuddannet scenograf på bl.a. Det Kgl. Teater med at uddelegere opgaver. Jeg kan godt lide, at jeg har fået lidt alder og gråt hår. Jeg synes nogle gange, at jeg har været lidt for ung og med lidt for skinger stemme. Lidt for flagrende. Jeg er stadig lidt flagrende, men jeg synes, at jeg har fået noget autoritet og tyngde af at blive ældre.

Jeg passer ikke særlig godt på mig selv, og jeg er meget lidt optaget af min krop og mit udseende. Det er en klassiker at sige, at man var virkelig grim som barn, men det var jeg ved gud. Det har aldrig været det, der har været mit call eller mit drive. Jeg tror heller ikke på, at det er derfor, de mænd, jeg har haft, har været sammen med mig. Min krop har primært været noget, der tog mig fra sted til sted. Jeg kan ikke lide at se på mig selv, når jeg er for slidt, stresset og anstrengt. Så ligner jeg en gammel heks. Men når jeg træder et skridt tilbage, synes jeg, at jeg har fået mere karakter. Det hele er lidt mere velhængt.

Jeg får tit at vide, at jeg er pisseirriterende, når jeg gentager mig selv for at få ret. Jeg stalker folk, hvis mine ideer får et nej. Eller endnu værre – hvis jeg møder tavshed. Jeg kan også hurtigt ryge op i det røde felt og kan ikke styre mit temperament. Det er problematisk og belastende, at jeg bliver hurtigt hidsig og har så kort lunte. Det kan virke voldsomt over for min omgangskreds. Det er værst i perioder, hvor huden er skrællet af, og hormonerne koger. Når jeg har slappet af og sovet godt, er lunten længere, og det er nemmere at rumme kaos.

Jeg er ret beskeden med, hvad jeg gerne vil nå, inden jeg dør. Jeg har ikke en udlængsel som sådan. Jeg har en drøm om ikke at være spændt for en vogn. I løbet af de næste 10 år vil jeg gerne formå at finde frem til en tilværelse, der ikke er så hektisk. Jeg har ikke lyst til at løbe rundt som en skoldet skid for at tjene penge resten af mit liv. Nogle gange kan jeg godt have lyst til at trække stikket, tage ud til havet eller op i bjergene og lave kunst, der ikke skal blive til noget. Eller bare plukke bær med mine nære og være fri. Det kan sagtens inkludere en enkelt rejse til Vietnam eller USA, men jeg elsker også at bo i Danmark. Jeg elsker det nære, lillebitte liv, jeg har i København. Indimellem drømmer jeg nok bare om at blive pensioneret.


LÆS OGSÅ: "De vigtigste beslutninger i mit arbejdsliv har jeg taget, fordi andre har fået ideen"

LÆS OGSÅ: "Den mand, jeg skal have, skal være mere stille end mig selv"

LÆS OGSÅ: Sisse Sejr Nørgaard om at blive gravid ved et uheld

- Uddannet beklædningsdesigner fra Danmarks Designskole i 1992 og scenograf fra Statens Teaterskole i 1998.

- Har været scenograf og production designer på bl.a. filmene De grønneslagtere (2002) og Adams æbler (2004), operaen Tannhäuser (Operahuset,2010), balletten Et folkesagn (Det Kgl. Teater, 2011) og operaen Eugene Onegin (Covent Garden i London, 2013).

- Fra 2013 ansvarlig for scenografi og production design på dramaserien Arvingerne på DR1, hvor hun netophar afsluttet arbejdet med anden sæson af serien, der har premiere i begyndelsen af 2015.

- Arbejder desuden på balletten Svanesøen, som har premiere i Operahuseti marts, filmen Mænd og høns af instruktør Anders Thomas Jensen med premiere i 2015 og en Mozartopera i Wien.

- Gift og mor til en søn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview