Vibeke Dorphs brevkasse

Min kæreste nægter at ses med min far

Min kæreste kan ikke tolerere kontakten til min far, som tidligere har været voldelig og seksuel grænseoverskridende overfor mig. Jeg føler, at min kæreste svigter mig og ødelægger stemningen, når han forlader selskabet til de sociale arrangementer, hvor min far deltager, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om kæreste, som nægter at ses med min far

Jeg har en dejlig kæreste, som jeg har kendt i et halvt år. Vi har dog nogle udfordringer. Min kæreste var den første nogensinde, som jeg betroede, at min far var voldelig overfor mig som barn og også seksuel grænseoverskridende.

Jeg har stadig kontakt med min far, og det kunne min kæreste ganske enkelt ikke tolerere. Derfor endte vi med at gøre forholdet forbi. Jeg skrev dog til ham efter en måned, og vi fandt en løsning; Jeg bestemmer over min relation til min far, mens min kæreste betingede sig, at han aldrig skulle se, hilse eller tale med ham.

Nu er vi dybere inde i forholdet, og han har derfor mødt min familie. Min mor, min papfar og mine to søskende taler stadig med min far på trods af fortiden, og min far kan godt finde på at dukke op til familiearrangementer for at sige hej.

Problemet er nu, at min kæreste vælger at gå, hver gang min far dukker op, og efter min far er smuttet, er han vred og frustreret og vil hjem. Det ødelægger stemningen, og min familie ser skævt til ham af den grund. Min kæreste er meget stålfast og siger, at intet ændrer sig, han vil ikke se min far. I så fald at vi nogensinde bliver gift og får børn, skal min far altså hverken med til brylluppet eller møde vores børn.

Udover den udfordring, så har vi et fantastisk forhold, og jeg elsker ham højt. Min drøm er dog, at han for min skyld skal acceptere min fars eksistens. Det er i forvejen ikke let at være i selskab med min far, og jeg føler, at min kæreste svigter mig, når han sætter sine egne værdier højere end at være der for mig.

Det får mig til at tvivle på, om vi har en fremtid sammen. Hvordan ville du håndtere den situation?

Vibeke Dorph råder til genovervejelse og eventuel konfrontation

Jeg håber, at du og din familie har fået talt sammen om din fars voldelige og seksuelle overgreb på dig dengang, så du ad den vej har fået det bearbejdet. Har I det, og er din fars adfærd noget, han åbenlyst har angret og undskyldt for, så vil jeg give dig ret i, at din kærestes opførsel kan synes om end forståelig så også ret egoistisk, her må han for din skyld derfor rette ind.

Har I derimod i familien lagt låg på det, der skete dengang, og ladet som om, at intet skete, så er udfordringen en anden. For forholder det sig sådan, så er det ikke din kæreste, men derimod din far, din familie burde kigge skævt til. For jeg forstår godt, hvis din kæreste ikke kan eller vil bakke op om, at din fars ugerninger begraves under gulvtæppet, som om de aldrig var foregået.

Det er jo sket, og det var dig, det gik ud over. Din kæreste elsker dig og at skulle fortie al den smerte, din far har udsat dig for blot for familiefredens skyld, det tangerer noget sygt, som jeg godt forstår, han ikke kan deltage i.

Du kan så kalde din kærestes adfærd et svigt af dig, men et sted, svigter du jo dig selv og lader dig svigte af din familie, hvis du ikke får konfronteret din far. Det behøver ikke være så farligt og frygteligt, som du tror, det skal blot gøres for, at du kan få lov til at stå hel i verden.

Gør du ikke det, så vil du fortsat være din families tavse offer. Det er en ond og egoistisk dobbelt afstrafning af dig, som du ikke har fortjent.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.